FilmenDen anden film i Peter Jacksons trilogi om “Ringenes Herre” er filmen “De To Tårne”. Den starter hvor den første film slap. Fællesskabet er brudt i tre: Frodo og Sam er alene på vej igennem Emyn Muil imod Mordor. Merry og Pippin er taget til fange af Sarumans Uruk Hai orker, der i alt hast er på vej mod Isengard. I hælene på orkerne er Aragorn, Gimli og Legolas der forsøger at redde de stakkels hobbitter inden det er for sent.

Filmen er fra starten delt op i disse tre historier, og denne struktur holdes hele vejen igennem. Mest fokus er der på Aragorn, Gimli og Legolas, der støder til hestefolket fra Rohan, der er hårdt under pres af Sarumans styrker, der i stor hast avancerer mod Rohans hovedstad. Med hjælp fra vore helte flygter Rohanfolket til fortet Helms Deep med 10.000 orker i hælene.

Merry og Pippin slipper fri fra orkerne og gemmer sig i den mystiske gamle Fangorn skov. Her møder de enten Treebeard, et slags levende træ der vogter skoven, og han tager dem under sine vinger. Merry og Pippin overværer de 10.000 orkers fremmarch mod Helms Deep og de må nu forsøge at overtale enterne til at gå ind i krigen mod Saruman.

Frodo og Sam bliver sat overfor en prøvelse i form af den underlige skabning Gollum, der tidligere var i besiddelse af ringen. Han forsøger at stjæle den tilbage, men det lykkes for Frodo og Sam at fange, tæmme ham og overtale ham til at vise dem vejen til Mordor. Men kan de stole på ham?

“De To Tårne” er ligesom sin forgænger en storslået og episk film, der spiller på alle tangenter. Skuespillet er fuldt på højde med den første film. Udover skuespillerne fra sidste film, støder en gruppe nye ansigter til.

Mest prominente er Kong Theodén i form af Bernard Hill og Éowyn, spillet af den australske skuespiller Miranda Otto. De spiller begge to med den værdighed og elegance som man forventer af adelige i eventyr som dette. Dertil kommer Brad Douriff, der spiller den sleske Grima Wormtongue. Douriff har efterhånden patent på de sleske skurkeroller bl.a. på grund af hans udseende og fordi han bare gør det så forbandet godt.

Frodo og Sam møder også den nu afdøde Boromirs bror Faramir, spillet af David Wenham. Wenham spiller sin rolle udmærket som den pressede Faramir. Hans land Gondor er truet af Saurons mægtige styrker, og Faramir leder desperat efter et våben han kan bruge imod fjenden, og pludselig står han med Frodo og ringen i sin magt. Faramirs motivationer er noget anderledes i filmen end i bogen, hvilket jeg synes er ærgerligt, for det var netop det der adskilte ham fra Boromir.

Når man nævner skuespillet ville det være synd ikke også at nævne de digitale karakterer Treebeard og Gollum. Begge er smukt lavet af Weta Digital, men Gollum er absolut den mest imponerende. Skuespilleren bag Gollum, Andy Serkis, der både leverer stemme og motion-capture til figuren, leverer en pragtpræstation, og sammenkoblet med den digitale Gollum er karakteren den mest realistiske digitale karakter vi har set på film indtil videre. Man kan stadig ænse at karakteren er digital, men man må virkelig sige at der er gjort et stort fremskridt på området.

Rent plotmæssigt følger filmen naturligvis Tolkiens geniale bog. Ligesom med den første film har Peter Jackson taget sig et par friheder hist og her, men det er ikke noget som trækker ned på filmen… den er stadig en værdig filmatisering der uden tvivl vil behage de fleste fans af bøgerne.

Filmen er noget mere action fokuseret end den første film. Fokus er flyttet fra fællesskabets lidelser til et større billede, og den fokuserer mere på krig og kamp. Kampscenerne er utrolig flotte, specielt det enorme og storslåede slag ved Helms Deep til sidst i filmen. Desværre har den ændrede fokus på action gjort at der fokuseres mindre på det personlige drama, som var så godt i den første film. Det er klart at de personlige forbindelser der var fællesskabet imellem ikke er at finde på samme måde i denne film, da fællesskabet jo netop er brudt.

Eftersom filmen er den anden i en trilogi, lider den under ikke at have en egentlig begyndelse og slutning… det lykkedes dog heldigvis for Peter Jackson at genfinde tråden i starten af filmen, med et flot tilbageblik på hændelserne i Morias miner.

Der er ingen tvivl om at “De To Tårne” er en fantastisk film, der er en værdig efterfølger til den første “Ringens Herre”. Desværre når den aldrig helt op på højde med den første film, pga. et par enkelte ting der trækker ned. Men det er stadig en højst seværdig film, så det bliver til 5 ud af 6 kameraer herfra.

VideoLigesom sin forgænger er det er utroligt flot transfer som bliver disket op med. Transferet er i Anamorphic Widescreen med en Aspect Ratio på 2.35:1. Der er ingen synlige fejl på transferet, og ligesom sidst er detaljegraden i top.

