Overlord

InstruktionJulius Avery

MedvirkendeJovan Adepo, Mathilde Ollivier, Pilou Asbæk

Længde109 min

IMDbVis på IMDb

I biografen08/11/2018

Anmeldelse

Overlord

4 6

 

Det er det rene vanvid.

 

Sådan tænkte jeg allerede på forhånd. Se bare plakaten. Pilou Asbæk med smadret zombie-ansigt, der smiler ondt. Vanvittigt!

 

Og det ved de godt. Dem bag kameraet.

 

Derfor er det ikke normale skud, nazi-tyskerne affyrer imod de amerikanske fly. Det ligner laserskud. Ligesom i “Star Wars”. Det ser fedt ud.

 

Det er det, det handler om. Hvor fedt det ser ud. Langt fra “Saving Private Ryan”. Langt fra nuancer. Her er ingen gode sjæle på den forkerte side af sagen. De her nazister… De er fucking onde.

 

De er sådan nogle onde typer, der spytter på jorden, efter de har pløkket den første amerikaner ned. De spytter på den franske drengs baseball, før de giver den tilbage. Tilsat hånlig latter. Aber natürlich!

 

For ikke at nævne at de skyder uskyldige, voldtager lokalbefolkningen og eksperimenterer på dem i katakomberne under nazi-base-kirken.

 

Det er godt nok nogle klamme og uhyggelige eksperimenter, de har gang i dernede. Hvad fanden er det røde stads, de har i kanylerne?

 

Forstyrret og abrupt musik spiller, mens Boyce i rædsel bevæger sig rundt i laboratoriet og ser, hvad de modbydelige nazisvin laver. Det er et mareridt.

 

Det er grindhouse-retro. Onde nazister, der eksperimenterer med levende og døde. Soldaterne må stoppe dem!

 

Amerikanske soldater selvfølgelig. Og selvfølgelig et hold af dem. Der er helten med moralen i orden. Ham, vi skal opleve vanviddet igennem.

 

Der er den pissesure og pisseirriterende. Han er selvfølgelig italiensk-amerikansk. Og selvfølgelig den bange samarit, der lider en grusom skæbne. For ej at glemme den lokale franske kvinde med ben i næsen.

 

Og selvfølgelig er der også en badass leder af gruppen. Ham, der sidder i hjørnet og snerrer, når de andre skændes.

 

Og når nu vi har at gøre med retro-vanvids-action-grindhouse at gøre, hvorfor så ikke få Wyatt Russell til at spille ham. Du ved, Kurts søn. Retro!

 

Men selv om det lyder vanvittigt og som grindhouse, så bliver det aldrig dumt og grinagtigt. Hvorfor? Fordi “Overlord” tager sig selv seriøst.

 

Det er vildt og voldsomt, når en soldat transformeres ved at knække nakken om på sig selv. Men det er ikke fjollede WTF!-reaktioner. Det er ægte WTF!-reaktioner. Hvad fanden sker der?!

 

Sådan havde jeg det også det meste af tiden, imens jeg nød vanviddet.

 

“Overlord” er ikke bare det rene vanvid. Det er også det blodigste.

 

Overlord anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer