Så længe jeg lever

InstruktionOle Bornedal

MedvirkendeRasmus Bjerg, Harald Kaiser Hermann, Helle Fagralid

Længde110 min

IMDbVis på IMDb

I biografen08/03/2018

Anmeldelse

Så længe jeg lever

3 6

 

Det er et godt match. Trubaduren John Mogensen var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Slet ikke de fine i toppen, der trængte til at blive skiftet ud, som han sang om i “Der er noget galt i Danmark”.

 

Det samme kan siges om Ole Bornedal, der elsker at sætte fut i fejemøget. Han forvandlede “1864”-serien på pæne Danmarks Radio til vulgær propaganda med blod på hænder, ruder og voldtægt af en ko. Bornedal er aldrig subtil, men altid grov og overdrevet. I ord, billeder og handling. Sådan en behandling har John Mogensen nu også fået.

 

Den bedste del af behandlingen er Rasmus Bjerg, der som den fede, folkelige og fordrukne John Mogensen ligner en mand, der har øvet sig et helt liv på rollen. Han ér John. Samme korpus. Samme udstråling. Samme respektløshed. Endda næsten samme stemmer, når Bjerg selv synger med på flere sange.

 

Og det er sangene og tiden på scenen, der fylder mest. Fra den pæne barbershop med Four Jacks til solokarrieren med titelsangen som det folkelige højdepunkt.

 

Det hele ser vanligt blændende bornedalsk ud med solskinnende lens flare igennem ruden og overlegent organiske tracks, når datteren begejstret løber farmand i møde med en radio mellem hænderne, der spiller hans grænsesøgende tekster på den pæne Dansktoppen. Det ser godt ud.

 

Desværre er Bornedal ikke i nærheden af at skrive så god en tekst, som Mogensen gjorde det. Selv den forudsigelige biopic-formular med karriere, optur til stjernestatus, familie, druk og derpå nedtur viser sig som et omkvæd, som Bornedal bare ikke kan synge rent.

 

I stedet fortsætter han med sin trang til gammelkloge børn, der læser de pointer op fra manuskriptet, som Bornedal ikke formår at vise. Denne gang er det Mogensen som barn, der som et slags filmmagisk genfærd skubber handling og John fremad kun med den gode sang til at holde sammen på stumperne.

 

Barnespøgelset siger til John nede på stranden, at de er to mennesker på en strand, der straks bliver til en sang, ligesom John erklærer over for den obligatorisk forsømte kunstnerkone, at så længe han lever, så længe vil jeg elske dig, inden han konstaterer, at hun er en rullesten. Resten er sang-historie. Af den gumpetunge slags.

 

Pludselig siger konen, at han har været på turné i fem uger, så nu er hun sur, ligesom datteren, der uden tøj på kroppen uforklaret brænder husets inventar af. De er vist begge forsømte. Men det er påstande, der ikke bakkes op i “Så længe jeg lever”. Det er bare noget, de siger.

 

Men Ole Bornedal er ligeglad med kritik. Derfor er John Mogensen noget af det bedste, der længe er sket ham. Han ville sikkert også synes, at det var sjovt med en biografi-film, hvor de knepper, prutter og kaster op.

 

Det gør jeg ikke. I stedet synes jeg, at Ole Bornedal burde overveje at skifte sig selv ud som manuskriptforfatter. Indtil da frygter jeg, at der fortsat vil være lige så meget galt med hans film, som der er noget galt i Danmark.

 

Anmeldelse: Så længe jeg lever / John Mogensen / Filmz.dk

 

Trailer