Nattergalen
Udgivet 3. feb 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen






“Nattergalen” gør alt, hvad den kan, for at publikum skal forlade biografen i et bedre humør, end de gik ind med. Årets kinesiske Oscar-kandidat er en fortælling om en godmodig bedstefar, der tager sit forkælede barnebarn med på en opbyggelig vandretur gennem Kina. De udfordringer, der ved begyndelsen komplicerer tilværelsen for karaktererne, stikker ikke dybere, end at de løser sig selv, én efter én, indtil “Nattergalen” kulminerer i en stor, forsonende krammer. Bogstaveligt talt. Det er sympatisk og opmuntrende. Men det er også den store svaghed.

Men konflikternes alvor mærkes aldrig, inden de går i sig selv igen. Alt går hurtigt op i en højere enhed, uden at nogen for alvor må kæmpe for sagerne. Som i konflikten mellem Zhigen og søn, der ikke har talt med hinanden i fem år. Da de endelig mødes igen, tager sønnen Zhigen til nåde øjeblikkeligt i en utilstrækkeligt motiveret kovending. Utroværdigt. Samtlige konflikter opløser sig selv på måder, der er svære at acceptere. Det er ærgerligt, for der er faktisk flere charmerende træk ved “Nattergalen”, som gør, at den til et behageligt bekendtskab.

Li Bao Tian lægger ansigtet i de helt rigtige overbærende folder. Han leverer en hjertevarm præstation som den tålmodige bedstefar, der gør sit bedste for at komme tættere på sit barnebarn. Yang Xin Yi spiller rollen som den forkælede og egensindige Renxing for fuld udblæsning. I begyndelsen karikeret, men hun formår at bibringe lidt trodsig energi, som klæder fortællingen. Det er dynamikken mellem de to hovedpersoner, der skal bære oplevelsen, og det lykkes langt hen ad vejen. Renxings dannelsesrejse er også en teknologikritik og en advarsel: Vi glemmer at løsrive os fra skærmen og se hinanden i øjnene. Menneskelige forhold kan ikke holdes ved lige med Skype og Snapchat. Log af, ellers bliver vi ensomme. Renxing føler det som en lettelse, da hun først lærer at smide iPad til fordel for bedstefar i den store kinesiske natur. En fin lille pointe.







Jagten på det gode humør skæmmes af for lette løsninger, hvor problemer pludselig forsvinder som ved et trylleslag. Alt kan klares med en krammer. Ikke desto mindre er “Nattergalen” et sjovt – til tider rørende – portræt af en af ældre mand og en lille pige på teknologifri tur i det fri.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet