En fremmed flytter ind

Så er det igen igen blevet tid til en film i den genre, der vel må betegnes som dansk film par excellence – folkekomedien. “Parterapi” er instrueret af Kenneth Kainz, der debuterede med Anders Matthesen-filmen “Rene hjerter”, og på rollelisten finder man the usual suspects i dansk komedie: Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark. Men sjovt bliver det aldrig rigtigt.

Kaas og Babett spiller henholdsvis Anders og Puk, som endelig har fundet deres drømmehus. Et rigtigt håndværkertilbud, der dog viser sig at være pilråddent fra kælder til kvist. For at få råd til en gennemgribende renovering, lejer de kælderen ud til parterapeuten Ulrik, der spilles af Søren Pilmark. Ulrik tilbyder straks at hjælpe Anders og Puk med at få styr på deres vagt skrantende parforhold, men terapi er måske ikke lige det, parret har mest brug for – særligt ikke når terapeuten viser sig at have et godt øje til Puk.

Den tordnende succes som Susanne Biers lette og friske romantiske komedie “Den eneste ene” fik i 1999 har sat sig varige spor i danske komediefilm. Formlen fra denne film er gang på gang søgt efterlignet, men aldrig med nær samme succes. Det har dog ikke afholdt Kenneth Kainz fra at lave en komedie, der i sin opbygning minder netop om “Den eneste ene”. Her er omdrejningspunktet parforholdets op- og nedture i midtvejskrisens svære tid, hvor en tredie part kan vise sig afgørende for, om forholdet holder. I “Parterapi” genfinder man endog Sidse Babett i en rolle, der nærmest virker som om, det er hendes karakter fra “Den eneste ene” bare 10 år efter. Samme hæse knævren og ligefremme fremtoning, til tider ganske irriterende, men ikke uden pletvis charme.

Ideen med at det hele skal foregå i et skrummel af en gennemtæret villa har komisk potentiale. Desværre kommer komedien aldrig rigtigt op i gear, og i længden er der lige så langt mellem grinene, som der er mellem solide gulvbrædder i det mølædte hus. Egentligt går det allerede skævt fra begyndelsen. I et 90’er-nostalgisk tilbageblik til dengang Anders og Puk mødte hinanden på discogulvet til tonerne af Sneakers’ “Suie Suie”, prøver filmen at inkassere de første billige grin. Iført 90’er-outfit skal Kaas og Babett agere kåde og ungdommelige. Det har nok virket morsomt i manuskriptet, men i filmen virker det mere absurd og utroværdigt. Kaas ligner mest af alt sit bøvede alterego som sælger af hårde hvidevarer hos Punkt1, og ligheden slipper aldrig helt Kaas i resten af filmen. I denne første scene introduceres også Anders’ kammersjuk, Bo, der spilles med menneskefjendsk attitude af Rasmus Berg. En usympatisk og ynkelig karakter, som mest er leveringsdygtig i vrisne umorsomheder. Så heller ikke i bikaraktererne er der meget at hente.

Efterhånden, som filmen skrider frem, forundres man over, at der gøres så uendeligt lidt for at overraske publikum. Tungt sjosker filmen derudad iklædt gamle klicheer med en uforudsigelighed på linje med en molbo-vittighed. F.eks. mistænker Anders selvfølgelig den logerende parterapeut for at være bøsse – han snakker jo om følelser og sådan noget, så der kan ikke være nogen tvivl. Det fører nogle forviklinger med sig, men aldrig til en udvikling i fortællingen, der på nogen måde overrasker.