Ninja Assassin
Udgivet 28. nov 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Efter at have overværet “Ninja Assassin” blev jeg nysgerrig og googlede for at finde ud af præcis, hvor mange liter blod et menneske indeholder. Svaret er tilsyneladende ca. 4-5 liter, hvilket måske lyder af meget, men ikke desto mindre virker som temmelig lidt, efter man har overværet de enorme mængder, der sprøjter frem og tilbage over lærredet i filmen.
Det er ellers bestemt ikke pga. ond vilje, for om noget så er en film med titlen “Ninja Assassin”, noget, jeg så frem til, eftersom den vakte glade minder fra den gang, hvor videoer uafbrudt blev lejet, blot de indeholdt ordet “Ninja” – en indstilling, jeg næppe stod alene med, og som selskaberne må have luret, for efterhånden hed de alle noget i den retning. Jeg har en vis nostalgisk velvilje over for den slags film, men det forekommer mig dog også, at selvom mange ganske vist var ekstremt dårlige og lavet på skrabede budgetter, så besad de ofte nogle kvaliteter, som denne dyre film fuldstændig mangler.
I stedet er filmens blik vendt mod Raizo, efterhånden som han skærer onde ninjaer i stykker, og det ville der som sådan heller ikke være noget i vejen med, hvis blot filmen forsynede mængden af kitsch med et lunt anstrøg, eller hvis blot actionsekvenserne i det mindste var veludførte. Desværre er ingen af delene tilfældet.
På trods af det store budget føles filmen billig, og eftersom kampsekvenserne mest er sortklædte personer, der kæmper på en mørk baggrund, kan man for det meste ikke rigtig se, hvad der foregår. Det sidste er næsten det værste, for fornøjelsen ved en god kung fu-film er vel først og fremmest at se atleterne foretage tyngdekraftstrodsige stunts, og den simple glæde udebliver fuldstændigt her.
Mængden af computereffekter hjælper bestemt heller ikke, og de giver i stedet filmen en falsk fremtoning, der er mere ninja turtles end ninja-film. Man kan dårligt beskylde “Ninja Assassin” for ikke al leve op til sit navn, men det mest imponerende ved filmen er i sidste ende, at den fuldt ud demonstrerer, hvor utroligt kedeligt afrivningen af lemmer, tarme og hoveder faktisk kan være.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet