Roller Girl
Udgivet 28. jun 2010 | Af: The Insider | Set på DVD
Drew Barrymore har i årevis været en af Hollywoods mest sympatiske stjerner. Hver gang den 35-årige skuespillerinde slår gækken løs foran eller bag kameraet, udviser hun enorm entusiasme, en vældig gejst og en fuldstændig uimodståelig charme – fornemt understøttet af hendes dejlige og næsten kroniske latter. Hvis man bare kunne tappe en bitte brøkdel af Barrymores energi og sprøjte den direkte ind i en spillefilms pulsåre, ville man formentlig få en hæsblæsende og stærkt underholdende film ud af forsøget. Og det er næsten det, Barrymore formår at gøre med sin instruktørdebut: “Roller Girl” (filmens overlegne originaltitel: “Whip It”).
Nej, overordnet set er historien måske ikke særlig original, men det vrimler da ikke ligefrem med film om kække kvinder med otte hjul på støvlerne. Med sådan et hidtil ubelyst sportsmiljø som omdrejningspunkt – og skuespillere som Ellen Page, Marica Gay Harden og Barrymore selv på rollelisten – er det en skam, at Barrymore ikke får presset mere ud af det potentiale, som der trods alt er i Shauna Cross’ forholdsvis konventionelle manuskript. “Roller Girl” er på mange måder en traditionel coming-of-age-film komplet med støjende barn/forældre-skænderier, påtaget romance og en lang sportsmontage tilsat 1980’er-lignende popmusik.
Til gengæld formår filmens brillante klipper, Dylan Tichenor, og dens talentfulde fotograf, Robert Yeoman, at antyde visuelt, hvad der gør sporten så tillokkende for mange. Rulleskøjtesekvenserne er vilde og temperamentsfulde, og den akkompagnerende rockmusik er med til at tvinge pulsen i vejret. Og filmen har endnu flere styrker. Page er nøjagtig lige så karismatisk og veloplagt, som hun var i “Juno”. Og Juliette Lewis skærer tænder og uddeler knytnæver til den helt store guldmedalje i rollen som Bliss’ største konkurrent på væddeløbsbanen. Det er Lewis’ første mindeværdige rolle i årevis. Og den evigt morsomme Kristen Wiig, som gjorde “Saturday Night Live” værd at se igen, er en ren fornøjelse som Bliss’ gakkede holdkammerat Maggie Mayhem.
Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. For det meste ser “Roller Girl” glimrende ud på dvd. Billedet måtte gerne have været en smule skarpere, men der er ikke mange decideret bløde skud. Farverne er upåklagelige, og der er ingen edge-enhancement eller utilsigtet gryn eller støj, men under de mørkeste scener vakler kontrasten lidt, og mild udtværing forekomme i billedets mørkeste afkroge.
Under det første kvarter af filmen var jeg ofte i tvivl om, hvorvidt disken indeholdt et Dolby Digital 5.1-lydspor eller et gammeldags mono-lydspor – stort set al lyd kom udelukkende fra fronthøjtaleren. Men når rulleskøjtesekvenserne kommer, begynder lydsiden for alvor at live op. En masse solide panoreringer skaber fornemmelsen af, at rulleskøjterne ruller forbi i ens egen stue, mens musikken og lydeffekterne har tilpas punch og kommer klart igennem. Dialogen overdøves aldrig, og støj forekommer ikke, men selvom mange af de efterfølgende scener også har en overbevisende auditiv atmosfære, er der stadigvæk lidt for mange scener, som byder på så lidt aktivitet, at man skulle tro, omgivelserne var blevet sønderbombet.
Ud over selve filmen indeholder dvd’en kun trailere til “Bandslam”, “New Moon”, “Kick-Ass”, “Remember Me” og “Dear John”.
Drew Barrymors instruktørdebut “Roller Girl” er en udmærket og spændende cadeau til en sportsgren, som de færreste formentlig kender. Men filmen ender desværre ikke som den storartede hyldest til ungdommens oprør mod ældre, uretfærdige autoriteter, som den kunne have været. Dvd’ens AV-præsentation måtte gerne have været bedre, og der er desværre intet nævneværdigt ekstramateriale. Men hvis du hælder til genren eller en af filmens mange dygtige skuespillerinder, så bør du i hvert fald leje filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet