Sagen er bøf – og gamle mænd med pistoler

Der er et “Red 2”-interview med Bruce Willis, som efterhånden er blevet berygtet på nettet. Det er et interview, der skal promovere filmen, men da den sagesløse interviewer (blandt andet) siger, at han elsker filmen, rynker Willis på brynene, siger et par nedladende ord og virker, som om han ikke tror, at nogen ville kunne elske det, han selv er sat til at promovere. Om intervieweren vitterligt elsker filmen eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men selvom “Red 2” er en ganske rutinepræget actionkomedie, er det ikke fuldkommen umuligt at forestille sig, at der er nogle derude, som vil falde pladask for den.

Efter begivenhederne i “Red” lever den tidligere CIA-agent Frank Moses (Willis) nu et roligt liv sammen med sin elskede Sarah (Mary-Louise Parker). Men inden længe er han endnu en gang samlet med sine gamle kolleger – denne gang for at finde et internationalt våben, der kan udløse en sand global katastrofe. Hvor dagligdagen før var domineret af rolige indkøbsture i supermarkedet, præges den nu af store eksplosioner, biljagter og komplotter – noget som Frank (og især Sarah) længe har savnet.

Det er ikke historien, men derimod de farverige figurer, der gør “Red 2” til en charmerende filmoplevelse. John Malkovich er dejligt gnaven som den paranoide Marvin, der ofte render rundt i skovmandsudstyr og kommer med visdomsord til Frank, som var han ved at diktere en opskrift på jordbærgrød. Man må heller ikke glemme at nævne Mary-Louise Parker, der spiller Franks lettere troskyldige kæreste, Sarah, der gerne vil have lidt mere spænding i hverdagen. Med sine undrende øjne og spændte smil kan man ikke andet end at elske hendes gåpåmod og amatørspionage. Eller som Marvin siger til Frank: ”Hun har noget, vi to aldrig kunne lære. Folk kan rent faktisk lide hende.”

Ligesom forgængeren er “Red 2” ikke en film, der har til hensigt at ændre filmhistoriens gang. Den gør, hvad den skal, og den gør det godt. Intet mere, intet mindre. Det sjove persongalleri er hovedattraktionen i “Red 2”, og det forhindrer (næsten) filmen i at ende som et middelmådigt actionbrag. Det er de pensionerede agenters muntre indstilling til al den dundrende action, der får os til at bevare interessen, men der er desværre ikke meget andet at komme efter i “Red 2”. Det havde været dejligt med en mere mindeværdig skurk og et snedigere plot, men instruktør Dean Parisot mener tydeligvis, at han ikke behøver den slags “tillæg”, når han har så glimrende jokes og kulørte personager i ærmet.

Humoren i “Red 2” er langt mere udpræget end i forgængeren, og det i sig selv er en heldig udvikling. Men kan det redde “Red 2” fra at drukne i middelmådighedens store hav? Nej. End ikke A-listeskuespillere som Bruce Willis, Helen Mirren, Anthony Hopkins og Catherine Zeta-Jones kan løfte filmen. Bevares, “Red 2” er ikke en dårlig film – den har gode jokes, et udmærket flow og sjove karakterer, men den bliver ved med at køre i samme spor, og det bliver meget hurtigt trættende at overvære.