Et politisk dokument

Den tragiske periode, hvor Chile blev styret af den diktatoriske Pinochet, er ikke noget, vi hører så meget om her i Europa. Jovist, vi ved godt, hvilke uhyrligheder der dengang foregik i det Sydamerikanske land, men det ligger så langt væk fra vores egen, lille andedam, at det er svært at sætte sig ind i. “No” sætter tingene i relief for os, men filmen har desværre samtidig en tendens til at trække sin historie i langdrag.

Historien begynder i 1988, hvor der er lagt op til et demokratisk valg i Chile. Diktatoren Pinochet har længe siddet på magten, og en gruppe modstandsfolk skal nu stå for nej-kampagnen, der skal afskaffe den afskyelige vold og tortur, som Pinochet har boltret sig i. Kampagnelederne hyrer den lidt overfladiske reklamemand Rene Saavedra, hvis far var en kendt modstandsmand. Efter en smule overtalelse siger Saavedra ja til opgaven, men det skal vise sig at være sværere at overbevise det chilenske folk end først antaget. Især når ja-kampagnen ikke altid spiller efter reglerne.

“No” har en visuel stil, der er med til at give hele filmen det realistiske præg, som den stræber efter. Takket være en effektiv, nærmest hjemmevideoagtig æstetik smelter fotografernes nye optagelser og gamle tv-udsendelser fornemt sammen, hvorved filmmagerne undgår at skabe et stort, skærende skel mellem virkelighed og film. Realismen højnes i en sådan grad, at filmen ofte fremstår helt dokumentarisk.

Det er et smart trick at lade hovedpersonen være den gode, men også meget karriereorienterede Rene Saavedra, der begynder at få øjnene op for virkeligheden gennem sit arbejde for nej-fløjen, fordi publikum netop får lov til at opleve den samme øjenåbner som filmens hovedperson i takt med ham. Lidt mindre interessant bliver filmen dog, når den afbilder Saavedras dagligdag. Instruktøren Pablo Larrain har åbenbart ikke troet på, at filmen ville kunne klare sig uden disse sekvenser, men så er det bare ærgerligt, at de i dén grad savner pondus og interessant indsigt i Saavedras privatliv.

Perioden med Pinochet var et frygteligt, mørkt kapitel i menneskehedens historie, som aldrig må gå i glemmebogen, og heldigvis behandler “No” sit følsomme emne med både følsomhed og finesse. Men det havde gavnet tempoet og intensiteten, hvis man havde droppet de førnævnte sidespring i historien. Gael Garcia Bernal, som også privat er en politisk aktiv herre, spiller rollen som Rene Saavedra med stor indlevelse og en rasende energi, og han bakkes op af et hold af skuespillere, der ligeledes lever sig helt ind i deres roller. Dette er i høj grad med til at få “No” til at virke som en vigtig brik i en politisk diskussion om en overstået periode, der aldrig må gentage sig.