Sex Drive
Udgivet 2. jan 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Der er efterhånden en omfattende genre af film, som handler om diverse jomfruelige drenges ihærdige forsøg på at slippe af med førnævnte jomfrulighed, og en god bid af dem foregår med en eller anden form for rejse eller fælles oplevelse.
Nyeste skud på stammen hedder “Sex Drive”, der handler om den lystne (for ikke at sige liderlige) 18-årige Ian, der føler sig som den sidste jomfru i Amerika, selvom der utvivlsomt både er flere og ældre end ham. Hans bedste ven Lance har derimod ingen problemer med pigerne, selvom han både er små-buttet, bebrillet og klæder sig som om, det var det andet køn, han var interesseret i. Hvorfor rollerne mellem den kvabsede Lance og den kønne Ian er, som de er, er et af filmens uforklarlige punkter, men ikke desto mindre finder Ian en sex-bombe af en blondine ved navn Ms. Tasty på nettet, som hjertens gerne vil i nærkontakt med ham, hvis blot han vil køre til Knoxville og møde hende.
Som film af sin type er den en tro kopi af de mange forgængere, og man nikker genkendende til de mange velkendte handlingstyper: den hidsige bølle af en alfa-han-storebror, det hurtige knald undervejs, der resulterer i, at scorekarlen bliver jagtet af en vred kæreste, samt den stille pige, som i al hemmelighed er forelsket i vores hovedperson, men ikke tør give udtryk for det, da hun er bange for at ødelægge deres venskab. Der er i det hele taget ikke anledninger til mange overraskelser i filmen, der traditionen tro ender i en situation, hvor Ian må vælge mellem den lette sex eller ægte kærlighed.
Hvad, han ender med at vælge, kommer vist ikke som det store chok for nogen, men til gengæld er alle hovedrollerne ganske velspillede, og Felicia og Ian viser sig at være et ret nuttet par. Trods den ekstremt forudsigelige historie er der da også et par fornøjelige grin gemt i filmen, omend der er for langt imellem dem, og enkelte sektioner – bl.a. den førnævnte Amish-del – er overhovedet ikke sjove. Som et par nogenlunde muntre timer en doven søndag er filmen hæderlig, men i modsætning til den så eftertragtede Ms. Tasty er den ikke ligefrem værd at køre langt efter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet