Vildt blod

Fedtede sideskilninger og Elvis-frisurer. Tykke, ternede skørter, kulørte kjoler og læderjakker med kæmpe kraver. Stilfulde Mercury-vogne med kridhvide dæk. Dialoger spækket med uddøde ord og vendinger som ”chickie-run”, ”han er et hjul” og ”du er en ægte yo-yo”… Ja, “Rebel Without a Cause” burde for længst være endt som et forældet, grinagtigt fortidslevn fast forankret i 1950’erne. Men tidens tand har knap nok strejfet Nicholas Rays klassiker, der er nøjagtig lige så stærk og aktuel den dag i dag, som den var i 1955.

Hvorfor? Jo, først og fremmest fordi “Rebel Without a Cause” stadig er en af de forbavsende få ungdomsfilm, der ikke blot har unge mænd og kvinder som omdrejningspunkt, men også fortælles fra deres synsvinkel. Som ikke taler ned til unge ved at affeje deres prøvelser som pubertetens fjollede følgevirkninger. Og selvom filmen rummer talstærke 50’er-varemærker såsom alle de ovennævnte, så er den så naturalistisk i sit udtryk (dvælende close-ups foretrækkes frem for prægtige panoramabilleder, og lydsiden er som regel neddæmpet) og så uhøjtidelig i sprog og attitude, at hvis det ikke havde været for scenografien, rekvisitterne og 50’er-slangen, så kunne filmen lige så vel sælges som et portræt af ungdommen anno 2013.

Filmen er også heldig at have James Dean som primus motor. Iført sin smarte, røde windbreaker, med dadelfri hårpragt og en cigaret elegant dinglende i mundvigen udstråler Dean en hypnotisk coolness, der var med til at gøre ham til et globalt symbol på datidens ungdomsoprør – tilmed blot en måned efter hans død i et tragisk biluheld. Dean spiller Jim Stark: en lavmælt, men gemytlig gut, som aldrig får lejlighed til at falde til ro eller knytte varige venskaber, fordi hans forældre altid flytter, så snart Jim roder sig ud i bare de mindste klammerier. Jim føler sig ensom og forladt – indespærret med en utilnærmelig mor og en hengiven far, der desværre ikke evner at sætte sig i sønnens sted.

Men Jim begynder at komme ud af sin skal, da han møder den smukke Judy (Natalie Wood), som også strides med sine forældre, og den blot 15-årige Plato (Sal Mineo), hvis forældre har forladt ham, og som derfor hægter sig fast i Jim som en ælling i en andemor. Det er gennem disse tres blomstrende venskab (og kærlighed), at instruktør Nicholas Ray får stillet skarpt på de pinsler, vi alle har døjet med som teenagere og derfor sagtens kan relatere os til: Følelsen af fremmedgørelse, længslen efter kærlighed, forståelse og selvtillid… Men selvfølgelig også den trøst og glæde, der følger med venskab og forelskelse. Ray indkapsler fornemt alle disse følelser på 111 minutters celluloid – godt hjulpet på vej af et stærkt, ungt ensemble, som han konstant opfordrede til at improvisere, hvilket kun har styrket filmens besnærende autenticitet, der gennemsyrer filmen lige fra den legesyge åbningssekvens over det nervepirrende bilræs og frem til den hjerteskærende slutning.

Dean, hvis mor døde, da han var 9, og som aldrig kom ind på livet af sin far, bruger sine egne opvækstsorger til at nære en pragtpræstation, som er så kompromisløs i sin insisteren på følelsesmæssig troværdighed, at den går lige i hjertet. Jeg vil mene, at det i lige så høj grad var Deans villighed til at slække på charmen og fremstå såret og sårbar, som det var hans selvsikkerhed, udseende og talent, der gjorde ham til verdens dengang største stjerne. En unik stjerne, man ikke blot kunne (og stadig kan) se op til, men også spejle sig i. Og Mineo er faktisk lige så god som den purunge Plato, hvis desperate forsøg på at udfylde det tomrum, hans fraværende forældre har skabt, har lige så stor pondus som Jims kamp for at løsrive sig fra sine stokkonservative forældre og finde sin egen identitet.

“Rebel Without a Cause” er endt som lidt af et filmisk mausoleum – ikke kun fordi den står tilbage som en af de blot tre spillefilm, Dean nåede at brillere i, men også fordi både Wood og Mineo her leverede de præstationer, der endte med at definere deres karrierer, før de ligeledes døde alt for tidligt. Wood mistede livet i en tragisk drukneulykke som 43-årig i 1981, mens Mineo var 37 år gammel, da han blev dolket ihjel af en tilfældig tyv. Men fordi “Rebel Without a Cause” behandler sit evigtgyldige emne, opvækstens uundgåelige tumult, med kolossal ærbødighed og ærlighed, vil skuespillernes fiktive alter egoer forblive udødelige. De vil blive ved med at tale til nye generationer af unge tilskuere og de rebeller, vi alle tumler med indeni under opvæksten og derefter.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.55:1. “Rebel Without a Cause” ser nøjagtig lige så godt ud i HD som Dean-klassikeren “East of Eden”. Også her er de fleste overgange mellem scenerne desværre plaget af edge-enhancement samt minimale, men mærkbare farveskift og udsving i skarpheden. Men ellers er transferet fremragende. Billedet er for det meste knivskarpt, kontrasten er også imponerende, og bortset fra de førnævnte svingninger er farverne også naturtro fra start til slut. Hverken støj, banding eller DNR forekommer.

Audio

“Rebel Without a Cause” lyder til gengæld en smule bedre end “East of Eden”. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er godt og meget respektfuldt over for lydfolkenes oprindelige monolydspor – hvilket vil sige, at man ikke har tilføjet nogen nye lydeffekter, der ikke indgik i den oprindelige biografpræsentation, og at lydsiden praktisk talt udelukkende benytter fronthøjtalerne (og indimellem kun centerhøjtaleren). Replikkerne er tydelige (hvis man ser bort fra Deans indimellem utydelige mumlen), hvilket ikke kommer som den store overraskelse, da mange af dem er eftersynkroniserede. Lydeffekterne og Leonard Rosenmans musik kommer også klart og tydeligt igennem. Der er ingen af de tydelige klip i lydoptagelserne, som jeg indimellem bemærkede på “East of Eden”-lydsporet, og “Rebel Without a Cause”-mixet har også en overlegen bund – tjek bare braget under astronomiforelæsningen godt 27 minutter inde i filmen.

Ekstramateriale

Forfatteren Douglas L. Rathgeb har indtalt et kommentarspor til filmen, og eftersom Rathgeb har skrevet en bog med titlen “The Making of Rebel Without a Cause”, kommer det ikke som nogen overraskelse, at manden har adskillige spændende fortællinger i ærmet. Rathgeb er eksempelvis god til at pointere, hvornår Deans improvisation afviger fra det oprindelige manuskript (hvilket kun styrkede min beundring for den opfindsomme skuespiller), og derudover gennemgår han alt fra filmens locations til filmmagernes adskillige konflikter med datidens filmcensorer, som åbenbart ikke var særligt glade for det hudløst ærlige portræt af ungdommen i “Rebel Without a Cause”.

Dokumentaren “James Dean Remembered “(67 min.) fra 1974 er et enormt fascinerende studium i Deans gådefulde psyke. Dokumentaren engelske vært, Peter Lawford (en skuespiller, som i sin tid var med i ‘The Rat Pack’), virker en anelse prætentiøs og selvfed, især takket være sine forcerede kunstpauser og indimellem spøjse spørgsmål, men han får trods alt en masse spændende anekdoter ud af sine gæster i studiet – såsom skuespillerne Sammy Davis Jr., Sal Mineo og Natalie Wood samt musikeren Leonard Rosenman, der alle kendte Dean godt. Vi bliver ikke spist af med de veletablerede Dean-myter, som allerede er blevet genfortalt i utallige dokumentarer, artikler og bøger. I steder bidrager deltagerne med en række stærke, personlige historier, der berører alt fra Deans død, temperament og seksualitet til hans plads i den globale kulturkanon.

Dokumentaren “Rebel Without a Cause: Defiant Innocents” (37 min.) er fra 2005 og er også særdeles interessant og velproduceret, og som titlen antyder, fokuserer den på produktionen af netop “Rebel Without a Cause”. Bl.a. filmens manuskriptforfatter, Stewart Stern, samt førnævnte Rathgeb bliver interviewet, og både filmens temaer, ideer og skabelse gennemgås. Det viser sig, at filmmagerne oprindeligt ville have lavet filmen i sort/hvid, og at instruktøren Nicholas Ray havde en affære under optagelserne med den purunge Natalie Wood, der samtidig kom sammen med Dennis Hopper. Hopper medvirker i filmen, men trekantsdramaet resulterede i, at Ray klippede nærmest alle Hoppers replikker ud. Jeg bemærkede ham ikke engang, da jeg så filmen…

Apropos Hopper, så er her også minidokumentaren “Dennis Hopper: Memories from the Warner Lot” (11 min.), hvori den legendariske skuespiller, der døde i 2010 (samme år som denne dokumentar blev produceret), taler om sine oplevelser under indspilningerne af flere gamle Warner Bros.-film – deriblandt “Rebel Without a Cause” og “Giant”, som var den sidste film, Dean lavede før sin død. Her er også sammenlagt 12 minutters testoptagelser med skuespillerne, og det er simpelthen ekstremt fascinerende at se Dean og Co. spille skuespil såvel som fjolle rundt foran kameraet. Selv når han bare poserer, brænder Deans magnetiske personlighed igennem. Lidt i samme dur er i alt 23 minutters slettede scener (halvdelen i sort/hvid, halvdelen i farver), som desværre ikke har nogen lyd.

Sidst, men ikke mindst, er her filmens oprindelige biograftrailer samt tre gamle featuretter fra 1950’erne, der tilsammen varer cirka 22 minutter. I en af dem står Dean og taler om, hvor vigtigt det er at være forsigtig, når man kører bil – blot få dage før han kørte ind i et modkørende køretøj på den amerikanske highway med alt for stort tryk på speederen. ”Jeg er meget forsigtig. Jeg har ingen lyst til at bryde fartgrænsen på motorvejen”, siger Dean, før han runder af med råd til tidens unge bilister: ”Tag det roligt bag rattet. Det liv, du redder, er måske mit.” Den nye Hopper-dokumentar præsenteres i 1080p, mens resten af ekstramaterialet er opskaleret fra SD.