Clint Eastwoods “Mystic River” er den type film, hvor filmen stadigvæk ville være en ren nydelse at se, selv om dens manuskript skulle vise sig at være intet andet end et himmelråbende tåbeligt og ligegyldigt roderi. Et enkelt kig på filmens iøjefaldende plakat afslører hvorfor: “Mysic River” er i besiddelse af den uden tvivl mest opsigtsvækkende cast-liste, der er set i nyere tid: Sean Penn, Kevin Bacon, Tim Robbins, Laurence Fishburne, Marcia Gay Harden og Laura Linney. Seks fænomenale skuespillere af højeste kaliber. Heldigvis er “Mystic River” dog ikke et sådant stykke ligegyldigt roderi, som udelukkende satser på, at filmens stærke skuespillerbesætning vil “redde” filmen. Men denne fabelagtige gruppe skuespillere medvirker da naturligvis bestemt til at gøre filmen til en særdeles god oplevelse.

Penn, Bacon og Robbins spiller de tre barndomsvenner Jimmy, Sean og Dave. En tragisk begivenhed i deres ungdomsliv forandrede deres liv for evigt. Dave blev en dag samlet op af to ældre mænd, som udgav sig for at være politimænd, og som så drog væk med Dave og udnyttede ham. Det lykkedes Dave at flygte, men det var naturligvis et minde, som han aldrig nogensinde formåede at ryste af sig. Mange år senere mødes de tre venner igen, men det er ikke en glædelig sammenkomst. Jimmys datter Katie er blevet myrdet, og Dave – som kom hjem på morddagen med trøjen svøbt ind i en fremmed persons blod – bliver hurtigt en af de hovedmistænkte i sagen.

Alle tre mænd leverer præstationer i særklasse, og filmen bør sikre at Kevin Bacon endelig bliver generelt anerkendt for at være andet end blot en pæn mand med nogle hurtige danseben. Sean Penn og Tim Robbins er begge blandt filmverdenens mest interessante skikkelser, både foran og bag kameraet, og deres talent skinner naturligvis også igennem i “Mystic River”. Desværre får Robbins ikke nær så meget spilletid som håbet, og det samme gælder filmens to primære skuespillerinder, Marcia Gay Harden (som forrige år vandt en Oscar for sin præstation i Ed Harris’ instruktørdebut, “Pollock”) og Laura Linney.

Gode, gamle, garvede Clint Eastwood har både produceret, instrueret og komponeret musikken til “Mystic River”. De første to opgaver klarer han øjensynlig godt (som sædvanlig), men musikken til filmen er kedelig og uinspirerende. Jeg mener ikke at have hørt andet end ét eneste musikalsk tema i samtlige de 137 minutter, som filmen varer. Det bliver hurtigt trættende at høre på, selvom det da bestemt er et velskrevet tema. Musikken er desværre også en smule malplaceret engang eller to, da den besidder en underliggende “positiv” klang, som ikke altid passer lige heldigt sammen med filmens sørgmodige handlingsforløb.

Det siges, at tiden flyder som en flod. Denne gamle analogi kan snildt bruges i forbindelse med “Mystic River”. Men man kunne godt have ønsket sig en flod med lidt mindre strøm og lidt bedre udsyn, forstået på den måde at filmen – på trods af sin lange varighed – kører støt afsted og aldrig rigtig synes at tage sig tid til virkelig at analysere og studere sine karakterer og deres forhold til hinanden. Jeg læste romanen for noget tid siden, og blev overrasket over hvor filmisk bogen egentlig føltes. Men overgangen fra det skrevne ord til det visualiserede billede er desværre ikke gået så godt i denne omgang.

“Mystic River” er meget andet end blot den interessante krimi-historie, som den lægger op til at være. Det er en storslået og tragisk historie om loyalitet, venskab, familie, hævn og – i særlig høj grad – tavshed og benægtelse. Vores kendskab til karakterernes fortid er særdeles begrænset i filmens univers, eftersom de tre mænds barndom bliver tacklet på ganske få minutter (i øvrigt af nogle af de værste børneskuespillere, jeg endnu har set). Det samme er gældende for behandlingen af hele det fundamentale dilemma, som de tre venner står overfor i forbindelse med mordet på Jimmys datter. Det er et stort problem, at Tim Robbins har så lidt at gøre godt med i manuskriptet. Hans karakter opnår nærmest blot status som en mindre, usympatisk bifigur. Marcia Gay Harden stjæler alle de scener, hvori hun medvirker, men også hun får al for lidt opmærksomhed i rollen som Daves kone Celeste Boyle, og specielt forholdet mellem hende og Dave bliver behandlet for hurtigt og let. Noget af det mest nervepirrende og interessante ved romanen var, at man som læser konstant var i tvivl om, hvorvidt man kunne stole på Boyle, eller om han vitterligt var morderen. Nu har jeg jo selvfølgelig læst romanen, så jeg kender udfaldet af hele historien i forvejen, men alligevel følte jeg mig lidt ligeglad med Dave igennem filmen, og det lykkedes hverken for mig at opnå egentlig sympati eller afsky for karakteren.

I bogen bliver der heller ikke blot gravet i Daves dunkle fortid, men også i Jimmys og Seans. Man får bl.a. klart en ubehagelig fornemmelse af, at Jimmy langsomt gennemgår en karaktermæssig forvandling ikke helt ulig Michael Corleones i “The Godfather”. Dette mærker man også meget hurtigt i filmen, men desværre ikke i helt samme omfang. Man kunne dog ikke have forestillet sig en mere passende og velartikuleret portrættering af Sean på det store lærred. Det klassiske argument med at “man kan jo aldrig kan få alt fra bogen med!” er naturligvis også en smule gældende her, men bogen – akkurat ligesom filmen – synes at flyde afsted med et tiltrækkende og fængslende tempo. Problemet er bare, at filmudgaven har langt mindre styr på sine prioriteter end romanen.