Disco Inferno

Det kan være let at glemme, hvor populær John Travolta egentlig var, før Quentin Tarantino bragte stjernens skrantende karriere tilbage på ret køl med “Pulp Fiction” i 1994. En række ubegavede karrierevalg i 1980’erne tvang ham fra toppen af Hollywood-agenternes ønskesedler til bunden, men i 70’ernes USA var Travolta et vaskeægte ikon – en trendsætter med en armé af efterabere, og hvis nogen kan påstå at have gjort disco populært, må det være Travolta og folkene bag filmen, der gjorde ham til en superstjerne: “Saturday Night Fever”.

Men er “Saturday Night Fever” andet end bare en halvgammel dansefilm med et par berømte sange, og leverede Travolta overhovedet en hæderlig præstation som danseren Tony Manero, eller blev folk i sin tid forblændet af skuespillerens tricks på dansegulvet? Blot få minutter inde i “Saturday Night Fever” er man i hvert fald parat til at afskrive filmen som et håbløst forældet levn fra en svunden tid. Tony slentrer storsmilende ned ad New Yorks gader akkompagneret af The Bee Gees’ funky “Stayin’ Alive”, mens han ihærdigt forsøger at score alskens damer. Så kommer Tony hjem til sin italienske familie, som især takket være deres evindelige, højlydte råben fremstår utrolig stereotypisk, før Tony smutter op på værelset og bruger adskillige minutter på at sætte håret.

I starten virker “Saturday Night Fever” altså nærmere som en parodi på ungdommen i 70’erne end en hyldest til den. Men der går ikke længe, før filmen afslører sit sande ansigt. Ganske vist får Travolta jævnligt lov til at strutte på dansegulvet i positurer, som millioner af mennesker siden hen har efterlignet, men der er langt mere at komme efter i “Saturday Night Fever”. Filmen er ganske enkelt en af de bedste ungdomsfilm til dato – jordnær, morsom, intelligent og enormt bevægende. “Saturday Night Fever” er ikke så meget en historie om en dansende ungkarl, som det er en dybfølt fortælling om en ung mand, der må døje med uforstående familiemedlemmer og venner, monotont arbejde og bandevold, alt imens han forsøger at få sine drømme realiseret.

Tony lægger ud med at virke en anelse forfængelig, men det bliver hurtigt klart, at de mange minutter, han bruger foran spejlet, bruges på at skabe en anden identitet – ligesom når Clark Kent fjerner sine famøse briller. Ude i den store verden er Tony en lettere akavet og ordinær fyr. I hjemmet betragtes han som familiens sorte får på grund af sine natlige aktiviteter, og fordi han ikke er præst ligesom sin elskede storebror. Men på diskoteket er Tony nattens store omdrejningspunkt. Hans kamp for anerkendelse er en kamp, man kan relatere sig til. Og med en uhyre nuanceret, Oscar-nomineret præstation lader Travolta os skiftevis ane den utæmmelige entusiasme, der gennemsyrer Tony på dansegulvet, og den usikkerhed, som plager ham uden for natklubbens trygge rammer.

Det er befriende at se en ungdomsfilm, hvor karaktererne opfører sig som rigtige mennesker af kød og blod – hvor de unge plages af tvivl og indimellem er nogle røvhuller, og hvor sproget samtidig er ucensureret og vulgært. “Saturday Night Fever” hiver os ind i en verden, hvis udseende, sprog og personer føles overordentlig ægte. Tony støder på en lidt ældre danserinde, Stephanie (en fænomenal Karen Lynn Gorney), og deres blomstrende kærlighed gør især indtryk, fordi skuespillerne har en exceptionel kemi, og fordi scenerne med turtelduerne er så sobre og intime. Men alle de (hovedsageligt unge) skuespillere leverer varen.

Der er gudskelov også masser af humor i “Saturday Night Fever”, ligesom der er masser af fabelagtig musik. Filmens pragtfulde soundtrack (fortsat et af de bedst sælgende af slagsen) byder bl.a. på en håndfuld uimodståelige slagere af The Bee Gees. Billedsiden har derudover det samme nedtonede, dokumentariske look som så mange andre klassiske filmperler fra 70’erne (deriblandt “The French Connection” og “Taxi Driver”), hvilket kun er med til at gøre filmens univers mere tiltalende og troværdigt. Og med musik, der får adrenalinen til at pumpe lige så meget som filmens medrivende fortælling om håb, venskab, dans, sex og romantik, er det intet under, at “Saturday Night Fever” forheksede en hel generation.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Saturday Night Fever” ser ikke perfekt ud i HD, men det er dæleme tæt på. Her er ganske få slørede skud og en smule snavs, men størstedelen af filmen ser bedre ud end de fleste nyere film på Blu-ray. Billedet er så skarpt, og detaljerigdommen er så enorm, at alt fra porerne i skuespillernes hud til vinduerne på horisontens fjerneste skyskrabere bliver tydelige. Skarpheden er heldigvis ikke opnået på bekostning af edge-enhancement, og andre komprimeringsfejl optræder heller ikke. Kontrasten er virkelig solid, og billedsidens mange farver gengives perfekt.

Audio

Selvom skivens Dolby TrueHD 5.1-mix er fremragende, kan man indimellem sagtens høre, at filmen har en del år på bagen. Replikkerne lyder til tider spidse, men de er dog tydelige ligesom alle lydeffekterne. Især musikken lyder fantastisk – fyldig og støjfri, og den folder sig ud via alle kanaler og giver virkelig lytteren fornemmelsen af at være fysisk til stede i filmens danselokaler. Her er også et par udmærkede panoreringer, og den auditive atmosfære er slet ikke tosset. Havde resten af filmen lydt lige så godt som musikken, havde lydsporet uden tvivl scoret topkarakter.

Ekstramateriale

Et kommentarspor med instruktør John Bedham, et informativt tekstkommentarspor samt adskillige velproducerede dokumentarer (deriblandt den 53 minutter lange “Catching the Fever”) gransker fornemt filmens tilblivelse, ensemble, svingommer, musik, popularitet osv. Man savner kun én ting: At høre fra John Travolta. Skuespillerens fravær i dokumentarerne er frustrerende. Tre uinteressante slettede scener medfølger også. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.