Filmen er noget mere dunkel end sin forgænger, så de flotte farver vi så i Hobbitton er ikke rigtigt til stede i denne film, i stedet får vi nogle mere nedtonede jordfarver som dog repræsenteres flot.

AudioUdgivelsen af den første film var desværre plaget af lydproblemer, så det var med hjertet oppe i halsen at jeg satte denne disk i afspilleren. Heldigvis er det lykkedes udgiveren at komme problemet til livs, og de præsenterer her et fantastisk flot Dolby Digital 5.1 lydspor.

Alle højtalere er i brug på denne udgivelse, og både tale og musik er ren og klar. Surroundhøjtalerne og subwooferen bliver virkelig sat på arbejde i de mange kampscener, og specielt i slaget ved Helms Deep. 10.000 orker der brøler og stamper i jorden på samme tid lyder yderst imponerende, og beviser at dette virkelig er et flot lydspor.

Skænderierne med din nabo må du selv tage dig af!

Ekstra materialePå disk nummer to finder vi alt ekstra materialet på denne udgivelse.

Først og fremmest er der et 43 minutter langt dokumentarprogram ved navn “Tilbage til midgård”. Programmet er lidt overfladisk og går ikke i dybden med filmens tilblivelse. Det fokuserer mere på skuespillerne, og der er en del interviews med dem og folkene bag. Programmet har tidligere været vist på dansk tv i forbindelse med præmiere på den første film, så risikoen for at du allerede har set den er til stede.

Dernæst er der et kort promotionelt program ved navn “Bag kameraet på Ringenes Herre – De To Tårne”. Det korte program (14 min.) indeholder et par interviews og lidt baggrundsinformation, men ikke noget som ikke er set tidligere.

En regnvåd søndag i Wellington samledes nogle af folkene bag Ringenes Herre for at optage kortfilmen “The Long and the Short of It”. Den er nu at finde på denne dvd. Det er en sød lille film, om en maler med dårlig ryg, der får hjælp at to tilfældige forbipasserende. Og der skulle gå rygter om at selveste Peter Jackson har en cameo i den.

Bag kameraet på “The Long And The Short Of It” – Spontant filmet bag kameraet på Sean Astins kortfilm.

Dernæst er der 8 featurettes der tidligere har været vist på LordOfTheRings.net, to trailers til filmen, 16 tv-spots og en musikvideo med Emillia Torrini der synger “Gollums Song”.

De bedste features på denne disk er uden tvivl de to previews til hhv. “Kongen vender tilbage” og den udvidede udgave af “De To Tårne”. Det får virkelig ens tænder til at løbe i vand, når man ser nogle af de klip som venter os til vinter.

Ekstra materialet er helt klart af promotionel karakter. Der er ingen tvivl om at de saftige dokumentarprogrammer holdes tilbage til den kommende udvidede udgave, men der er trods alt et par godbidder på denne udgivelse.

Med “Ringenes herre – De to tårne” har instruktør Peter Jackson skabt en af filmhistoriens bedste sequels, og det lykkedes ham på imponerende vis, at indfri de mange høje forventninger, som fulgte i kølvandet på den første film. Historien om det splittede fællesskab er gribende fortalt, og Jackson maler med sin episke pensel et fantastisk troværdigt og ikke mindst dystert Midgård. Kunst og underholdning kan næppe forenes mere tilfredsstillende, og “De to tårne” er et lille moderne mesterværk.

“Ringenes herre – De to tårne” starter med et brag af en åbningssekvens, hvor det fantastiske opgør mellem Gandalf og Balroggen fra den første film genoptages. Vi ser endnu engang KazaDum broen smuldre, men denne gang følger vi troldmanden og det flammende uhyres styrt hele vejen ned gennem Morias uendelige mørke.
Uvidende om Gandalfs kamp fortsætter Frodo og Sam ufortrødent deres rejse hen over Emyn Muil bjergene mod Mordor. Undervejs lykkedes det dem at fange den utilregnelige Gollum, der har fulgt efter de to hobbitter siden slaget ved Amon Hen. Til trods for at Gollum stadig vil gøre alt for at få fingrene i sin dyrebare, vælger Frodo ikke at slå det forpinte væsen ihjel. Han har selv båret ringen, og forstår det begær, der brænder i Gollum, og meget lig sin onkel skåner han ham. Sam derimod er konstant på vagt overfor deres nye rejsekammerat, og det går hurtigt op for os, hvor vigtig Frodos trofaste tjener bliver for missionen.

Længere mod vest lykkedes det Merry og Pippin at undslippe de orker, som førte dem bort i slutningen af “Eventyret om ringen”. Under deres flugt støder de tilfældigvis på det store levende træ Træskæg, der er en såkaldt ‘ente’. Normalt blander enterne sig ikke i andres konflikter, og de har ikke lyst til at hjælpe Merry og Pippin i kampen mod de onde kræfter.
På jagt efter de to kidnappede hobbitter drager Aragorn, Legolas og Gimli til Rohan, hvor de møder den falmede konge Theoden og hans lumske rådgiver Grima Slangetunge. Slangetunge fungerer i al hemmelighed som Sarumans håndlanger, og hans giftige løgne har efterhånden suget alt livsenergien ud af folket…

“De to tårne” vinder utrolig meget ved at være optaget i direkte forlængelse af “Eventyret om ringen”. Mange af de faldgruber som man normalt forbinder med efterfølgere forekommer ikke her, og da der hverken går to eller tre år imellem hver film, fremstår alt – fra skuespil over effekter til selve handlingen – i højere grad som del af en helhed.

