Drengen, der var halvgud

Det tiår, som vi for nyligt tog afsked med, var filmisk domineret af eventyrets forunderlige verden. Hollywood ramte en magisk guldåre, hvorfra der bl.a. sprang den uforlignelige trilogi om Ringenes herre og den gedigne serie om troldmandslærlingen Harry Potter. Men Hollywood synes slet ikke at være færdig med eventyrgenren, for med filmatiseringen af første bind i serien om Percy Jackson og de Olympiske guder er der lagt an til endnu en eventyrlig følgeton. Desværre er det et eventyr under det niveau, vi er forvente med.

Percy Jackson vækkes fra en ellers gennemsnitlig teenagetilværelse, da han pludselig finder ud af, at han er halvgud – søn af den græske havgud Poseidon. Overguden Zeus har imidlertid fået stjålet sit lyn, og Percy udpeges som tyven. Med hjælp fra mytologiske væsner flygter Percy til en særlig camp for halvguder, hvor han bliver trænet i at bruge sine guddommelige kræfter. Under flugten havner hans mor hos dødsguden Hades, og Percy begiver sig derfor ud på en færd for at redde moderen sekunderet af en tapper satyr og en krigerpige, der er datter af Athena.

“Percy Jackson – Lyntyven” byder på en række ganske flotte special effects, der fint levendegør et væld af monstrøse væsner fra den græske mytologi. Bedst er Uma Thurman som Medusa med hvislende slangekrøller. Desværre kommer al denne dyre animation blot til at fremstå som pæn glasur på en ellers tam og slatten kage. Problemet er, at man aldrig får fornemmelsen af at være med på en rejse ind i en forunderlig og magisk verden, sådan som det sker i de bedste eventyrfilm. Det skyldes bl.a., at fortællingen er klodset og repetitiv. Percy og co. skal igennem en række prøvelser for at nå frem til målet. Det bliver bare aldrig rigtig farligt, og vore helte synes at glide for let igennem det hele. Selv kampen mod Hades, som burde være en enorm udfordring, er nærmest latterlig let. Når så prøvelserne ikke engang stiger væsentligt i udfordring, siver det hele bare ud i en fis af et klimaks.

Helt essentielt for en eventyrfilm er det, at den indre logik er på plads. Det fantastiske må og skal give mening inden for dets eget univers, ellers er det bare buldrende special effects. I “Percy Jackson – Lyntyven” halter logikken gang på gang. Olympens guder viser sig at være virkelige, og Percy er en halvgud. Fint nok. Men da handlingen foregår i vores verden og i vores tid, kan man med ret spørge, hvorfor i hede hule Percy og de andre halvguder optrænes i sværd og skjold-kamp, som det foregik i det gamle Grækenland? Væsner med overmenneskelig styrke gider åbenbart ikke det der med moderne våbenteknologi. Denne logiske brist kunne smertefrit være løst med en lille forklaring, men det gider filmen desværre ikke, og da dette ikke er et enkeltstående tilfælde, irriterer det.

Filmen bakser også med nogle svært uinteressante karakterer. Percy selv har godt nok ADHD og er ordblind, hvormed filmen meget postulerende vil tegne et billede af ham som “social taber”. Men da Percys tilværelse som almindeligt menneske overstås i få scener, når vi slet ikke at danne os et ordentligt indtryk af ham. Resten af tiden er han halvgud, og det er det.