Det betyder noget, om du er sort eller hvid

”Glory halleluja, glory halleluja!” messer Martin Luther King Jr. frelst og højstemt som afslutning på en af sine taler i “Selma”. Men selv om vi begynder i Oslo, hvor borgerrettighedsforkæmperen i 1964 får tildelt Nobels fredspris, så er der ikke tale om en historie om en fredens mand. Ikke en ‘jeg-vender-den-anden-kind-til’-mand. Dr. Kings succes står i “Selma” på et fundament af kynisk magtpolitik, hvor fodsoldaterne ofres til fordel for sagen: De sortes rettigheder.

Det valgte fokus på sagen frem for biopic-mennesket slører også belejligt, at David Oyelowo i hovedrollen ikke helt ejer den mytiske autoritet i stemmen, som virkelighedens King besad. Det er måske også for meget at forlange. For titlen er ikke “Martin Luther King”, men derimod “Selma”. Det er én fortælling om den historiske borgerrettighedsprædikant, ikke Fortællingen fra vugge til mordet i 1968. Der zoomes ind på den sydstatsracistiske Alabama-by Selma i 1965. Sorte forhindres fra det hvide systems side i at stemme – trods modsatte hensigtserklæringer fra Lyndon B. Johnson i Det Hvide Hus. Sådan er det mange steder sydpå, så hvorfor tager King kampen op i tilfældige Selma? Fordi det vil skabe ballade.

Det er her “Selma” er god. Martin Luther King helgenkåres ikke til en, der som en sort Jesus mødte uretfærdighed med en vendt kind. Han er først og fremmest aktivist med et mål. Analysen er, at det mål opnår han ved at skabe ballade, så det kommer i tv og forfærder dem med magten, de hvide. Selma er den perfekte skueplads, som han siger. Byens politichef er kendt for at være voldelig, racistisk og dum. Han vil smadre løs på de sorte demonstranter. Flere vil ryge på hospitalet, nogen vil måske endda dø. Det ved King. Det regner han med, det håber han på. Det er kynisk, det er realpolitik.

Desværre følges denne grundfilosofiske diskussion aldrig til ende. Er det okay at ofre nogle få for at skaffe bedre vilkår for de mange? De svar blæser behændigt væk i vinden, imens King gør klar til endnu en af sine berømte taler. Eller det vil sige, at i “Selma” er talerne ikke så berømte. Her er ingen ”I have a dream!” Rettighedsbøvl har forhindret brugen af de originale taler fra dengang, men de nye gør nu alligevel det, de skal. Fyldt med patos, glory og indigneret vrede, samtidig med at de får galgenhumoristisk modspil af FBI’s overvågningsprotokol over Kings færden. Med skrivemaskineskrift skrives der lakonisk hen over billedet, imens Kings passioneret taler; ’Ophidser lokale negre,' noterer FBI sig.

“Selma” sparker nemlig ikke kun nedad imod de afstumpede hillbilly-typer fra sydstaterne, der frygter, at de ‘farlige’ sorte kommer og tager deres job og damer. Men derimod i endnu højere grad opad imod den hvide elite, hvilket måske heller ikke er så svært, når den personificeres af Vietnamkrigspræsidenten Johnson og så chefen for FBI, J. Edgar Hoover, som ufrivilligt komisk får fortalt præsidenten, at Martin Luther King og hans følge er ”moralsk korrumperet”. Toppen af samfundet er lige så bange som bunden: Hvis flere får (stemme)magt, så er det jo nogen, der samtidig må miste den.