Nick and Norah’s Infinite Playlist
Udgivet 9. jan 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Biograferne er for tiden proppet fra ende til anden med film, der udførligt beskriver teenagerlivets mange lidelser, hvad enten det drejer sig om ulykkelige forelskelser, manglende popularitet eller blot utilstrækkelige scoreevner.
Den ene er Nick, som er en musisk begavet, men temmelig usikker og kejtet ung mand, der stadig er helt knust over, at hans kæreste – den stride og groft manipulerende blondine Trish – har droppet ham (at de overhovedet har dannet par til at begynde med er nu mere underligt). Måneder efter sender han hende stadig det ene hjemmelavede musikmix efter den anden som en kærlighedserklæring, men de skrottes dog alle af den overfladiske Trish. Til gengæld hører en af hendes bekendte ved navn Norah dem med begejstring. En aften render de alle ind i hinanden i det New Yorkske natteliv, og via en række tilfældigheder, der er lidt for gode til at være sande, møder Norah og Nick for første gang hinanden i et kys, da Norah lader som om, han er hendes kæreste for at redde ansigt.
Der er en fornøjelig lethed over “Nick and Norah’s Infinite Playlist”, som udspiller sig over den enkelte aften, mens parret fumler rundt i Nicks taxigule Yugo i søgen efter band og veninde. Den ydre handling er holdt til et minimum, mens den spirende romance udvikler sig langsomt og lidt kejtet – ikke ulige forelskelserne i virkelighedens verden. Samtidig har den et for amerikanske film usædvanligt frisind. Nicks venner er bøsser, og Caroline er lidt af en drukmås, men på intet tidspunkt gøres nogen af delene til moralske elementer. De integreres blot behændigt i den New Yorkske smeltedigel af kultursammenstød med en naturlighed, man godt kunne ønske sig mere af i den virkelige verden.
Den dialogfyldte handling og tilstedeværelsen af Michael Cera vækker hurtigt associationer til “Superbad” og særlig “Juno”, hvis niveau denne film dog ikke nærmer sig. Han er som sædvanlig god, selvom man vist skal have den store lup fremme for at se de store forskelle på de tre roller. Glimrende er også Kat Dennings som den reserverede, men søde Norah. Det er dog først og fremmest Ari Graynor som den fulde veninde, der stjæler billedet og vækker langt den største latter.
Som en beskrivelse af en ung sårbar forelskelse og en lang magisk nat er “Nick and Norah’s Infinite Playlist” en sødmefuld film, der ganske vist tangerer det banale, men som ikke desto mindre rider på en bølge af afvæbnende charme. Tilsat et iørefaldende soundtrack beskriver den fornøjeligt den søde musik, der kan opstå alle mulige steder. Selv i en faldefærdig gul Yugo.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet