Parterapi
Udgivet 24. feb 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
Så er det igen igen blevet tid til en film i den genre, der vel må betegnes som dansk film par excellence – folkekomedien. “Parterapi” er instrueret af Kenneth Kainz, der debuterede med Anders Matthesen-filmen “Rene hjerter”, og på rollelisten finder man the usual suspects i dansk komedie: Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark. Men sjovt bliver det aldrig rigtigt.
Den tordnende succes som Susanne Biers lette og friske romantiske komedie “Den eneste ene” fik i 1999 har sat sig varige spor i danske komediefilm. Formlen fra denne film er gang på gang søgt efterlignet, men aldrig med nær samme succes. Det har dog ikke afholdt Kenneth Kainz fra at lave en komedie, der i sin opbygning minder netop om “Den eneste ene”. Her er omdrejningspunktet parforholdets op- og nedture i midtvejskrisens svære tid, hvor en tredie part kan vise sig afgørende for, om forholdet holder. I “Parterapi” genfinder man endog Sidse Babett i en rolle, der nærmest virker som om, det er hendes karakter fra “Den eneste ene” bare 10 år efter. Samme hæse knævren og ligefremme fremtoning, til tider ganske irriterende, men ikke uden pletvis charme.
Efterhånden, som filmen skrider frem, forundres man over, at der gøres så uendeligt lidt for at overraske publikum. Tungt sjosker filmen derudad iklædt gamle klicheer med en uforudsigelighed på linje med en molbo-vittighed. F.eks. mistænker Anders selvfølgelig den logerende parterapeut for at være bøsse – han snakker jo om følelser og sådan noget, så der kan ikke være nogen tvivl. Det fører nogle forviklinger med sig, men aldrig til en udvikling i fortællingen, der på nogen måde overrasker.
“Parterapi” er komedieudgaven af “En fremmed flytter ind”, men det er såsom så med det komiske. Kaas, Babett og Pilmark flagrer rundt i platheder og klicheer i en fortælling, som er lige så ustabil som den pilrådne villa, hvori det hele foregår. Den danske folkekomedie trænger vist efterhånden selv til en kraftig renovering.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet