Den iranske drøm

Det er ikke en teater-filmatisering. Ægteparret Emad og Rana spiller i fritiden ellers begge med i en opsætning af “En sælgers død” – Arthur Millers klassiske stykke om den amerikanske drøm. Men “Sælgeren” er en anden slags drøm. En lidt mindre drøm om frihed. Frihed fra censur og patriarkatets klamme hånd. Asghar Farhadi kritiserer igen så tydeligt, som han nu tør, i et Iran, der stadig er langt fra Willy Lomans USA.

Det begynder med et brag. Emad og Ranas boligblok braser sammen. Alle må ud! Måske ligesom det Iran, som Nader og Simin ville væk fra i Farhadis “En separation”? Det handler i hvert fald igen om det private parforhold som allegori over det offentlige Iran. For Iran som scene giver altså bare en anden betydning til parforholdet, end når han som i “Fortiden” tager det til sekulære Frankrig. Her er det den store fortælling i den lille. Som en anden Arthur Miller.

Sammen flytter de to i ny lejlighed med en fortid. En anden lejer har tidligere boet i den krakelerede beton. Hun mangler stadig at tømme det sidste værelse, der er opmagasineret med kjoler, sko og børnetegninger på væggen. Fortiden påvirker nutiden, som da en kvinde på bagsædet af en delt taxa med Emad gerne vil skifte til pladsen på forsædet. Alene. Hun er sikkert blevet forulempet i fortiden, vurderer Emad. Netop fortiden påvirker den nutid, hvor Rana er på vej i bad. Det ringer på dørtelefonen. Det er sikkert Emad, hun trykker ham ind, åbner døren, går i bad, imens kameraet gysende bliver på døren, der langsomt åbner. Privatlivet invaderes.

Sådan må det være i et Iran, hvor den nøgne kvinde i stykket har regnfrakke på, hvis de skal få lov til at spille for censuren. Den kunstneriske invasion kommenterer Farhadi kløgtigt med overfaldet på Rana. Det er det samme. Censur er overgreb. Og Emad må finde Rana på skadestuens operationsbord – gerningsmanden er ukendt og forsvundet med blod på sine sko. Det splitter dem. Han tager på detektivjagt efter hævn med spor fra en efterladt pick-up, imens Rana bebrejder sig selv – hun åbnede jo selv døren. Hun indbød åbenbart til overfald. Det er det samme håbløse argument, der tvinger kvinder under slør. De frister manden.

På dén absurde måde er det for deres egen skyld. At censuren tvinger regnfrakke på den nøgne teaterkarakter – at kvinder tvinges til at være forsigtige, hvis ikke den sølle mand skal give efter for sin tragiske liderlighed, som Allah eller en af alle de andre fantasy-guder har påtvunget ham. Klogt nøjes Farhadi ikke med at gøre ægteparret til offer. Han splitter dem, så patriarkatet udstilles yderligere. Emads hævn er ikke for hendes skyld – men for sin egen. Den æreskrænkede mands skyld.