Sidste nat på Station 13
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 25. aug 2005 | Af: azathoth | Set på DVD
Plottet er så simpelt, at det næsten er uforståeligt at der kan komme en film ud af det. Det må tilskrives Carpenters talent at det lykkedes at lave en film, der i dag ses af mange som en kult-klassiker. Den betegnelse kommer man næppe til at sætte på remaket, selvom den er skåret over samme plot. Den minder i høj grad om en cowboyfilm, hvor soldaterne forsøger at holde fortet imod de blodtørstige rødhuder. Der er da også adskillige cowboy referencer i filmen og det var også Carpenters tanke at lave en nutidig variant af temaet, da han skrev den første film. Og det understreger jo blot hvor uoriginal filmen er… det hele er jo set før.
Karaktererne holdes heldigvis i live af nogle udmærkede præstationer fra skuespillerne. Ethan Hawke spiller lidt videre i samme spor som i “Training Day”, men det er slet ikke så skidt endda. Brian Dennehey er altid manden for at spille tough-guy og det er rart igen at se ham på film, efter han de sidste par år primært har lavet tv. Drea DeMateo står svagest og overfører nærmest blot sin rolle som Joeys sexfikserede søster fra tv-serien “Joey”.
For at overleve må betjentene slå sig sammen med fangerne, der også er klicheer: Gangbangeren, junkien, den veltalende lommetyv og gangsterbossen Marion Bishop. De spilles af Aisha Hinds, John Leguizamo, rapperen Ja Rule (der ligeledes leverer det obligatoriske rap-nummer til rulleteksterne) og Laurence Fishburne. Leguizamo er helt klart bedst som den paranoide og hyperaktive junkie Beck, mens Fishburne nærmest kører på autopilot og endnu engang leger Morpheus – helt ned til det lilla jakkesæt.
Det giver en ganske interessant dynamik at fangerne og betjentene skal arbejde sammen og det kommer der et par gode intense situationer ud af, hvilket tilfører lidt hårdt tiltrængt dybde til filmen.
For det første så har filmens hovedskurk Duvall, der ellers er godt spillet af Gabriel Byrne, meget lidt tid på skærmen. For det andet så virker det usandsynligt at SWAT teamet der angriber stationen med deres højteknologiske grej, er ude af stand til at bekæmpe otte dårligt udstyrede modstandere. De er ganske uorganiserede og angriber med en eller to mand ad gangen. Det er ikke alene dårlig taktik, det er også ret utroværdigt. Heldigvis er intet så skidt at det ikke er godt for noget, for hver gang de angriber kan man nyde nogle udmærkede action sekvenser, der er seværdige uden at være overgearede.
“Sidste nat på Station 13” lever primært på disse action sekvenser, samt spændingen om hvem der overlever og hvem der dør. Skuespillet er grundlæggende acceptabelt for en film af denne type, mens plottet udelukkende fungerer som en god grund til at fyre actionsekvenser af. Skal man have lidt letbenet action med en smule spænding og et par gode bulder og brag er “Sidste nat på Station 13” et oplagt valg.
Dernæst er der en række slettede scener, med mulighed for kommentarspor af Richet. Scenerne består primært af små karaktermomenter, som måske kunne have givet en smule mere dybde til karaktererne. Richet forklarer hvorfor scenerne er blevet slettet, men man må koncentrere sig for at forstå hans tykke franske accent.
Derudover er der 4 featuretter, “Armed & Dangerous”, “Behind Precinct Walls”, “Plan of Attack” og “The Assault Team”. De er omkring 5-10 minutter lange og omhandler forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Endelig er der en kort featurette, “Caught in the Crosshairs”, som er af den slags hvor alle klapper hinanden på ryggen.
En gedigen actionfilm, der dog ikke rigtigt bringer noget nyt og revolutionerende frem i lyset. Den tekniske side er rigtig god og ekstramaterialet er godt. Der mangler måske en smule i kvantitet, men kvaliteten er i orden, når man ellers får dechifreret Richets udtalelser på kommentarsporet. Alt i alt en udgivelse der sagtens kan stå på hylden, især hvis man er action fan.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet