Red
Udgivet 3. nov 2010 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
At Bruce Willis spiller den pensionerede CIA-agent Frank Moses i action-komedien “Red” kan ikke komme som nogen særlig stor overraskelse. Hvad enten det er John McClane fra “Die Hard”-filmene, Hartigan fra “Sin City” eller Korben Dallas fra “Det femte element”, så har hans actionhelte altid været afdankede og nedslidte. McClane var jo allerede pensionistmoden, da han skød sig igennem Hans Grubers håndlangere med en cigaret i mundvigen og blod på undertrøjen i den første “Die Hard”-film.
Hans ønske går dog hurtigt i opfyldelse, da en gruppe CIA-agenter prøver at likvidere ham om natten i hans hus, og den gamle rotte griber muligheden for igen at skyde sig ud af problemerne. For at finde ud af, hvorfor hans gamle arbejdsgiver ønsker ham dræbt, samler Frank Moses sit gamle hold af CIA-agenter, og sammen pløkker, sprænger og myrder de sig tættere på sandheden. Det lyder måske ret alvorligt, men tag endelig ikke fejl. “Red” er rendyrket underholdning fra start til slut, og filmen puster noget af livet tilbage i den action-komediegenre, der selv lod sig pensionere engang i midten af 90’erne.
Som i scenen, hvor Willis opsøger sin gamle kollega, og Boggs ud af den blå luft flyver op fra en rampe i jorden iført en halv skov af camouflagetøj og med et manisk blik i øjnene placerer en Rambo-stor kniv et par centimeter fra Bruce Willis’ skridt. Malkovich har altid været bedst, når han får lov til at spille helt ud over kanten, og da vi i “Red” erfarer, at CIA i al hemmelighed har fodret ham med LSD, de 11 år han var ansat, kan man ikke gøre andet end at læne sig tilbage og nyde showet. Når “Red” alligevel ikke helt kommer op at ringe, skyldes det først og fremmest den noget klodsede kærlighedshistorie mellem Frank Moses og den unge Sarah Ross, der uforvarende bliver hvirvlet ind i de gamle agenters hæsblæsende jagt på sandheden. Romancen virker underligt påklistret og ligegyldig, og “Red” havde stået meget stærkere uden.
“Red” står for Retired. Extremely Dangerous. Og det er lige præcis, hvad Bruce Willis og resten af det pensionerede Wild Bunch er i denne vellykkede action-komedie, der trækker sporene tilbage til de glade 80’ere. Selvom de har nået den pensionistmodne alder, så har ingen af dem formået at lægge hverken skyderne eller de kække one-liners på hylden. Og mange tak for det. “Red” er nemlig ofte hamrende morsom, og især en manisk John Malkovich gør sit til at opveje for filmens klodsede handling og ligegyldige kærlighedshistorie. Og fik jeg så i øvrigt nævnt, at Helen Mirren går amok med en Gatling Gun?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet