Nikolajs dagbog

Manden er kommet på mode. Man taler om ligestilling for mænd og tabermanden som sociologisk fænomen. Det er heller ikke gået Nikolaj Arcels veludviklede manuskript- og instruktørnæse forbi. For med “Sandheden om mænd” har han skabt en pendant til “Nynne” med manden i centrum. Og hvor har instruktøren Arcel i grunden været henne? Vi har ikke set ham siden de roste film “Kongekabale” og “De fortabte sjæles ø”. Måske denne selvudleverende metafilm – hans kun tredje som instruktør – både giver svar på det og så mysteriet manden.

Mads har det hele. Et solidt job som forfatter på tv-serien “Strisser”, en smuk og hengiven kæreste, og nu har de lige købt hus og gjort klar til børn. Men Mads er ikke glad. Det var ikke den kvinde og simple tv-fiktion, han drømte om. Han drømte om et andet liv og føler sig nu kvalt i et parforholdsfængsel. Et vendepunkt skal der til – ligesom Mads’ egen struktur for godt tv- og filmdrama kræver det. Men spørgsmålet er, om hans valgte vendepunkt, der peger mod friheden og singlelivet, leder Mads mod den rette erkendelse, som alle hans fiktive karakterer ender op med efter vendepunkt nr. 1. For i Mads’ skabelon for drama er der også et vendepunkt nr. 2, inden erkendelsen når hans hovedpersoner.

Skal man placere “Sandheden om mænd” mere præcist og retfærdigt, så kiler den sig på forunderlig vis ned imellem to så forskellige film som Marc Webbs romantisk opløftende “500 Days of Summer” og så Spike Jonzes “Orkidé-tyven”, der med manuskript af Charlie Kaufman omhandler en manuskriptforfatter ramt af skriveblokade. Som i førstnævnte film følger vi vores mandlige hovedperson, der stiger på kærlighedens rutsjebanetur med alt, hvad det giver af op- og nedture, og som kan være så vanskelig at blive klog på, når man står midt i redeligheden, men som på afstand måske alligevel giver mening. Filmen rimer dygtigt hjerte på smerte.

Denne simpelt søde og yderst velfungerende formel krydser Arcel brugbart og intelligent med et fantastisk morsomt metalag. For fortællingens Mads er ligesom Arcel selv manuskriptforfatter og ganske ramt af idé- og skriveblokade, som Arcel måske selv har oplevet, måske derfor denne film kun er hans tredje? Hvem ved. Det virker nemlig ærligt talt som om, der netop er dét på spil – noget ærligt. Og referencerne til Arcels eget liv virker da også ganske tydelige og lattertårefremkaldende, når vi hører om Mads’ egen kæmpesucces “Rejsen til Zekeya”, der minder ikke så lidt om en vis rumrejse, som Arcel selv har skrevet manus til. Og netop denne personlige ægthed og ærlighed på filmens metakonstruktion gør, at det ikke bare forbliver et akademisk og indspist metalag, som den danske kollega Hr. Boe har tendens til, men derimod autentisk givende, selvom der nok næppe er tale om en selvbiografisk beretning. Eksempelvis fremhæver kæresten hans evner i sengen som Mads’ stærkeste side som mand. Herligt flabet – selvtilliden fejler intet.

Får vi så sandheden om mænd med denne film? Ja, men givet ikke nogen ny sandhed, men en sprudlende fortalt version af slagsen. Kærligheden og glæden går op og ned, og manden når næppe, ligesom det andet køn, en ønskedestination af uendelig og varig lykke. Når parforholdet bliver for alvorligt, føler han sig fanget, og når singlelivet bliver for ensomt, ønsker han sig tilbage før vendepunktet. Denne erkendelse er ikke noget nyt Columbusæg, men det er ekstraordinært velfortalt af en instruktør og manuskriptforfatter med noget på hjerte. Og det i en film, der er fornøjeligt kreativt klippet med sigte på smilehullerne, og som rammer sit hole-in-one med professionel dygtig assistance fra særligt hovedrollens Thure Lindhardt, der virker langt mere velplaceret som en sandhedens mand frem for en blå en af slagsen.