Safari

InstruktionUlrich Seidl

Længde91 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen25/05/2017

Anmeldelse

Safari

4 6
Det indre rovdyr

Storvildtjagt er en af de klassiske fritidsbeskæftigelser for den gammeldags, stormaskuline eventyrer. Men i Ulrich Seidls “Safari” er den snarere fremstillet som en skovtur for far, mor og børn. En hobby for hele familien, der bliver kørt med jeep hen foran en giraf og pløkker den ned, uden at khaki-tøjet fra ‘Sport für spejder’ får den mindste krølle. Seidl stiller sit kamera op som “I kælderen” og følger et hold jagt-turister på en farm i Kenya, hvor livet handler meget om død. Et paradoks der flyver hen over hovedet på de småracistiske jægere, mens de tager Afrika og dets dyr i besiddelse.

Mennesket er småt i det store afrikanske landskab, men når man kommer tæt på, er de tyske og østrigske safariturister ret korpulente – tykke maver på tynde, blege ben. Kameraet kommer helt op i nakken på dem, men det er især mikrofonen, der afslører og afdækker. Hjertet banker og åndedrættet pisker afsted hos de spændingssøgende Hr. og Fru Østrig, der for en stund leger Karen Blixen og Hemingway. Seidl fremdrager mild humor ved at kontrastere seriøsiteten hos jægerne med den indsats, de faktisk lægger for dagen. De vader nærmest lige ind fra vejen, og guiden peger og placerer et geværstativ på jorden. Vore helte skal bare holde det prustende vejr og trykke på aftrækkeren.

Helt grotesk er den ældre mand, der knapt kan gå, men bliver placeret i et lille jagtskur, hvor han kan tømme sin øl og snorke højlydt. Næsten uden at blive forstyrret af den lokale fauna. Hjemme på Leopard Lodge smører han og konen hinanden ind i solcreme, mens de mekanisk opregner dyr og prisen for at skyde dem: ‘vildsvin 400 euro, Impala 700 euro, osv.’. Formen minder om “I kælderen”, der igen ledte tankerne hen på svenske Roy Anderssons skævt sjove tableauer. Personerne stiller sig op i fuldt ornat, klar til smigrende portrætfoto, men det forløsende “Cut!” lader vente på sig. Smilene stivner og øjnene flakker. Mennesket bryder igennem den konstruerede overflade.

For udadtil er forsvaret for jagten som ædel sport helt på plads. Det er dyrevelfærd, økonomisk støtte til Afrika og et eller andet sted menneskets ret som øverst i fødekæden. Men Seidls bomstille kamera optager bare videre og i forsøget på at fylde den pinlige tavshed ud, kommer safari-turisterne hurtigt til at tale over sig. Ikke blot om moral og etik i jagten på dyr, men også i akavede tirader om det altid presente racespørgsmål. Seidl er måske ikke ude på at dømme, men hans teknik drager mere eller mindre uforvarende det grimmeste frem.

Men “Safari” indeholder ikke nogle æggehoveder, der ekspertforklarer storvildtjagten som begreb i historisk og psykologisk kontekst. Karaktererne selv leger både anklager, forsvarer og dommer. Mor og datter vrider sig lidt mere foran kameraet end far og søn, men hos dem alle er den trodsige selvtillid iblandet et lille korn af skam. Allerdybest nede ved de godt, der er et eller andet galt. Heldigvis kan tvivlen skydes væk. Snart ligger giraffen der og bliver flået af de lokale arbejdere under et skarpt lysstofrør. Turisterne får en drink foran pejsens åbne ild, den umælende slagter går hjem og griller resterne af kadaveret i sit blikskur. Seidl og hans klipper er ikke bange for at sige det, som andre prøver at skjule.

’Jeg skal ikke retfærdiggøre mig selv, men…'. Foran Ulrich Seidls på én gang inviterende og nådesløse linse får alle behov for at forklare sig. Også når de absolut ikke har noget problem med, hvad de gør. “Safari” er komik om selvbedragets højder. For selv om vi er kommet langt, og det nu ikke kun er hvide mænd, men også hans kvinder, der må skyde dyr, lever drømmen stadig. Den om det gode, gamle Afrika. Sådan som det var – før dyr og afrikanere fik rettigheder.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Afrika, på de vilde sletter, hvor antiloper, impalaer, zebraer og andre vilde dyr græsser, holder tyske og østrigske jagtturister deres ferie. De kører ud i bushen, ligger på lur og udser sig deres bytte. De skyder, græder af spænding og poserer foran det dyr, som de netop har nedlagt.