Stillevej med bumpFilmatiseringen af computerspil har efterhånden vist sig som en let indtjeningsmulighed i Hollywood, uden at kunne bryste sig af, rent faktisk at diske op med noget decideret vellykket. At man førhen har kastet sig over så uegnede spil som “Doom” eller “Mortal Kombat”, der ikke ligefrem er stærkt historiedrevne, kan man kun ryste på hoved af, men da man valgte at give sig i kast med Konamis konsolhorror “Silent Hill”, begyndte idéen at give mening. For her er der tale om et spil, der både fordrer fortællingen og det stemningsskabende. Det spændende skulle så blive, om man formåede at oversætte spillets medrivende uhygge til filmformatet – vel og mærke uden den centrale interaktivitet. Og Christophe Gans’ “Silent Hill” er måske nok den mest vellykkede computerspilsfilmatisering til dato, men som helhedsbillede er den stadig alt for mangelfuld.

Gans, der bragte os den fine actionparade “Pagten”, har slået sig sammen med manuskriptforfatter Roger Avery, manden bag “Pulp Fiction”, i sit forsøg på at bringe det skræmmende computerforlæg op på det hvide lærred. Historien er ganske tro mod spillet, og fortæller om den tapre Rose, hvis datter Sharon lider af vrangforstyrrelser og taler i søvne om et mystisk sted ved navn ‘Silent Hill’. Bekymret for sit barn, beslutter Rose at opsøge stedet, der viser sig at være en øde spøgelsesby, men hun indser hurtigt, at hun måske graver i en hemmelighed, der er langt mere infernalsk end først antaget. Sharon forsvinder pludselig, og sammen med den kvindelige politibetjent Cybil indleder Rose et kapløb med tiden i den makabre labyrint for at finde sin datter, inden det er for sent.

Det er basalt set en meget simpel historie, men der hvor computerspillet kom til sin ret, var i den sublime uhygge, det formåede at skabe. Filmen har også ramt stilen og det makabre fra spillet, og den danske fotograf Dan Laustsen får om nogen lov til at lege med billederne, hvor svævende kranture og legen med lys og mørke er en fryd for øjet, godt akkompagneret af Jeff Dannas og Akira Yamaokas spøgende musik. Vi kastes som tilskuer hurtigt ind i helvedes forgård, hvor groteske skabninger, så som forvredne svovlbørn, ansigtsløse sygeplejersker med dødeligt svingende skalpeller, og en ildevarslende kæmpe med pyramidehoved og et dekadent sværd i overstørrelse, udgør monsterpaletten. Det visuelle design grænser til det surrealistiske, hvilket står i skræmmende fuld flor, når byens luftalarm droner ildevarslende og mørket kommer. For her forvandles byen, der er forbandet af hævngerrige kræfter, og tømmer og falmet maling afløses af rustent stål, pigtråd og jerngitre.

Men hvor stilen i sine visuelle groteskerier og blodige trøstesløshed lægger op til et godt gys, så spænder plottet og filmens karakterer ben for sig selv. Den stringente linearitet som kendetegner computerspil er i høj grad også til stede, men uden det interaktive aspekt bliver dette hurtigt kedsommeligt. Vi er henvist til at følge Rose rundt i byen fra den ene rædsel til den anden, men problemet er i høj grad at hverken hun, Cybil eller de andre karakterer, vi møder, vækker den store medfølelse hos os. Radha Mitchell må kæmpe med det samme bestyrtede ansigtsudtryk hele vejen igennem, ligesom hun og de andre er hensat til en dialog, der svinger fra tålelig kliché til direkte rædsom. Sean Bean gør sit for at få liv i den sideløbende handlingstråd, hvor Roses mand Chris forsøger at finde ud af, hvad der er sket med hende og datteren. Denne del af filmen synes dog i det store hele overflødig og trækker bare spilletiden unødvendigt i langdrag. Endelig er det et stort problem, at anden halvdel af filmen befolkes med fanatiske religiøse byboere, der synes at være iklædt kostumer fra et skoleteater, og hvis puritanske heksebeskyldninger er uhyggeligt svære at tage seriøst, hvis man nogensinde har set “Monty Pyton og de skøre riddere”: she’s a witch, a witch!