Efter allerede at have bragt animationsklassikere som ”Askepot”, ”Skønheden og udyret”, ”Mulan” og ”Aladdin” til levende live er ”Pinocchio” blevet den seneste animerede Disney-klassiker til at opleve en live-action makeover. Og ganske ligesom de ovennævnte projekter – hvoraf flere af dem bestemt er solide film i sig selv – kan man undre sig over, om det i virkeligheden er nødvendigt.

I ”Pinocchio” får vi fortalt den velkendte fortælling om den levende marionetdukke, der begiver sig ud på eventyr for at gøre sin far stolt ved at blive en virkelig dreng. Og selvom verdenen og historien som sådan egner sig godt til en live-action fortælling, virker det ikke som om, ”Pinocchio” bringer noget nyt af substans på banen – og det kommer fra én, hvis største forhold til originalen er de klip, vi hvert år ser i ”Disneys juleshow”, så her var der endda rig mulighed for at imponere.

I instruktørstolen har vi ellers den garvede ”Back to the Future”-instruktør Robert Zemeckis, der gang på gang har vist, at han udmærket kan skabe en spændende verden, der er værd for seeren at rejse med ind i.

Tilmed har han slået sig sammen med sin ”Forest Gump”-, ”Cast Away”- og ”Polarekspressen”-samarbejdspartner, den gode gamle Tom Hanks, der i en upåklageligt velcastet rolle spiller marionetdukkens far, dukkemageren Gepetto. Samtidig bringer Joseph Gordon-Levitt Pinocchios samvittighed, fårekyllingen Jiminy Cricket, til live på fornøjeligt underholdende og munter vis, mens den unge Benjamin Evan Ainsworth (“The Haunting of Bly Manor”) også gør et udmærket stykke arbejde som den unge uerfarne dukkedreng.

Og det er da heller ikke hverken i filmens nøje udvalgte casting, dens visuelle afdeling eller dens verdensopbygning, at ”Pinocchio” sakker bagud – den farverige og hyggelige italienske by Siena og specielt den eksplosive og nærmest utopiske mareridtsoplevelse Pleasure Island er faktisk fantastisk fængende. Tilmed er der flere veludførte foreshadowings, der binder visse elementer af historien godt sammen. Nej, der hvor filmen halter, er i dens opbygning af fortællingen.

Sammen med ”Rogue One”-forfatter Chris Weitz har Zemeckis nemlig lavet sit eget spin på den klassiske historie, hvor han hist og her har ændret lidt på plottet fra den originale 1940-film, og selvom det ikke nødvendigvis behøver at være en dårlig ting, er det ofte de nye tilføjelser, der falder i øjnene – og ikke på den gode måde.

Specielt tilføjelsen af dukkeføreren Fabiana (og hendes dertilhørende dukke Sabina) føles bemærkelsesværdigt malplaceret, og hendes sang er et meget tydeligt Lin-Manuel Miranda-agtigt forsøg på at inkorporere moderne musik i en fortælling, som det på ingen måder passer ind i. Mere succesfuld er Luke Evans (som gør sin anden Disney-remake optræden) med sin livlige og skumle præstation som den suspekte kusk, der ejer den forræderiske Pleasure Island, og hans nye sang passer da også noget mere ind i det univers, som Zemeckis har skabt med både karakteren og øen.

Generelt er det dog ikke synderligt nemt for seeren at blive investeret i hverken de nye eller gamle karakterer. Filmens første femten minutter er fyldt med exposition i så høj en grad, at man skal holde tungen lige i munden for at holde sig vågen til Geppettos forhistorie. Det er all tell og no show. Og selvom Hanks er dejligt sød og hjertevarm i rollen, er åbningen kedelig, og intet overlades i til fantasien. Selv easter eggs bliver smidt i hovedet på én på en irriterende idéforladt måde, der gør at selv den mest uopmærksomme fem-årige uden problemer vil genkende klassiske Pixar- og Disney-karakterer.

Det er som om filmen først kommer til live, når titelkarakteren gør det samme – og selv her skal der gå længe, før handlingen for alvor tager fart. I virkeligheden skulle halvdelen af filmens spilletid gå, før fortællingen virkelig begyndte at fange mig, og det skyldtes i høj grad hovedpersonens besøg på Pleasure Island, der er en farverig, festlig og mareridtsagtig fornøjelse.

I bund og grund er ”Pinocchio” dog en børnefilm. Men ikke i en Pixar-manér, hvor der er mindst lige så meget for de ældste som de yngste. Den føles nærmere som en af de børnefilm, der lige så godt kunne have haft Søren Pilmarks stemme indover Tom Hanks’, uden at man ville have tænkt videre over det. Det er en film, man kan sætte på, hvis man alligevel skal sætte noget på for børnene en fredag aften eller lørdag morgen, og den skal uden tvivl nok kunne klare jobbet.

I sidste ende er jeg ikke træt af, at ”Pinocchio” har fået et live-action remake – uanset hvor unødvendigt det så er. For filmen er ikke forfærdelig. Den er ikke engang dårlig. Men så snart den er færdig, er der ikke mere til den. For mig er den der bare. For mig er det bare en film, jeg har set. For mig er det bare ”Pinocchio” – med et stort (2022).