Den lille møghætte

Hvad gør man, hvis man netop er blevet droppet som instruktør af den succesfulde “Twilight”-filmserie? Tja, hvis man er Catherine Hardwicke, så er svaret åbenbart at lave noget, der ligner til forveksling.

Hardwicke nåede kun at instruere det første kapitel i “Twilight”-serien, inden hun blev skiftet ud, og hun nåede derfor heller aldrig at lege med de computerskabte ulve, der optræder i de to fortsættelser, men hvis man ellers skal dømme efter, hvordan hun håndterer dem i “Red Riding Hood”, er vi ikke ligefrem gået glip af noget særligt.

Filmen er en slags moderne gendigtning af eventyret om den lille Rødhætte, men altså tilsat et ordentligt skud emo-følsomhed og verdens mest åbenlyse undertoner af sex. Den Rødhætte, der præsenteres i “Red Riding Hood”, virker nærmest mere tilbøjelig til at bringe kager til ulven end til bedstemoderen. Hvor den helt store teenage-fantasi i den første “Twilight”-film er at blive bidt af den udkårne vampyr, så er den tilsvarende med de senere og nu “Red Riding Hood” at blive revet i småstykker af en ulv. Et godt gammeldags knald under dynen er bare sådan et turn-off nu om stunder.

Denne lille Rødhætte bor i en middelalder-landsby og er splittet mellem to hotte fyre, der gerne vil i lag med hende, hvoraf den ene er sexet og den anden har penge – ak ja, det er hårdt at være en ung pige under disse barske omstændigheder. Landsbyen er imidlertid også plaget af en bidsk varulv, og snart begynder ligene at hobe sig op, mens beboerne spekulerer hårdt over, hvem af deres naboer der mon har fået smag for menneskekød ved fuldmånens skær. For at få bugt med bæstet tilkaldes en berømt varulvejæger, spillet af Gary Oldman, som rejser den lange tur gennem den tætbevoksede skov medbringende en kolossal model af solsystemet udformet i guld og en kæmpe metal-elefant. Hvorfor i alverden nogen skulle besvære sig selv med at medbringe alt det tunge og overflødige juks er et godt spørgsmål, men det viser sig hurtigt, at logik ikke ligefrem er denne films stærke side.

Mere end nogen anden nyere film, jeg kan komme i tanke om, er “Red Riding Hood” en gennemført steril og absurd kunstig skabning. Fra filmens første minutter, hvor kameraet kører gennem de falskudseende computerskabte landskaber, sidder vi fast i en film, der virker mere designet end instrueret. Folk vader gennem snevejr iført åbenstående skjorter med korte ærmer uden at fryse, der danses til landsbyfesten, selvom ingen musikere spiller, og byens labre skovhugger har altid perfekt strittende Robert Pattinson-hår uanset situationen – der var øjensynligt mere hårgele i middelalderen, end man skulle tro. Dertil skal så lægges verdens mindst skræmmende computer-varulv, der til forveksling ligner en stor behåret klump modellervoks.