Hvad der venter i vandet

Det er ikke til at sige, hvem der får det største chok: Blake Lively i sin minimale bikini, der bliver overfaldet af en sulten, hvid haj, eller anmelderen, der opdager, at en film om Blake Lively i en minimal bikini, der bliver overfaldet af en sulten, hvid haj, slet ikke er så dum. “The Shallows” er gennemført manipulerende og håbløst gammeldags i skildringen af et ‘ondt’ dyr med en næsten-menneskelig udspekulerethed. Men den kender sine virkemidler og bruger dem godt. Hvem kan sige sig fri for at have stået i vandkanten og oplevet en snigende angst for det ukendte i dybet?

Der er et grundlæggende ubehag ved det, vi ikke kan overskue. Instruktør Jaume Collet-Serras mest effektive greb er at blande rolige overbliksbilleder med moderne, ultranær ekstremsportsæstetik: Go-pro-billeder fra kanten af et surfboard, hvor alt gynger og ryster i bølgerne, og man bare venter på et kort glimt af en finne i det fjerne. Tilskuerne ved jo allerede meget mere end den unge texaner, der har fundet sin afdøde mors mexicanske surfparadis. Vi har set plakaten og måske en trailer. Det er Hitchcocks gamle læresætning om suspensen ved at vide, at bomben skal til at springe. Og det er effektivt.

Mindre effektivt er derimod forsøget på at afrunde Blake Livelys surfergirl. Det foregår kvikt, men klichéfyldt via smartphonen. Der sendes sms til den vilde veninde, der ligger med tømmermænd på hotellet, og der skypes med lillesøster og far derhjemme. Dér venter noget sorgbearbejdning og et lægestudie på hende, men først er der lige den sidste bølge. Ja tak, hop nu i vandet! tænkte jeg, mens Lively nasalt kvækker nogle køleskabsmagnet-citater til den bekymrede far. Hun er prototypen på den amerikanske collegepige, man møder i hostel-lobbyer fra Salvador til Svalbard, som ’y’know' skal opleve ’true and authentic stuff' med en iphone klistret til hånden. Man balancerer på kanten af at heppe på hajen.

Det er selvfølgelig en tilsnigelse, for ingen fortjener da at blive ædt, men hovedpersonens uforsigtighed og selvoptagethed truer med at drukne enhver sympati. At blive kørt alene ud på en strand uden navn for at hamre rundt blandt skarpe rev og giftige gopler? Man skal over i teenage-slasher-gys for at finde samme naive trampen i nælderne. Det kan dog tilgives, fordi det er nødvendigt at isolere heltinden, hvis kampen skal presses ud i halvanden time. Og de fortælletekniske krumspring er set meget værre end i “The Shallows”. Hajen er bare bedre og farligere end hvilken som helst forbipasserende hjælper.

Fornuftigt nok spiller ‘Giganten hvide’ en diskret rolle med få velvalgte angreb. Vi ved, den er der. Det er nok. Collet-Serra har i stedet valgt at fylde den azurblå bugt med en understrøm af blod og død og en fornemmelse af, at noget er helt galt. En strandet hval ligger med et dybt hul i siden og rådner. Måger og krabber plukker af ådslet. Stormen trækker op i horisonten. Små veltilrettelagte tilløb til det store slag, der, selvfølgelig, går i gang om natten, hvor vandet er mest sort. Klimaks kommer pludseligt og er hurtigt overstået. Ingen overforklaringer, bare en sløjfebinding til det gennembidte surfbræt, man møder i indledningen.