I sansernes blinde vold

Italienske film har som oftest haft et overdrevent melodramatisk vandmærke kombineret med et eksplicit værdipolitisk budskab, der i sidste ende peger på den konservativt katolske tradition som skyldner og forklaring på alt lige fra afvigende seksualitet til fascisme. Men hvad enten det har været Visconti eller Bertolucci, der har malet med den voldsomt brede pensel, så har der altid været en befriende charme over denne unuancerede polariserende filmtradition, hvor subtilitet er lige så fremmed, som en italiener i et dansk pizzaria. Traditionen føres stolt videre i filmen med den udtryksfulde titel “Rød som himlen”.

Med et politisk ustabilt Italien som baggrundsstøj møder vi i 1971 den sansende og biografglade dreng Mirco og hans hårdtarbejdende forældre, der ofrer alt for, at Mirco kan få en god uddannelse. Uheldet sker. Et ulykkeligt sammenstød med et gevær gør Mirco næsten blind – kun skyggerne kan han fornemme. Ved lov er det i datidens Italien således, at blinde regnes for handicappede, og derfor flyttes Mirco til en streng katolsk blindekostskole, hvor der fokuseres på hans ene defekte frem for hans mange virksomme sanser. Det stopper dog ikke den kreative Mirco, der sammen med drengevennerne på skolen og pedellens datter laver lektierne på en lidt alternativ facon. Med en båndoptager og sin barnlig fantasi laver Mirco de utroligste lydoptagelser, hvilket ikke billiges af skolens strenge forstander. Det frisindede og kreative oprør ulmer over for den gamle konservative orden.

Allerede med sin titel lægger “Rød som himlen”, der er baseret på virkelige hændelser, sig i sporet på den italienske propagandistisk politiske filmtradition. Udover at referere til den blindes manglende farveforståelse så er titlen et opgør med de højreorienterede katolikkers patent på sandheden og det hinsides. De rødes værdier kan bringe himmerig på jord. Denne sort/hvide forståelse af verden gennemsyrer filmen, der næsten kan løbe om kap med Bertoluccis mest voldsomme propagandaværker “Il conformista” og “1900”. Men disse værker er – som denne – også voldsomt gode film. Og det ikke på trods af, men netop i kraft af deres eksplicitte vulgaritet. For på forunderlig vis overgiver man sig til denne overdrevne passion, som filmene strutter af, på samme vis som man gør til den melodramatiske sovs, der smager så uimodståeligt i en film som Tornatores “Mine aftener i Paradis”.

Netop “Mine aftener i Paradis” har flere ligheder med “Rød som himlen”, hvor den unge Salvatores lærermester Alfredo i førstnævnte film rammes af blindhed på samme vis som Mirco, der også deler passionen for biografen med Salvatore og Alfredo. Som tilfældet Alfredo kan Mircos passion for filmens verden og livet heller ikke bare sådan slukkes pga. hans blindhed. I stedet styrker og udvikler Mirco sine øvrige sanser – særligt høresansen – og omfavner de ikke-visuelle elementer af biografen – lyd, dialog og stemninger. Således er det en film i sansernes vold, der fylder os med optimisme og uovervindelighed, hvor særligt scenerne hvori Mirco og de blinde venner optager deres lyttespil er livsbekræftende berusende.

At en film er baseret på virkelige hændelser er ikke noget solidt argument for, at en given film er god eller det modsatte. Alligevel giver det filmen et ekstra lag, at virkelighedens Mirco faktisk fortsatte med sine lydeksperimenter og blev Italiens førende lydklipper. Italiensk film har nemlig gentagne gange demonstreret lydens betydning for film, og dermed bliver “Rød som himlen” også et lærestykke i, at film er så meget mere end det øjet kan se. Sergio Leone havde i dag ikke været andet end en perifer filmskaber, hvis ikke han havde været flankeret af Morricones fantastiske lydunivers. Det visuelle er ikke alt, hvilket Mirco og “Rød som himlen” demonstrerer på overbevisende medrivende vis.