Skjult
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 11. jan 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
I sig selv kan “Skjult” ses som en lang audiovisuel konstruktion. Det er ikke altid helt til at vide, hvad der hører til disse intimiderende overvågningsoptagelser, og hvad der rent faktisk er en del af fiktionens realisme på handlingsplanet. Det er nemlig spillekort, Michael Haneke i udpræget grad har valgt at holde meget tæt til kroppen. Men det er også denne form, sammen med den ekstraordinært gode historie, der gør “Skjult” til noget nær en helstøbt oplevelse.
I tilfældet Michael Haneke er intet naturligvis tilfældigt. Heller ikke i “Skjult”, der ligesom hans tidligere værker angriber tilskuerens voyeurisme og skuelyst. Det er derfor ikke tilfældigt, at filmen er struktureret ligesom en bog, at begge hovedkarakterer har med bøger at gøre, at tv-mediet egentligt har hovedrollen, og at den egentlige hovedperson ligeledes er tv-vært. Det er træk, der tilsammen skaber et helhedsbillede, en helhedsoverflade, hvor det så er op til tilskueren selv at lede efter ridserne i lakken, sprækkerne i overfladen, som kan afsløre sammenhængen mellem Georges, Anne og de videobånd, der dukker op på trappetrinet i tide og utide. For afsløringen leverer Haneke nemlig ikke af sig selv.
Mysteriet er naturligvis kvælende for ægteparret, der som familie i øvrigt også tæller teenagesønnen Pierrot (Lester Makedonsky). Men særligt for Georges, for hvem en række væmmelige barndomsminder atter vækkes til live. Haneke har udset sig selv bøddelrollen som den, der enerådigt tvinger Georges til at fortsætte med at se de videobånd, der dukker op og tilsyneladende afslører flere og flere oplevelser fra fortiden. Oplevelser Georges gerne havde været foruden. Jo mere han ser, des mere falder familielivet og hans eget liv nemlig fra hinanden.
Det er med andre ord et fremragende studie i menneskeligt forfald men samtidig en utvetydig hentydning til, hvad tv-mediet kan gøre ved folk (læs: tilskueren). For er det i virkeligheden Georges, der går og sætter griller i hovedet på sig selv, eller er der vitterligt noget om snakken? Svar får vi ikke nogen af, men der bliver opstillet en række hypoteser. Og så er det ellers op til os selv at danne vores egen mening. “Skjult” er formentligt en af sidste års absolut stærkeste franske filmudgivelser. Selv om det måske kan indvendes, at Michael Haneke har en tendens til at tumle lidt for meget med de samme emner, er hans nyeste film bestemt ikke et værk, der bør forbigås. Tværtimod giver “Skjult” filmoplevelsen som ritual en helt ny dimension, hvor samfundets karrierefolk og mediemastodonter får sig et ordentligt hak over tuden.
“Skjult” er uden tvivl en af sidste års bedste franske filmudgivelser. Michael Hanekes seneste og i øvrigt også bredeste væk nærmer sig et mesterværkskandidatur med syvmileskridt. Og det er kun enkelte fodfejl, der afholder “Skjult” derfra. Det til trods kunne den tekniske side godt have rummet flere spidsfindigheder og være bedre gennemarbejdet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet