Proposal, The
Udgivet 13. aug 2009 | Af: Benway | Set i biografen
“The Proposal” genbruger den velkendte klassiske formel om to mennesker, der indledningsvis hader hinanden, men som gradvis tør op og til sidst udvikler passioneret kærlighed. De store følelser er dog ikke noget, som filmen ellers aktiverer i tilskueren.
Filmen starter da heller ikke særlig lovende. Überbitchen Margaret Tate holder fast i sin position som celeber forlagsredaktør i New York med adgang til Oprahs bogklub, men i sløsethed har hun ikke fået fornyet sin opholdstilladelse og står nu over for at bliver sat hjem til Canada med destrueret karriere i kølvandet. Hun øjner dog en desperat udvej i den selvopofrende assistent Andrew, der har tålt Margarets tyranniske behandling i håb om en stilling som redaktør.
Hvordan historien udvikler sig herfra, og hvorvidt Andrews velhavende, men jordbundne familie skal få tøet isprinsessen op, eller hvordan deres forhold udvikler sig, er så forudsigeligt og velkendt, at det halve kunne være nok. Faktisk udvikler romancen sig alt for let i filmen, som ikke rigtig smider noget modstand mod hovedpersonerne. Andrews gamle eks dukker op, og hun kunne meget vel være anvendt til at skabe noget grus i maskineriet, men “The Proposal” er beklageligvis en alt for ligefrem og ufarlig film til at forsøge sig med noget sådant.
Filmens bedste aktiver er Sandra Bullock og særlig Ryan Reynolds, der ganske vist ikke har den store kemi sammen, men som hver især leverer charme til komedien. Ikke mindst Reynolds’ reaktion, da han først hører om det kommende ægteskab, er ubetalelig skæg. Underholdende er også Betty White fra “Panter Tanter”-tv-serien, selvom filmen scorer lige vel rigelig billige point på at placere hende i vovede situationer. Ikke mindst en indiansk bedeceremoni udvikler sig til en rigtig øjebæ.
Ellers er filmen en velfortalt, men forglemmelig oplevelse, om end historien udvikler sig til det bedre efterhånden, som filmen går fra erhvervslivssatire til familiekomedie. En del af årsagen til det er utvivlsomt, at Sandra Bullock alt andet lige er betydelig mere overbevisende som renhjertet pige, som røres af den tillid, der gives hende, end som hård New Yorker-strigle. Ellers er filmen vist mest mindeværdig for at være en af de mest seksuelforskrækkede i nyere tid. I en enkelt scene forventes det endda, at vi skal tro på, at Margaret ikke ved, hvad en morgenerektion er. Selv syttenårige nonner er vist bedre oplyst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet