Gal og genial

Sidste uges premierefilm “The Blind Side” fortalte historie om den unge, fattige, men talentfulde fodboldspiller Michael og overklassekvinden Leigh Anne som hans værge og mentor. Fokusset var dog ganske skævvredet, hvor stakkels sorte enfoldige Michael, som en anden håndtaske-chihuahua, agerede selvrealiserende objekt for Sarah Palin-klonen Leigh Anne. I “Séraphine” er omdrejningspunktet ligeså forholdet imellem mentor og protegé, men her er hverdagsracismen lagt på hylden til fordel for gensidighed og nuancer.

Vi lægger for i Frankrig umiddelbart før den store krig, som siden skulle blive kendt som 1. verdenskrig. Den kejtede store kvinde Séraphine tjener her ind til livet som rengøringskone, men når dagens hårde dont er overstået, fordriver den hærdede frøken tiden med at male billeder som ingen anden. Alle rynker på næsen af amatørmalerens motiver. På nær den landflygtige tyske kunstkritiker Wilhelm Uhde, der ved et tilfælde snubler over en af rengøringskonens værker. Wilhelm opmuntrer straks Séraphine til en professionel kunstkarriere, hvilket krigen dog dramatisk får forpurret. Skæbnen vil imidlertid, at mentor og protegé mødes en del år senere, og Séraphines karriere sættes på skinner med økonomisk støtte fra kritikeren. Kunstskinnernes vej peger dog ikke udelukkende mod berømmelse og genialitet, men også galskab og isolation.

Vi præsenteres i filmens lidt for lange spilletid for ikke så få temaer og antydninger af konflikter. De fleste af disse forbliver antydninger og bliver aldrig eksplicit udfoldet, hvilket både bliver filmens styrke og svaghed. Styrken ligger i, at vi ikke bliver stopfodret med facit til den kunstneriske ligning. Vi kan frit gå på opdagelse i de mange rum for fortolkning, præcis som Séraphines mageløse malerier lægger op til individuelt unikke oplevelser, der kan skifte fra beskuer til beskuer. Svagheden materialiserer sig ved rulletekstens komme, hvor der savnes lidt flere hentydninger end antydninger, for hvad var det lige, jeg skulle med Séraphines rejse fra genial til gal?

Antydningerne spænder bredt over forskellige temaer såsom klasseskel, kritikerens magt over kunstneren, tyskerlede, skabsseksualitet, normalitetsbegreber, stjernenykker, kunst som udtryk for guddom, og opremsningen kan fortsætte lige så utrætteligt, som Séraphine producerer malerier. Mest interessant er det at følge, hvorledes Séraphine bliver accepteret og får succes, fordi kritikerautoriteten Uhde blåstempler hendes kunst, og ikke fordi en bred omverden er begejstret. Men Séraphines værker er nu ikke kejserens manglende klæder. Hun maler smukke kunstværker, men derfor er det måske ikke lykken for Séraphine sådan at blive frelst af overklassekritikeren – måske var hun lykkelig som hårdtarbejdende fritidsmaler?

Dette er blot ét blandt mange spørgsmål, man kan gruble over i kølvandet på “Séraphine”, der er en film med to velkomponerede dele, et langt intetsigende krigerisk mellemspil samt en slutning, der loves og lægges op til minimum fire gange, hvilket ganske ærgerligt gør rulleteksterne lidt for tiltrængte, da de endelig dukker op. For ellers er “Séraphine” en velfortalt og velspillet affære, der særligt glimrer ved de to dygtigt supplerende hovedpersoner. Ulrich Tukur, der er kendt for tyske storfilm som “De andres liv” og “Det hvide bånd”, spiller præcist og nøjsomt rollen som den usnobbede kritiker, men det er Yolande Moreau i titelrollen, der er den vigtigste ingrediens i denne kunstmaleriske trylledrik. Hun fylder den ellers tunge og tavse kvinde med både liv og nuancer, hvilket holder fortællingen fint på skinnerne og får kittet alle de subtile antydninger fornemt sammen.