Frankly Serena, I don’t give a damn!

Jeg ved ikke, om “Serena” kan siges at være en rigtig skuffelse, når forventningerne til filmen aldrig har nået de store højder. For efter at Susanne Biers periodedrama blev optaget engang i 2012, har glemslens tåger sænket sig over det, mens premieren af uvisse grunde igen og igen er blevet udskudt. Dengang var der rygter om Oscar-muligheder, men nu er den sneget ind i biografen uden de store armbevægelser. Det er ikke noget glemt mesterværk.

De forventninger, man kunne have, knytter sig nok især til en dygtig instruktør og et ægte Hollywood-powerpar i Jennifer Lawrence og Bradley Cooper. Men deres aftryk på sagerne strækker sig fra udmærket håndværk til ligegyldig afliring af replikker. Det dramatiske potentiale i historien om tømmerbaronen og hans vilde kone fiser ud i forglemmelige scener, hvor hun enten skuler eller græder og han, som en rigtig mand, bider tavst i sin cigar.

Man kan sige meget godt om Jennifer Lawrence, men som post-traumatisk prærierose falder hun igennem. Det er simpelthen svært at forstå, hvad det er ved hendes blanke ansigt, der får mænd til at adlyde hendes mindste vink. I et anfald af tung symbolik er hun et brændt barn (bogstavelig talt) optændt af flammende begær, og sådan en omgang lettes ikke af stivnet fremsigelse af stivnede replikker.

Sandsynligvis er mellemregningerne bedre udfoldet i Ron Rash’ bogforlæg, for “Serena” som film klipper forpustet rundt i historien. Ca. to minutter efter at Amerikas mest uopnåelige skønhed bliver introduceret, rider Bradley Cooper op til hende og scorer. Hans risikable finanseventyr skal virke desperate, men forsvinder ud af historien, fordi hans gale, barnløse kone hader hans uægte søn. Med en fattig hushjælp, der faktisk er meget sød. Og så var vi lige ved at glemme, at hans store drøm er at skyde en puma, så kom lige med en udstoppet kæmpekat.

Problemet med de mange tråde er, at de enkelte dele kan føles halvfærdige. Depressionstiden som historisk periode får ikke egentlig plads. Nybyggerbyen oser ikke af slidsomt desperado-liv, snarere af akrylmalede husfacader, der ved et lille puf kan vælte og afsløre filmstudiet bagved. I det setup har man så castet ærkebritiske Rhys Ifans som indfødt sydstats-stifinder og David Dencik som slesk revisor. Stærke skuespillere, men accentmæssigt nogle lidt specielle beslutninger, der kun overgås af Bodil Jørgensen som barmhjertig landsbykone.