Paranormal Activity 2
Udgivet 21. okt 2010 | Af: The Insider | Set i biografen
Som den første film i seks år blev “Paranormal Activity 2” ikke vist for den danske presse forinden premieren. Det internationale anmelderkorps fik heller ikke lov til at se gyseren før alle andre. Derudover er der ikke blevet trykt noget pressemateriale om filmen, ingen klip er blevet frigivet herhjemme til brug på internettet eller tv, og så har det heller ikke være muligt at interviewe en eneste fra filmholdet. Ærlig talt virker det, som om filmselskabet Paramount ingen tillid har til fortsættelsen til sidste års helt store gysersensation, og at de frygter et gevaldigt, negativt ramaskrig blandt klodens mange filmkritikere.
På trods af 2-tallet er “Paranormal Activity 2” snarere en prequel end en sequel, idet hovedparten af filmen foregår før begivenhederne i etteren. Vi møder en familie bestående af en far, en mor, en teenagedatter og et bitte spædbarn, som alle er hamrende anonyme. Det er ikke en overdrivelse at påstå, at husets hund stjæler alle de scener, hvori den medvirker. Undervejs optræder den første films heltinde, Katie, og det viser sig, at hun er søster til familiens moder. Der går ikke længe, før det begynder at spøge i firkløverets domicil, og via husets overvågningskameraer ser vi, hvordan en usynlig dæmon får døre og skabe til at knirke ualmindelig højt, alt imens den misfornøjede vovse bjæffer sine lunger itu. Hvad er ånden mon ude efter?
Derudover hjælper det ikke, at filmen nærmest følger nøjagtig den samme opskrift som etteren. Først bliver familien skræmt fra vid og sans, så installerer de overvågningskameraer, så begynder de langsomt at tro på det okkulte, så får de fat i en gudfrygtig dæmonuddriver, de leger ‘ånden i glasset’, genfærdet bliver mere aggressivt osv. Det er ærgerligt, at filmen stjæler så mange ideer fra sin forgænger, og en af slutscenerne er praktisk talt en genindspilning af en nøglescene i “The Blair Witch Project” – genremilepælen, som vel nærmest skabte den ”almindelige mennesker optager ualmindelige rædsler på hjemmevideo”-undergenre, som de to “Paranormal Activity”-film hører ind under.
Der går i hvert fald en halv time, før nerverne for alvor tirres, og tit løber potentielt gruopvækkende sekvenser ud i sandet. Men efter en sløv start og en blot hæderlig midterdel begynder de mindeværdige choks at hobe sig op. De mange subtile, underfundige lydeffekter – kombineret med de dvælende billeder og billedsidens talrige, dunkle skygger – tvinger vores egen fantasi til at løbe løbsk, og så bliver filmen for alvor skræmmende. Og selvom budgettet har været større i denne omgang, har man gudskelov ikke droppet det skrabede, men effektive hjemmevideolook. Der bliver i øvrigt lagt op til en treer, så lad os håbe, at Paramount næste gang bruger mere tid på at finpudse manuskriptet og færre kræfter på at holde filmen væk fra pressen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet