Savages, The
Med en titel så brutal og tunge emner som demens, midtvejskrise og døden på dagsordenen, er det forbløffende, at Tamara Jenkins’ “The Savages” er så hylende skæg. Den talentfulde auteur vil bevise, at der selv i de tristeste tider er plads til (og behov for) lindrende humor, og at livets pudsige tilfældigheder kan være ligeså sjove som de bedste komikeres bedste vittigheder. Mission fuldført.
Ja, en kortfattet synopsis får måske nok “The Savages” til at lyde som knastør socialrealisme. Men Jenkins’ skildring af en dysfunktionel familie i oprør er vekselvis jovial og rørende – og aldrig kedelig. Hverken historien eller karaktererne forfalder nogensinde til usmagelige eller platte jokes om alderdom og familiebøvl, så personernes verbale slagsmål afføder ikke bare oprigtig fnisen og latter, men opnår også en særlig, tankevækkende dimension for dem, der selv har haft stridigheder med de nærmeste – hvilket formentlig er os alle sammen.
Nøjagtig ligeså gode er Laura Linney og Philip Seymour Hoffman som børnene. Linney var det eneste medlem af trekløveret, som fik en Oscar-nominering for sine bestræbelser, men alle tre leverer nuancerede præstationer, man sent glemmer. Og i fællesskab er Linney og Hoffman en fantastisk duo. I et tilpas tempo begynder både de to søskende og publikum at indse, at de er ved at tø op over for hinanden og deres far. En så betydningsfuld og fascinerende begivenhed efterlader ikke meget spillerum eller spilletid til de andre skuespillere, der hurtigt ryger i glemmebogen. Men lige fra filmens fortryllende åbningsbillede til den opløftende slutning har Jenkins og ensemblet så godt styr på sagerne, at man fortrænger filmens fåtallige mangler hurtigere, end Lenny glemmer årstiderne.
Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Transferet nages desværre af en smule edge-enhancement, der dukker op i en håndfuld scener. Billedet måtte undertiden gerne have været en tand skarpere, og kontrasten er en sjælden gang imellem lidt flad. Men sædvanligvis er billedet tilpas skarpt og kontrasten god, og billedsiden er fuldstændig pletfri – utilsigtet gryn og støj dukker ikke op. Farverne er forbavsende mætte, når man tager filmens (med vilje) triste locations i betragtning, og hudfarverne forbliver troværdige.
“The Savages” er en forholdsvis nedtonet film, som hovedsageligt drives fremad af replikkerne, så udgivelsens Dolby Digital 5.1-mix vil næppe blæse dig omkuld. Baghøjtalerne tages sjældent i brug, men de benyttes indimellem til at levere diskrete lydeffekter eller til at give Stephen Trasks musik mere spillerum. Af og til savner man dog lidt mere aktivitet – selv fra fronthøjtalerne. Men lydsporet er støjfrit, og selv om dialogen undertiden virker lidt flad, så er replikkerne tydelige hele vejen igennem.
Før menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “3:10 to Yuma”, “Min brors kæreste” og “Away From Her”. Derudover indeholder dvd’en desværre ikke meget. Dokumentaren “About the Savages” (20 min.) er nogenlunde, men også meget kort. Og eftersom en stor del af dokumentarens spilletid bruges på at recitere plottet og vise klip fra filmen, bliver der naturligvis ikke tid til mange dybdegående interviews med filmmagerne eller skuespillerne. Udgivelsens omslag hævder, at der medfølger “fraklippede scener”, men skiven indeholder blot én forlænget sangscene og én forlænget dansescene. Begge har intet med filmens plot at gøre, og de er begge fuldstændig uinteressante.
“The Savages” er en forbavsende morsom og bevægende perle om det at blive ældre og klogere. Philip Seymour Hoffman, Laura Linney og Philip Bosco leverer alle prisværdige toppræstationer i hovedrollerne, og instruktør Tamara Jenkins’ Oscar-nominerede manuskript er spækket med fabelagtige replikker. Dvd’ens AV-præsentation er ikke ligefrem fantastisk, og blot få minutters ekstramateriale medfølger. Men skiven er trods alt et must for enhver tilhænger af genren eller filmens medvirkende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
