Olsen-bandens første stik

Olsen. Banden. Læs de to ord højt og mærk, hvordan smilet helt automatisk breder sig på læberne. Hør, hvordan mundtøjet helt af sig selv begynder at nynne Bent Fabricius-Bjerres kendingsmelodi. Bemærk, hvordan lattermusklerne vibrerer ved tanken om en stribe billeder og klip, som hjernen spontant hiver ud af hukommelsens skattekammer. Herhjemme har vi rigeligt med betændte sager og politiske debatter til at skille os ad, men i over 40 år har “Olsen-banden”-sagaen været et samlingspunkt for generationer af danskere. Det er sgu skidegodt gået.

Dansk filmhistories mest kendte filmføljeton lægger hverken ud med et brag eller et lavmælt ”ohøj”, men snarere med en mellemting. “Olsen-banden”, som seriens allerførste film blot hedder, er en ganske tilforladelig folkekomedie med superb musik, godt skuespil og adskillige morsomme momenter. Men der er ikke ligefrem mange geniale øjeblikke i filmens sølle 81 minutter, som giver os et vink om, at farcen vil blive efterfulgt af 13 fortsættelser, en prequel, en musical, en børneorienteret tv-serie og senest en 3D-animationsfilm om den tyvagtige trio Egon, Benny og Kjeld – for ikke at tale om et væld af svensk- og norskproducerede genindspilninger!

Med sine mange nøgenbilleder og de talrige ludere i bandens vennekreds er “Olsen-banden” ikke nær så familievenlig som efterfølgerne, og flere af seriens kendte karakterer er endnu ikke færdigudviklede. Egon er eksempelvis markant kækkere og frækkere her end i fortsættelserne. Den evigt uheldige mestertyv er endnu ikke blevet til den bitre, men charmerende excentriker, som han er i de senere film, og han er indimellem så arrogant og selvfed, at han bliver svær at tiljuble.

Ove Sprogøes medfødte karisma er derfor et kæmpe plus for filmen, mens Morten Grunwald og Poul Bundgaard udelukkende fremtvinger smil og latter i rollerne som henholdsvis Benny og Kjeld. De to gutter minder mere om de figurer, vi også møder i de nyere film. Bennys uknækkelige livsglæde skinner kraftigt igennem og smitter, mens Kjelds uhelbredelige paranoia og nervøsitet gør ham til det perfekte modstykke til hans to tryggere kollegaer.

Det ville være lidt uretfærdigt at klandre “Olsen-banden” for ikke at have et nær så opfindsomt kup eller lige så mindeværdige skurke blandt politistyrken som de fleste senere film i serien. Men bedømt som et selvstændigt værk er “Olsen-banden” altså lidt af en petitesse – hverken uden store højdepunkter eller skuffende lavpunkter. Da filmen begynder, har de tre mænd tydeligvis kendt hinanden længe, og det er en skam, at man ikke får lov til at se deres venskab tage form. Serien er kendt for sin manglende kontinuitet, og undervejs møder vi også Bennys forlovede, Ulla, og to af Kjeld og Yvonnes børn, som vi aldrig støder på igen. Apropos Yvonne, så er Kirsten Walther i storform i rollen som Kjelds bedre halvdel, som højrøstet (og egentlig ganske forståeligt) revser mændene for at udrette nul og niks.

I en af filmens bedste scener har Kjeld og Yvonne et stort skænderi i en togkupé, imens Egon og Benny har en hektisk diskussion i baggrunden med en billetkontrollør. Den elegante sidestilling af disse to festlige diskussioner grænser til det geniale, og sammenspillet mellem alle skuespillerne slår gnister. Netop interaktionen mellem skuespillerne er en af hovedårsagerne til, at man aldrig keder sig. De morer sig alle tydeligvis kosteligt i hinandens selskab, og deres entusiasme er simpelthen ikke til at stå for. Filmens obligatoriske tyveri bliver aldrig særlig spændende, men når bandens flugt kickstartes, ryger tempoet drastisk i vejret, og der er mere end rigeligt med visuelle og verbale jokes til at holde én underholdt, men heldigvis havde vi bedre ting i vente…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.66:1. Transferet er på én gang en åbenbaring og en kæmpe skuffelse. Lad os først få noget på det rene: “Olsen-banden”-filmene har aldrig set så godt ud på tv eller dvd. I de fleste scener er mængden af snavs og grums lig nul. Edge-enhancement forekommer aldrig, og kontrasten er solid. Farverne er rene, stabile og fuldkommen naturtro, og så er detaljerigdommen ofte forbløffende – alt fra Ove Sprogøes små, grå hår til striberne på Kjelds hat fremstår ekstremt tydelige. Men transferet er blevet så dårligt komprimeret, at udtværing ofte forekommer og tit i et irriterende omfang – især i nattescenerne, hvor gryn transformeres til plamager af digital støj. Hvis man havde brugt mere tid på komprimeringen, ville transferet nok have scoret topkarakter. Øv.

Audio

Filmens oprindelige monolydspor gengives via et DTS-HD Master Audio 2.0-mix. Lydsporet er ikke ligefrem noget særligt – eftersom det er i mono, er der selvsagt ingen panoreringer, og baghøjtalerne er fuldstændig tavse. Men både høje og dybe toner gengives forbavsende godt, og hverken støj eller overstyring forekommer nogensinde. Det er svært at forestille sig, at de gamle “Olsen-banden”-film kan lyde frygtelig meget bedre i hjemmebiografen. Det er i øvrigt besynderligt, at når folk taler et fremmedsprog, så skal man aktivere de danske undertekster for døve og hørehæmmede for at få replikkerne oversat.

Ekstramateriale

Ligesom BD-udgivelserne af de andre “Olsen-banden”-film indeholder denne disk intet ekstramateriale. Det er formentlig sidste gang, at filmene bliver udgivet på hjemmevideo, så det er en skam, at man ikke har brugt lidt penge på nye, dybdeborende dokumentarer eller kommentarspor med nogle af filmholdets nulevende medlemmer. Menuen har ikke engang en kapitelsektion, og ligesom BD-udgivelserne af seriens andre dele præsenterer denne Blu-ray en teaser til den nye “Olsen-banden”-animationsfilm, så snart man smækker disken i afspilleren, og man kan desværre ikke springe den over.