Selma
Udgivet 26. mar 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
”Glory halleluja, glory halleluja!” messer Martin Luther King Jr. frelst og højstemt som afslutning på en af sine taler i “Selma”. Men selv om vi begynder i Oslo, hvor borgerrettighedsforkæmperen i 1964 får tildelt Nobels fredspris, så er der ikke tale om en historie om en fredens mand. Ikke en ‘jeg-vender-den-anden-kind-til’-mand. Dr. Kings succes står i “Selma” på et fundament af kynisk magtpolitik, hvor fodsoldaterne ofres til fordel for sagen: De sortes rettigheder.
Det er her “Selma” er god. Martin Luther King helgenkåres ikke til en, der som en sort Jesus mødte uretfærdighed med en vendt kind. Han er først og fremmest aktivist med et mål. Analysen er, at det mål opnår han ved at skabe ballade, så det kommer i tv og forfærder dem med magten, de hvide. Selma er den perfekte skueplads, som han siger. Byens politichef er kendt for at være voldelig, racistisk og dum. Han vil smadre løs på de sorte demonstranter. Flere vil ryge på hospitalet, nogen vil måske endda dø. Det ved King. Det regner han med, det håber han på. Det er kynisk, det er realpolitik.
“Selma” sparker nemlig ikke kun nedad imod de afstumpede hillbilly-typer fra sydstaterne, der frygter, at de ‘farlige’ sorte kommer og tager deres job og damer. Men derimod i endnu højere grad opad imod den hvide elite, hvilket måske heller ikke er så svært, når den personificeres af Vietnamkrigspræsidenten Johnson og så chefen for FBI, J. Edgar Hoover, som ufrivilligt komisk får fortalt præsidenten, at Martin Luther King og hans følge er ”moralsk korrumperet”. Toppen af samfundet er lige så bange som bunden: Hvis flere får (stemme)magt, så er det jo nogen, der samtidig må miste den.
Til sidst tyndes den koncentrerede biografi-historiske film lidt for meget i forsøget på at gøre flest muligt glade. Problemer med konen og et alt for stort persongalleri af forskellige aktivistfraktioner, hvor Malcolm X også lige siger hej, gør tiden imellem talerne længere og den kyniske magtanalyse svagere. “Selma” burde være lidt mere som King selv: Ofre nogle få for at vinde sagen, den gode film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet