Ingen slanger i paradis

Robinson Crusoe var en værre løgnhals. Alt det med kannibaler og Fredag og manden i ensom kamp imod naturen, det var bare for at virke interessant. I hvert fald hvis man skal tro den nye, børnevenlige udgave af Defoes roman. Livet i paradis er mere dyrenuttet og blidt duvende, end de skibbrudne praler med. Ja, faktisk på kanten af det kedelige. Sådan en slags forlænget weekend med klare farver og frugtbuffet. Og ligesom med fars video fra Lalandia kan spændingen være til at overse.

“Robinson Crusoe” laver det ældgamle disney-trick med at lade dyrene genfortælle en klassiker. Papegøjen Mac er hovedperson og en flot animeret papegøje. Han bevæger sig livagtigt og udtryksfuldt. Meget mere end hans dyrevenner og den strandede Crusoe. Det virker, som om tiden og energier er gået til den imponerende røde fjerpragt. Robinson Crusoe er i hvert fald en temmelig flad, lyserød dukke, og de andre dyr er en mere anonym, brun gruppe.

Det største problem er dog, at manuskriptet ikke bryder med anonymiteten. Crusoe og Mac spejler hinanden, som eventyrerne, der vil væk fra det kedelige, de kender, men de påvirker ikke hinandens udvikling. De bliver låst fast. Den ene som klodset tømrer og jæger, den anden som et let undrende kommentarspor. På samme måde bliver dyreflokken variationer over den tykke, den gamle, rappenskralden osv. Og så taler vi slet ikke om, hvordan en tapir, en ged, en isfugl, en kamelæon og et pindsvin er blevet de eneste beboere på en ø ude i ingenting.

Hyggen og den mere postkolonialt korrekte tone uden farlige kannibaler og slavelignende tjenere har fjernet noget af intrigen fra den originale historie. For at kompensere har man hevet to skibskatte ind som udsultede skurkeskravl. De er irriterende og udspekulerede, men på ingen måde rigtigt truende. Oven i det har man valgt at lade dem indtale af Keld og Hilda Heick, der prøver hårdt, men ikke kan skjule, at de er Danmarks rareste mennesker. Midterdelen, hvor kattene skjuler sig på en nærliggende ø, mens Robinson og dyrene bliver venner på den anden, er det kedelige lavpunkt, og den afsluttende katteinvasion trækkes alt for langt ud i det væltende, trillende, glidende 3D-overdrev.

“Robinson Crusoe” satser i det hele taget så meget på falden-på-halen-komik, at man i starten er bekymret for, om han overhovedet kan finde ud af at gå. Stilen er BONK og SKWAK og RUTSJ, og den følges hele vejen igennem. Det er nok kun familiens mindste, der stadig griner til sidst. Til gengæld får Peter Frödin lagt en fin blanding af ironi og sympati ind i Mac, der gør, at man smiler let af den pænt lykkelige slutning.