Som et led i filmatiseringen af Tolkiens bøger har Peter Jackson denne gang valgt at bevæge sig lidt længere væk fra den oprindelige historie, end han har gjort tidligere. Strukturen i bogen er ændret flere steder, så den passer bedre ind i en filmisk sammenhæng, og flere af de karakterer som optræder i forlaget er med rette skåret væk. Til trods for at purister måske vil kigge skævt til disse forandringer, gavner de ikke desto mindre historien, og det hele er så velsmurt, at man aldrig savner noget.

Tonen er meget mere dyster end i første kapitel, og man må tage hatten af for måden hvorpå Jackson gengiver det fordærv, som følger i kølvandet på den voksende ondskab. Frodo tynges for alvor af ringen og i en række rørende scener, indser vi hvor ødelagt den lille hobbit efterhånden er blevet af at bære Saurons smykke. Den kompromisløse skildring af Frodos forfald er en nydelse.

Kampene mellem orker, elvere og mennesker er ganske blodige, og de har en til tider næsten dokumentarisk realisme, der leder tankerne hen på en middelalderlig udgave af “Saving Private Ryan”. Slaget ved Hjelms Kløft er virtuost iscenesat og afspejler på samme tid den følelse af håbløshed, som gennemsyrer hele filmen. Med andre ord fungerer film nummer to som et melankolsk modstykke til “Eventyret om ringen”, og den disker op med en række gamle såvel som nye kvaliteter.

Formatet af “De to tårne” er ikke til at tage fejl af, og for første gang i nogle år, har vi med en film at gøre, der rent faktisk fortjener betegnelsen episk. Igen er det de fantastiske naturoptagelser som puster liv i Midgård, og til trods for at Jackson snart må have opbrugt sin kvote af fly-by shots, kan man ikke få nok af de imponerende billeder. Landskaberne varierer konstant, og der er en fantastisk kontrast mellem Rohans frodige marker og de mørke sletter omkring Mordor. Filmens visuelle effekter falder godt ind i de reale optagelser og bevarer det realistiske præg, som åbenlyst har været målet for produktionen.

Det samme gælder for de fantasifulde væsener der lever og ånder i Tolkiens verden, og alene det at Gollum kan tilføjes under afsnittet omkring filmens skuespillere siger lidt om kvaliteten af det digitale arbejde. På intet tidspunkt i filmen vælter effekterne dog handlingen og vi kan prise os lykkelige for, at filmatiseringen af Tolkiens eventyr laves af en instruktør, der tydeligvis forstår at balancere indhold overfor øjeguf. Som ventet er også lyddesignet og musikken i filmen overvældende og komponist Howard Shore bygger videre på sine lækre temaer, der tilfører filmen en tommetyk atmosfære.

Det centrale element i “De to tårne” er imidlertid hverken billederne, lyden eller effekterne men skuespillet, der endnu engang henrykker med oprigtige og følelsesladede præstationer. Samspillet mellem Frodo, Sam og Gollum fungerer rigtigt godt, og man glemmer hurtigt, at Gollum er en fuldstændig syntetisk karakter. Interaktionen mellem ham og de rigtige skuespilere er overbevisende, og det lykkedes animatorerne at formidle den indre kamp, der har drevet Gollum til vanvid.

I modsætning til “Eventyret om ringen” er det imidlertid ikke Frodo, som får mest tid foran kameraet men derimod Aragorn, der langsomt er begyndt at acceptere sin skæbne som konge i svøb. Viggo Mortensen forbliver god som den stærke men følsomme kriger, og han får denne gang fint modspil af Bernard Hill som kongen af Rohan. Generelt set falder alle de nye karakterer nydeligt ind i handlingen, og de er med til at gøre den i forvejen store fortælling endnu større.

Som det fremgår er “Ringenes herre – De to tårne” en overordentlig positiv filmoplevelse til trods for at den alligevel ikke helt kan se sig fri for enkelte skønhedsfejl. Jeg har stadigvæk svært ved at forene mig med måden, hvorpå Jackson enkelte steder har valgt at klippe filmen, og den noget bratte overgang mellem flashbacks, drømme og visioner virker såvel forvirrende som en smule uelegant. Tempoet i toeren er nådesløst højt og selvom historien er fortalt over tre timer, fremstår den visse steder forhastet og nægter os mulighed for rigtigt at dvæle ved begivenhederne. “Eventyret om ringen” havde i sin oprindelige udgave lignende problemer, men det fik Jackson rettet fint op på med den forlængede dvd udgave. Mon ikke dvd’en kan hjælpe denne del af fortællingen på samme måde.