Non-Stop
Udgivet 10. apr 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Liam Neesons telefonnummer må simpelthen være for nemt at skaffe. Den stakkels mand kan jo ikke gå til bageren efter whisky, uden en eller anden skummel type lige skal ringe op og fortælle, hvor farlig han er. Efter at have talt i telefon igennem det meste af de overvurderede “Taken”-film, skal han nu også trækkes med sms’er fra en terrorist, der gemmer sig på det fly, Air marshall Neeson skal beskytte. Vedkommende vil have 150 mio. for ikke at dræbe passagererne. Hvem ved, måske for at dække sin telefonregning?
Som jo selvfølgelig er en plaget helt med et liv, der er ude af kontrol. Han drikker for meget og taper røgalarmen til, så han kan ryge på flytoilettet. Men han har et godt hjerte, den ensomme ulv, og han er forresten også sød ved en lille pige, der skal flyve alene. Tjek. Skurkens arbejdsmetode er at bruge svaghederne imod ham og få besætning og kontroltårn til at tro, at han i virkeligheden er bagmanden. Det er ikke så svært, når det er en offentlig hemmelighed, at manden er alkoholiker og uligevægtig. Men hvorfor bliver Air marshall’en så overhovedet sendt på arbejde i første omgang?
Man behøver knap nok få forklaret ham som karakter, for både de femhundrede forudgående kapringsfilm og Neesons efterhånden lidt suspekte bagkatalog har lagt linjen for, hvordan man spiller op til snedige terrorister. Stir jaget rundt i lokalet. Knur ind i telefonen, så de ikke er i tvivl om, at du mener det. Træk vejret som en astmaramt gorilla. Der er ikke så meget andet at arbejde med, og manden har efterhånden meget øvelse i at gøre det ganske overbevisende.
Der reddes noget ved hovedrolleindehavernes naturlige karisma, og spørger man ikke efter mere, kan man måske få halvanden time til at gå. En typisk slap-af film til flyveren. Eller måske ikke. Jeg håber, Liam snart gemmer det telefonnummer bedre væk. Både fra lede skurke og uambitiøse filminstruktører.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet