If it bleeds, we can kill it…Gad vist, om nutidens Hollywood-regime ville bevilge penge til produktionen af en film som “Predator”, hvis manuskriptet landede på producenternes skrivebord i dag? Der medvirker ingen hotte, tillokkende babes. Der gøres aldrig brug af musikhitlisternes fashionable hits. Der bliver aldrig passende lejlighed til at reklamere direkte eller indirekte for mobiltelefoner, spilkonsoller, sprut eller lignende. Filmen tager sig god tid til at komme op i omdrejninger, og seancens sidste akt er stort set blottet for dialog. Kort sagt: “Predator” fra 1987 er et eksemplarisk actionbrag, som adskiller sig væsentligt fra nutidens genrebedrifter ved, at den aldrig giver sig i kast med overflødige, kringlede handlingsforløb, teksturløse figurer eller opblæste effekter. Det er en klassisk actionfilm af den gamle skole.

Arnold Schwarzenegger spiller lejesoldaten Dutch, som rejser med sit hold af elitesoldater til Sydamerikas jungle for angiveligt at redde en minister fra en bande aggressive terrorister. Det viser sig dog hurtigt, at der er blevet løjet overfor Dutch og hans velarmerede slæng. Men der går ikke længe, før soldaterkammeraterne får andet på hjernen end højlydte skideballer til deres overordnede. Et rumvæsen, en såkaldt Predator, jager stilfærdigt soldaterne og afliver dem én efter én. Men naturligvis havde det usynlige, morderiske bæst ikke regnet med at skulle bekæmpe 80’ernes mest sejlivede muskelbundt, som kynisk konstaterer, at eftersom rumvæsnet bløder, kan det også dræbes.

Instruktøren John McTiernan, som året efter lavede “Die Hard”, har ikke travlt med at bombardere os med nærbilleder af filmens Oscar-nominerede effekter. Han har ikke travlt med at tilsidesætte introduktionerne af karaktererne og deres omgivelser til fordel for en strøm af banale actionscener og ensartede eksplosioner. Ganske vist bruges der lidt for lang tid på at afrunde filmens første akt, men de første tre kvarter bruges fornuftigt på at portrættere soldaterne og etablere deres fællesskab. Få af karaktererne er andet end stereotype infantrister, der udveksler frække jokes og plaffer løs, men der er en sund kemi mellem alle skuespillerne og rollerne. Aktørerne har tydeligvis nydt hinandens selskab og ikke blot deres lønchecks, og man interesserer sig vitterligt for hver eneste figurs skæbne.

“Predator” var blot McTiernans anden spillefilm, men han havde allerede et solidt greb om filmmediets mange facetter. Hans action-epos vedligeholder et afsindig højt intensitetsniveau igennem hele filmens sidste time, og de dengang revolutionerende effekter holder forbavsende godt i dag. Når rumvæsnet tager sin maske af, er det stadigvæk et skrækindjagende syn. Og der er fortsat ingen, der kan levere spydige one-liners med den samme frydelige gejst som gode gamle Arnold, og den evigt karismatiske østriger får lov til at levere flere af karrierens bedste her i “Predator”.

At gense “Predator” i det herrens år 2008 husker én på, hvor befriende det er at kunne slå hjernen fra til en veldrejet actionfilm uden at frygte, at den vil blive aktiveret igen utilsigtet af enerverende og distraherende platheder af den art, som desværre gennemsyrer størstedelen af genrens nyproducerede bestanddele.

Video”Predator” har aldrig set for køn ud på dvd, og selvom BD-udgivelsen uden tvivl tilbyder fans den hidtil bedste præsentation af filmen på hjemmevideo, er Blu-ray’ens transfer heller ikke overvældende godt. Enkelte skud ser enormt slidte ud, mens andre ser forbløffende godt ud. Størstedelen af scenerne rangerer dog mellem de to kvalitetsgrader. Farverne er generelt godt gengivet – hudfarverne er der i hvert fald ingen problemer med, men i visse tilfælde virker den frodige jungle forunderlig mat. Enkelte scener er spækket med gryn og snavs (især filmens allermørkeste momenter), og det er pudsigt nok nøjagtig de samme scener, som ikke så særligt godt ud på dvd.

Men ofte overrasker transferet positivt. Selvom billedet til tider virker en anelse blødt, er transferet ofte meget skarpt, og man tager tit sig selv i at nærstudere dele af billedet, som man aldrig tidligere har bidt mærke i. I enkelte nærbilleder kan man endda tælle svedperlerne på skuespillernes nervøse ansigter og træerne og buskenes mange grene og blade. Heldigvis virker junglens mange grønne nuancer oftest tilpas frodige, og man distraheres aldrig af enerverende digitale fejl såsom edge-enhancement eller komprimeringsfejl. Både kontrasten og sortniveauet kunne have været bedre, men “Predator” ser langtfra så dårligt ud, som man kunne have frygtet – men dog heller ikke så godt ud, som man havde håbet.

AudioTransferet er måske ikke fantastisk, men det er skivens DTS HD Master Audio 5.1-lydspor til gengæld. Det er sjældent, at actionfilm fra 80’erne lyder imponerende i dag. Et godt eksempel er Schwarzenegger-thrilleren “Sidste udkald” fra 1990, som for nylig blev udgivet på HD-DVD med et fint, om end langtfra overvældende mix, der fremhævede filmens alder. Men lydeffekterne i “Predator” leveres med masser af punch – især takket være den fornemme brug af subwooferen. Der diskes op med en masse subtile lydeffekter, som får junglen til at virke levende. Alan Silvestris brillante score lyder også enormt distinkt, og musikken får lov til at folde sig ud via hele kanalnetværket. Til tider virker dialogen (især når reallyden benyttes) lidt tør, men den er som regel tydelig, og selvom visse lydeffekter lyder spidse, er det snarere undtagelsen end reglen.

Ekstramateriale”Predator” blev udgivet flere gange på dvd, før man endelig tog sig sammen til at producere en ordentlig udgivelse med en masse medfølgende ekstramateriale. Tilsyneladende skal fans igen tvinges til at købe filmen flere gange, før en ordentlig HD-udgave produceres. Denne BD-skive indeholder intet udover filmen og trailere til “Predator”, “Planet of the Apes” og “Eragon”.