Bedst som man troede at western-genren for alvor havde sunget sin svanesang efter Clint Eastwoods mageløse “De Nådesløse” – der kun efterlod en håndfuld jævne forsøg på at filmatisere det vilde vesten, som “Tombstone”, “Wyatt Earp” og “The Missing” – er det opløftende at se, at det er lykkedes Kevin Costner at bringe nyt liv til genren.

I “Open Range” spiller han Charles Waite, en såkaldt ‘freegrazer’, dvs. en kvægdriver uden land, der driver sin flok fra sted til sted. Han og partneren Boss Spearman (Robert Duvall) har redet sammen i snart ti år, og med sig har de den store, men gemytlige Mose (Abraham Benrubi), samt den unge mexicaner Button (Diego Luna), som begge respekterer de to erfarne herrer, men også ved at Charles bærer på en mørk fortid.

Filmen er tro mod sin genre, i den forstand, at den indeholder mange af de klassiske elementer: cowboys, onde ranchers, shoot-outs, korrupte sheriffer etc. Plottet minder også på mange måder om de klassiske John Ford westerns eller senere Clint Eastwood-film, som “Pale Rider”. De gode cowboys, der har en tvivlsom fortid, men som ikke ønsker ballade, tvinges til konfrontation med griske og hensynsløse landejere, som har byen og loven i deres baglomme.

Men samtidig afviger filmen fra tidligere westerns, idet dens hovedperson er mere tvetydig end som så, og denne uligevægt gør ham næsten til en anti-helt. Derudover handler den om en mand oppe i årene, og en stor del af filmens fokus er lagt på den spirende romance mellem Charles og kvinden Sue (Annette Bening), som begge har svært ved at nærme sig hinanden. Det er forfriskende at se kærlighed mellem aldrende mennesker portrætteret så ærligt og så underspillet som her, da det efterhånden er blevet normen, at selv om den mandlige hovedrolle er oppe i årene, så finder han alligevel en ung og billedskøn pige, som falder for ham.

I det hele taget synes Costner at have haft Eastwoods “De Nådesløse” i tankerne, da han lavede “Open Range”, for de behandler mange af de samme temaer, og synes begge at prøve på at revurdere den klassiske western. Således er også Costners film både barsk og afdæmpet i sin næste realistiske fremstilling af vesten anno 1884, og karaktererne er, for den største part, ganske nuancerede, hvilket giver dem en dybde og en troværdighed, som ellers plejer at være overladt til klicheerne indenfor Western-genren. Derudover får vi som tilskuere et helt nyt billede af hvordan det vilde vesten så ud, da de støvede landskaber i Costners film er udskiftet med en græsfyldt og frodig prærie. Det bør dog bemærkes, at “Open Range” aldrig bliver lige så interessant og nuanceret i sin fremstilling og i sin historie, som “De Nådesløse”.

Skuespillerne gør et godt stykke arbejde til at bibeholde realismen og troværdigheden i filmen. Costner leverer sin bedste præstation siden “Danser Med Ulve” og “De Uovervindelige”, i sin fremstilling af en forpint sjæl, der ønsker at forbedre sig selv – hvis ikke for andet så i hvert fald for kærligheden. Det er befriende at se, at han aldrig på noget tidspunkt trækker på smilebåndet eller kommer med en ironisk bemærkning, hvilket kun er med til at forstærke rollens ægthed. Duvall er som altid god, og får i rollen som Boss plads til at sparre med Costner, hvorved han bliver både en broder- og en faderskikkelse.
Bening beviste i “American Beauty” at hun stadig er en af de bedste kvindelige skuespillere i sin aldersklasse, og hun får Sue til at fremstå som en virkelig og interessant person, der ikke blot er med for at få påklistret et kærlighedsplot til historien.

Man bør dog påpege, at Michale Gambon som filmens skurk ikke formår at få meget ud af rollen som den onde rancher Denton Baxter, men fejlen bør nok mere tilskrives manuskriptet – historiens største akilleshæl er således at finde i den ret så ensidige karakter, som Baxter gøres til. Da de andre karakterer ellers er så nuancerede, bliver hans rolle som modstander endnu mere sort/hvid i denne sammenhæng.

Som en sidste ting bør nævnes filmens ganske udmærkede score, som blev Michael Kamens sidste inden han døde. På lydsiden er det dog det pragtfulde lyd-design (især i det fænomenale shoot-out til sidst i filmen) som bør fremhæves.