Sin City: A Dame to Kill For
Udgivet 28. aug 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det var ikke helt ventetiden værd. Måske også usandsynligt, da der er blevet ventet i små ni år på nok en grafisk romanfilm om syndens by. Kort efter premieren på “Sin City” i 2005 annoncerede Robert Rodriguez, at han havde en opfølger på vej sammen med makkeren Frank Miller – tegneseriebagmanden. Et broget produktionsforløb er nu endt med “Sin City: A Dame to Kill For”, som foregår før, under og efter den første film, men som altså aldrig bliver værd at slå ihjel for.
Nyhederne er sikre typer, der nærmest har tatoveret Frank Miller på røven. Eva Green gør den som lokkende, fatal dame i nød. Det er hende, titlen markerer, der er lige til at dræbe for. Og det er Josh Brolin, der vil dræbe for hende. De passer perfekt. Ligesom Joseph Gordon-Levitt gør det som uforsigtig gambler, der spiller poker med senator Roark – skurkagtig bror til den øverste skurk fra første film. Det hele passer. Det er mit problem. For for ni år siden blev jeg overrasket. Af Mickey Rourkes ekstreme voldsvildskab, af den geniale modcasting af Elijah Wood som kannibalmorder og af den perverterede ondskab, der stank helt perfekt fra hver en afkrog af den gennembrudsfilm for graphic noir-filmen, som “Sin City” var. Overraskelserne er væk.
Og hvor der er farve, er der mindre mørke, mindre ækel ondskab, som Roark-knægten, politiet og ikke mindst Elijah Woods seriøst forstyrrede seriemorder leverede i metermål første gang, vi besøgte syndens by. Udgangen på balladen om damen, der skal dræbes for, er hverken svært at gennemskue, særligt syndigt eller udspekuleret ondt. Det er de næstbedste novellehistorier fra de tegnede hæfter, vi får her. Ikke dårlige, men med lidt for meget nå?-faktor til for alvor at tilgive, at det igen er Jessica Alba, som skal agere strippende babe. Jeg havde glædet mig til at besøge Sin City igen, men jeg havde helst besøgt en ny bar i byen, hvor der kunne fortælles nye røverhistorier fra.
“Sin City” var banebrydende i sin stil med sin fandenivoldske fuck dig-attitude. Den er væk eller i hvert fald slidt og knap så frisk her ni år efter. Men “A Dame to Kill For” skal have den ros, at den gav mig lyst til at spole tiden tilbage til dengang igen. Til dengang hvor Mickey Rourke tævede kannibalen Frodo sort og hvid til tonerne af endnu en skarp voice-over.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet