Kan skæve eksistenser finde lykken?

Da homoseksuelle John Cameron Mitchells mildest talt gakkede “Shortbus” for nogle måneder siden henrykkede i de danske biografer, var det særligt filmens blufærdighedskrænkende og voldsomt grænseoverskridende billedsprog, som vakte opsigt. Blottede kønsdele, samlejer og blowjobs er bestemt ingen sjældenhed i den mere end halvanden time lange rejse ind i menneskets fysisk udfoldelige seksualitet. Underneden perversiteterne og sjofelhederne har filmen dog også begravet en række seriøse pointer.

Instruktøren har ved tidligere lejligheder gjort sig bemærket for sin særegne og frivole fortællefacon, ikke mindst med den spraglede kultsucces og musical “Hedwig and the Angry Inch”, som tilfører punkrockens historie helt nye og aparte dimensioner. Her er agendaen imidlertid en noget anden, selv om persongalleriet også her åbner op for et væld af farverige personligheder, transseksuelle, drag queens, kærlighedshungrende såvel som sexhungrende enspændere, homoseksuelle og heteroseksuelle ulyksaligheder. Sammen har de fællesnævneren og swingerklubben Shortbus, hvor disse skæbner mødes og finder fælles forståelse for diverse mangler ud i erotikkens og seksualitetens rodede grænseland og redskabsskur.

Shortbus er lystens og syndens hule, hvor gruppeknald, bondage, ekshibitionisme og voyeurisme er normen og fuldt ud accepteret. Og det er her, parterapeuten Sofia, som aldrig selv har oplevet en orgasme, første gang stifter bekendtskab med et for hende ellers helt ukendt miljø. Det er her, det homoseksuelle par James og Jamie eksperimenterer med bigami og utroskab, og det er her, den forknytte escortpige Severin afstraffer liderlige mænd for ussel mammon, men selv savner kærligheden og den eneste ene. Og så er der enlige Caleb, som overværer de andre skæve eksistenser – særligt førnævnte bøssepar – fra den anden side af gaden igennem kameraets optik. “Shortbus” er en film om samspilsramte individer, som hverken halvt eller helt har fundet lykken eller fået det optimale ud af parforholdet og livet.

Ironien er mestendels tyktflydende, og selv om de mange sammensmeltninger mellem de mange stykker bart og blottet kød læner sig kraftigt op ad det vamle og frastødende, så er Mitchells seneste film nu grundlæggende kosteligt underholdende. Der er mange skarpslebne pointer at hente i de tragikomiske situationer og skrøbelige replikudvekslinger. Det må så være op til den enkelte tilskuer, om hele det balstyriske sammensurium ikke bliver en tand for meget i det lange løb og i løbet af de lange nætter på den erotiske natklub, særligt når hele perlerækken af skuespillere, statister og skæve skabninger i enden bryder ud i fællessang og skråler: We all get it in the end.

Om de rent faktisk gør det, skal imidlertid ikke afsløres i nærværende anmeldelse. Trods den megen eksplicitte porno og sædfyldte sexscener så er filmen en sødmefuld og varm kærlighedshistorie med andet og mere at byde på, end langt de fleste amerikanske kærlighedskomedier formår at diske op med. Desværre er fortællingen langt fra altid helstøbt, og en tydeligere markeret rød tråd kunne også godt være ønsket. Det ligner lidt tilfældighedernes princip, når filmen i sit eget sjuskede leje kravler fremefter og hopper imellem de forskellige karakterer og deres respektive livshistorier. Kærligheden og varmen eller rettere behovet derfor kan man imidlertid ikke tage fra dem. Drømme kan man altid have og leve videre på.

Men først og fremmest er det beskrivelsen af frisindets holdeplads, der er den umiddelbare og letfordøjelige essens i “Shortbus”. Klubben, hvor al bornerthed og fordomme bliver hængt på knagerne uden for døren, mens nøgenhed, bollerum, bunkepul og narcissisme eksevkeres råt for usødet. Et metafilmisk lag finder vi med bøssen Jamie, som i handlingens bagland filmer og instruerer sin egen lille film tiltænkt kæresten, ligesom også filmens instruktør på et lunt leje gang på gang mestrer at visualisere sine beretninger uden at slå større brød op, end der er afsætning for. “Shortbus” er bestemt en kende primitiv, men er det nødvendigvis en dårlig ting? Er det i virkeligheden ikke blot her, vi som mennesker kan finde ind til livets sande værdier uden for megen viral indpakning?

Selv skæve eksistenser har mulighed for at finde lykken, men her er det immervæk i en mere bizar kontekst. Alligevel synes filmen med homoseksuelles mangeårige kamp for almen accept at proklamere, at der skal være plads til alle. Og det er der her. Det til trods for, at filmens skueplads – metropolen New York – er et mekka, hvor det er nemt at blive glemt og anonymiseret. På Shortbus er det muligt at træde ud af anonymitetens skygge, at være nogen, hvis blot man indvilliger i aktivt at tage del i den pudseløjerlige blanding af tragedie og variete-teater, som er selve indbegrebet af filmen “Shortbus”. En kærlighedssøgende forestilling. Hverken mere eller mindre.

Video

“Shortbus” præsenteres billedligt i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som gør sig glimrende. Filmens udtryk er en farverig palette, hvor de varme farver ligesom kontrasten er blottet for upassende udsving. Heller ikke edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser er noget, der forekommer i nævneværdige mængder, om end der er enkelte eksempler på myrer i billedet. Et glimrende transfer, hvor fotografen hyppigt fremmaner god dybde i de flotte billeder.

Audio

En tand mere insisterende er dog lydsiden, der udspringer i et engelsksproget Dolby Digital 5.1-lydspor og først og fremmest bidrager med en tydelig dialog uden tegn på overstyringer. Filmen lægger ikke op til store auditive armsving, men bæres alligevel igennem af stemningsfuld underlægningsmusik og en vellykket atmosfære. Eneste anke er de få tilfælde, hvor karakterernes tale er ude af sync, der har indsneget sig undervejs.

Ekstramateriale

Udgivelsens ekstramateriale er til gengæld ikke meget værd. En enkelt trailer for filmen, en klynge slettede scener og en stribe tekstbaserede filmografier over de mest gennemgående medvirkende er, hvad der her er blevet plads til. Skuffende og ligegyldigt.