Når sex er stoffet

Det siges ofte, at når afhængigheden af sex bliver stor nok, tæller personen, som anvendes til begærets opfyldelse, ikke længere som en person i sig selv, men bliver blot reduceret til et komplet ligegyldigt objekt. En ansigtsløs kilde til behovstilfredsstillelse.

Det samme kan imidlertid siges om den sexafhængige selv, og det er i hvert fald tilfældet for Brandon, der er blevet sin egen kilde til misbrug og blot må se sig selv reduceret til en samling instinkter, der ikke kan nægtes. Han har for længst passeret det punkt, hvor det modsatte køn er anledning til glæde og nydelse og er nu blot en viljeløs dukke i sine drifters magt. Sex er blevet hans heroin.

Udadtil har han ellers alle tegn på succes. Han er i trediverne, succesfuld, velklædt og fra naturens side udstyret med et godt udseende. Han har et stabilt arbejde, om end vi aldrig erfarer præcist, hvad han laver – måske fordi hans arbejdsfunktion netop betyder så ufatteligt lidt i hans liv. Han bor alene i en velholdt, men halvtom lejlighed, og hele hans liv synes i det hele taget at være indrettet efter at gøre det så let som muligt at få opfyldt behovene, hvad enten det drejer sig om at nedlægge kvinder, købe prostituerede, surfe porno eller onanere på arbejdets toilet. For Brandon er der kun en kortvarig frigørelse i selve kulminationsøjeblikket – derefter starter hele den anstrengende rutine om igen.

Hans velindrettede liv kommer dog gevaldigt ud af balance, da hans søster kommer på uanmeldt besøg, og det pludselig bliver pinefuldt tydeligt, hvor forkrøblet en tilværelse han reelt fører. Hun spilles med betagende skrøbelighed af en perfekt castet Cary Mulligan, men det er ikke desto mindre Michael Fassbender, der for alvor lyser op i den altdominerende hovedrolle som Brandon. Man hørte en småmumlen over, hvor urimeligt det var, at han end ikke var blevet nomineret til en Oscar for sin rolle, og nu, hvor filmen er kommet op herhjemme, forstår man tydeligt irritationen. Fassbender leverer en så rå, ekstremt modig og fuldstændig opslugende præstation, at det dårligt er muligt at flytte blikket fra ham.

“Shame” er instrueret af Steve McQueen, som også stod bag den komplet blændende “Hunger”, der ligeledes havde Fassbender i hovedrollen, og hvis man havde en svag frygt for, at McQueen måske ville vise sig at være et one-hit-wonder, så kan “Shame” fuldstændig slukke angsten – jeg vil endda mene, at dette er en endnu bedre film. Hvor “Hunger” fulgte en mand, der med ren viljestyrke brugte sin egen krop som våben i en sultstrejke, handler “Shame” om en, der er ufrivilligt indespærret i sin krop, og selvom vi her er flyttet ud af cellerne og placeret i det glamourøse New York, virker omgivelserne ikke mindre klaustrofobiske. Selv når Brandon manisk løber forbi gade efter gade på sine natlige løbeture, ligner husfacaderne blot skiftende fængselsmure.