Hvis du tror, at Pigen med nålen er en film om Danmarks første seriemorder Dagmar Overby, så kan du godt tro om igen. For titlen Pigen med nålen refererer ikke til den grusomme barnemorder, men til en pårørende, der ligesom mindst 15 andre kvinder afleverede sit kæreste til den rare dame i slikbutikken i et håb om at give barnet det liv, de selv drømte om.

Det er den pårørende Caroline, filmen handler om, og al den grusomhed og ondskab, hun bliver mødt med igennem sit liv. Fra 1. verdenskrigs vansirede soldater til højtstående grever, der vender hende ryggen, når hun har allermest brug for hjælp. For er ondskab det, man gør, eller er det hensigten bag det, man gør? Hvis du spørger Dagmar, om det, hun gjorde, var ondt, så ville hun mene, at det ikke var mere ondt end det, mødrene gjorde, da de afleverede børnene til hende. Hun stod med åbne arme og tog imod de mange skræmte mødre, der ikke havde andre steder at gå hen. Da de gik derfra, troede de, at barnet kom i et velhavende hjem hos sagførere eller grever. Et bedre håb end hvis du afleverede dit barn på rådhuset, børnehjemmet eller hospitalet. Det onde aspekt kommer, når Dagmar tages på fersk gerning stående i den mørke gyde og vrider et barn som en kanin, der skal aflives, for derefter at kyle barnet ned i kloakken. Det er ikke for sarte sjæle.

Pigen med nålen handler om enken Caroline, der lever en svær tilværelse i det gamle København. Hun har intet job, og hendes mand er død i krigen, hvilket resulterer i, at hun bliver sat på gaden og må starte livet forfra. Heldigvis får hun et godt job på en klædefabrik, en lejlighed og et godt øje til fabrikkens chef. Men som så mange andre skæbner bliver hun gravid med den velhavende chef og tænker, at fremtiden ser lys ud. Men det gjorde den jo sjældent dengang. Snart vil han intet have at gøre med barnet, og Caroline er slået hjem. I 11. time på den lokale badeanstalt møder hun slikbutiksindehaveren Dagmar Overby og hendes datter. Den lille familie hjælper Caroline i hendes svære tid, og snart er hun lukket inde i løvens hule. Men som så mange andre skal der gå noget tid, før hun opdager, hvad der sker bag de sukkersøde sager på hylderne.

Pigen med nålen er den bedste film om Dagmar, som jeg ikke selv havde kunnet forestille mig. I stedet for at trække det nemme Netflix-kort og lave en Dahmer-agtig serie om barnemorderen, prøver man faktisk her at finde en tematik og en kerne i hendes gerninger, velvidende om at det bliver svært at have sympati med hende. Derfor bliver hun solgt igennem Carolines karakter som den venlige frue med barn og butik, som hjælper unge fortvivlede mødre i et meget svært valg.

Men instruktør og forfatter Magnus von Horn er ikke dum, for han ved, at hele Danmark godt er klar over, at når vi i filmen møder Dagmar, så har vi publikummer paraderne oppe og er velvidende om, hvad der kommer til at ske. Derfor er der sat skrækindjagende scener ind, hvor Dagmar kigger tomt på Caroline med et lille skræmmende bål i øjnene, eller at hun står som en sort silhuet i døråbningen og venter på, at man laver sit træk. Vi ved der vil ske, men vi glemmer det i de intime scener hvor de tager æter i biografen eller ligger i ske i sengen. Det er sublimt af von Horn at indsætte små stikpiller hvor vi ser monsteret under masken.

Trine Dyrholm har sit livs rolle som Dagmar. Det er en tung rolle med mange forudtagede holdninger og meninger, hun tager på sig. Det svarer til at skulle spille Peter Lundin. Det kræver mod at tage den dragt på. Men Dyrholm har den varme og velkommenhed, der skal til for at sælge hendes karakter, samtidig med at hun kan lave det skift, der skal til. Man kan se i hendes øjne, når hun lyver, og man kan se, når hun har fået nok og snart gør noget grusomt. Jeg kunne ikke have forestillet mig andre til rollen.

Det nye skud i dansk film Victoria Carmen Sonne har en måde at spille på, som jeg ikke har set før. Hun har en helt speciel rytme i hendes skuespil, som gør hende uforudsigelig, når hun leverer replikker og ansigtsudtryk. Hun er ikke bange for at levere noget på en anderledes eller ukonventionel måde, som måske ser sjovt ud for nogle, men det virker mere ægte end dumt. Nogle ville måske fnise, når hun hæsende råber “Hvor er mit barn?”, men det virker inderligt og ægte, når det ikke er leveret i porcelæn og puder.

Det er første gang, jeg ser en film af svenske Magnus von Horn, men det er ikke sidste gang. von Horn har de største nosser i hele den skandinaviske filmbranche. Der bliver ikke holdt tilbage på de sylespidse strikkepinde, grædende babyer, 9-årige der får bryst, knækkende babykroppe og hullede ansigter. Det er sjældent, man ser en så grafisk og provokerende film i Danmark. Da jeg kom ind i den fyldte biografsal, var 90 % gråhårede kvinder, der troede, at nu skulle de se en film om hende der Englemagersken. Men da filmen begyndte i sort-hvid med 4:3-format, og man ser Caroline og Dagmars ansigter smelte sammen på skærmen, imens horrormusikken bragede derudad, kunne man høre de første host og suk i salen. Men så snart babyerne begyndte at stoppe med at trække vejret, gik de første par gæster, og hænderne kom op foran brillerne. Biografklub Danmark skal nok få nogle klager i deres mailindbakke.

Udover nok at være en af de mest ubehagelige film i Danmark, så er det klart den flotteste danske film, der nogensinde er lavet. Hver en indstilling ligner noget fra en fotoserie på et kunstmuseum. Jeg bliver solgt til tiden, det foregår i, og det er dejligt at se en sort-hvid film fra Danmark. Fotografen Michal Dymek laver et svendestykke i sit fag med denne film, ligesom komponisten Frederikke Hoffmeier laver et sindssygt lækkert score, som hjemsøger mig ligeså meget som billederne af Dagmar gjorde.

Det eneste minus i filmen, jeg kan komme på, er de første 20 minutter op til, at Caroline møder Dagmar. Der er ikke rigtig nogen retning for filmen, og Caroline starter bare forfra mange gange, imens hendes udlejer går hende på døren. Tiden trækkes ud, og der er ikke meget glæde over tilværelsen. Da hun så møder Dagmar, tager filmen fart, og man glemmer tid og sted.

Pigen med nålen er den perfekte Oscarkandidat for vort land. Universet og karaktererne er fulde af ondskab og godhed, sorte og hvide ligesom filmen. Dyrholm vil blive husket for denne rolle til hendes dages ende, og Carmen Sonnes telefon må være rødglødende efter filmens premiere.

Jeg har ikke været så forarget og skræmt af en dansk film siden Speak No Evil, men med denne film hjemsøger den mig på en måde, som førnævnte film ikke gjorde. I Speak No Evil vækker den min frygt for, hvad der kan ske, men Pigen med nålen vækker min frygt for, hvad der faktisk kan ske. Dagmar fandtes, og det, hun gjorde, var så grusomt, at det ikke er til at forstå. Det får Von Horn portrætteret til perfektion her.

Pigen med nålen er en grusom horrorfortælling om kvinders hårde og uretfærdige fortid med konsekvensen af ufrivillige svangerskaber. Det er det grelleste eksempel på, hvad der er sket i den boldgade i dansk historie, og det er en yderst vigtig og aktuel film i diskussionen om abort i disse dage.

Pigen med nålen kan ses i biografen fra i dag.