FilmenFilmhistorien er fyldt med filmstjerner som er gået bag kameraet og har instrueret deres egne spillefilm. Nogle med mindre succes f.eks Jack Nicholson (“The Two Jakes”), andre med større held som f.eks Robert De Niro (“A Bronx Tale”). Da Sean Penn annoncerede, at han ville instruere sin første film “The Indian Runner” og tilføje sit navn til skuespiller/instruktør-“klubben”, var det overraskende at den evige slagsbror, som konstant var at finde i den kulørte dagspresse, nu ville til at være seriøs.

Ti år er gået og Sean Penn har lavet sin sin tredje film som instruktør, og har samtidig markeret sig som en af de mest spændende og ja, seriøse navne i amerikansk film.

I “The Pledge – Løftet”, har Penn samlet en perlerække af skuespillere som f.eks Vanessa Redgrave, Mickey Rourke, Helen Mirren, Benicio Del Toro (der taler med en accent à la Marvin The Martian fra Looney Tunes) og så selvfølgelig Jack Nicholson i den altafgørende hovedrolle.

Jack Nicholson yder her èn af sine bedste præstationer i årevis. Det er rart, at se ham spille nedtonet uden det store brug af hans kendte “Jack Nicholson gimmicks”, såsom dræbersmilet og vanvidsudbruddene.

Nedtonet er også den bedste måde at beskrive filmen på.
Der er en melankolsk, nærmest skandinavisk tungsindsagtig stemning over filmen. Måske er det bare et tilfælde, men flere af filmens personer har et dansk efternavn f.eks Larsen og Hansen. H.C. Andersen bliver også nævnt, og for det ikke være løgn, får Jerry Black også tilbudt en dansk øl på et tidspunkt i filmen.

Sean Penns egen kone, Robin Wright Penn som normalt er en meget smuk kvinde, er her sminket til ukendelighed. Med skæve tænder, leverpostejsfarvet hår og sorte rander under øjnene gør hun det egentlig også udmærket – ligesom filmens øvrige skuespillere – men det er Jack Nicholson, der er med i ca. 95% af filmens scener, der gør det største indtryk.

Sean Penns instruktion er afdæmpet og med et personligt præg. Det er tydeligt, at han er inspireret af den måde man lavede film på i 70´erne. Filmen starter i 1. gear og hen mod slutningen, kravler den lige et gear højere op. Det er både filmens fordel og ulempe, fordi på den ene side er det stilrent, at ville fortælle en stilfærdig historie på en stilfærdig måde. På den anden side gør denne krompromiløse holdning til stoffet, desværre også, at de fleste tilskuere vil falde fra, i mangel af lidt action eller spænding, hist og her.

Sean Penn har også samlet sig et rutineret hold bag sig. Chris Menges, som vandt en Oscar for “The Killing Fields”, har skabt nogle smukke og flydende billeder. De to tyske komponister Hans Zimmer (som også er en tidligere Oscarvinder) og Klaus Badelt har skrevet et atmosfærerigt musikscore, som passer godt til filmens dæmpede stemning.

“The Pledge – Løftet” er en voksen og seriøs beretning om en mand og hans vandring (billeder af trækfugle er gennemgående i filmen) efter sandheden.

Se filmen pga. Jack Nicholsons fine præstation og Sean Penns stilrene instruktion, som har lagt vægt på “less is more”. Den har også en fremragende og anderledes slutning.

Hvis man vil vide mere om hvordan det kommer til, at gå med Jerry Black efter filmen er færdig, og samtidig er interesseret i at tyde lidt symbolik, foreslår jeg at man ser de første 5 min. og 23 sek. igen.

VideoUdgivelsen er i Anamorphic Widescreen 2.35:1 og har et ganske flot og roligt billede, specielt i de smukke udendørsscener. Farverne er lidt dæmpede og det er helt i stil med filmens handling.

AudioLyden er i Dolby Digital 5.1 med en god og klar lydkvalitet. Lyden er frontorienteret, og er sjældent aktiv i baghøjtalerne. Det samme kan siges om subwooferkanalen, så man behøver faktisk ikke at tænde for sin subwoofer.

Ekstra Materiale”Trailer”

“Cast & Crew side”

Man skal ikke se traileren inden man ser filmen, fordi den lyver, så det driver. “The Pledge – Løftet” bliver fremstilt som en ny “Se7en” eller noget i den stil. Det langtfra hvad “The Pledge – Løftet” er, det prøver filmen heller ikke engang på at være. Skal man lyve for, at få folk lokket i biffen?