Nybølge?Når man skal anmelde en film som “Poseidon”, er det svært ikke at falde for fristelsen til at kaste om sig med vandede vittigheder – både på grund af det oplagte emnevalg, men også fordi selve filmoplevelsen er noget tyndt sprøjt. Wolfgang Petersen, der gav os det memorable sø-epos “Das Boot” og den jævne “The Perfect Storm”, har tydeligvis noget med vand, og den havgud, som aldrig manifesterede sig i “Troja” (hans sekulariserede version af “Illiaden”), bliver i “Poseidon” den altoverskyggende katalysator til en trættende kamp for at nå ud af den synkende skude – desværre både for folkene i filmen og for os i biografen.

Handlingen er ganske simpel: En broget forsamling ombord på en luksusliner nytårsaften må kæmpe for deres liv, da en kæmpemæssig bølge dukker op ud af det blå og kæntrer skibet. Med bunden i vejret forsøger de få standhaftige individer at bane sig vej op gennem skuden og ud, inden det hele synker.

Der er tale om en genindspilning af Ronald Neames katastrofefilm “The Poseidon Adventure” fra 1972, hvor Gene Hackman og Ernest Borgnine dengang kæmpede med tiden og havet. Petersens version anno 2006 er passende opdateret med John Seales majæstetiske kamerature, og pumpet med special effects, som i filmens grandiose hovedscene, hvor bølgen rammer det store skib. Her sætter Petersen alle sejl for at skabe et overvældende indtryk af de frådende vandmassers altødelæggende effektivitet, men herefter går luften ud af ballonen, og det går støt ned ad bakke i takt med, at besætningen bevæger sig opad i skibet. Petersen forstår ganske vist at orkestrere momenter af spænding, men da scenerne hurtigt bliver gentagelser af det samme set-up (vores hovedpersoner skal klare sig forbi/over/under/igennem det pågældende rum), drukner spændingen i ligegyldige CGI-opvisninger og Klaus Badelts pompøse score.

Det er som om, både manuskriptforfattere og instruktør har overset den temmelig vigtige pointe, at for at noget skal være spændende, kræver det, at vi som tilskuere kan fremtrylle en vis interesse i filmens karakterer. Hvis man ikke bekymrer sig om de folk, der er i fare (eller værre endnu: at man rent faktisk gerne så dem stille træskoene), så kan der være nok så meget opstyltet patos, kapløb med tiden og redninger i sidste sekund; det hjælper ikke på det faktum, at vi er ligeglade.

Og ligeglad, det bliver man hurtigt, for der er næppe mere kød på den grove samling stereotype persontegninger, end på et afpillet sildeben. Richard Dreyfuss er til dels solid som homoseksuel arkitekt med kærlighedskvaler, men bliver hurtigt stillet i baggrunden til fordel for machomand nummer et og to: Josh Lucas som selvbestaltet helt – selvfølgelig startende ud som tvivlsom gambler og ensom ulv, der dog hurtigt bliver alfa-han – samt en lidet overbevisende Kurt Russel, som overbeskyttende far og tidligere borgmester/brandmand. Kevin Dillon som den slemme dreng tilfører det hele lidt tiltrængt humor, så længe det varer.

Der forsøges spagt at tematisere noget med klasseskel, bl.a. mellem de ulovlige immigranter og det rige jetset, men den slags bliver der aldrig for alvor plads til, når vi hele tiden skal videre. Og hvis man endelig skal udlede noget af den svage tolkning, så er det, at man godt kan tillade sig at tage livet af de mindre bemidlede, men irriterende møgunger må for guds skyld aldrig krepere på det hvide lærred, ligegyldigt hvor meget publikum måtte ønske sig det. En anden ting der irriterer, er filmens vedvarende pinlige dialog og dens åndssvage timing, hvad angår eksposition. Mange af de hastigt sammenflettede afsløringer og karakterbevæggrunde, der dukker op, falder ganske enkelt til jorden med et vådt plask midt i al den stort opstyltede tragedie, som f.eks. da Emmy Rossums karakter, mens vandet stiger, fortæller sin far at hun og kæresten har forlovet sig i smug – snarere patetisk end rørende.