Himmelråbende ringe

De fleste, der har besøgt storbyer som New York, Tokyo eller Los Angeles, kan skrive under på, at deres skyline – udsigten over byens ikoniske skyskrabere – er enestående og uforglemmelig. Derfor er det også ret ironisk, at folkene bag “Skyline” har opkaldt deres ruminvasions-film efter dette fænomen. For hvor den storslåede udsigt over storbyerne uundgåeligt sætter en masse tanker i gang, så efterlader filmen “Skyline” kun seeren med én: Hvorfor har jeg lige spildt halvanden time af mit liv på den her skodfilm?

Efter en vild fest i en penthouse-lejlighed i Los Angeles vågner en gruppe overnattende gæster ved, at et skarpt, blåt lys trænger igennem nattens mørke udenfor. En fyr rejser sig fortumlet op og går hen mod lyset, og pludselig forsvinder han ud af den blå luft. Han havde tydeligvis aldrig set “Poltergeist”, for så havde han vidst, at det aldrig er særlig smart at gå imod lyset. De overlevende finder hurtigt ud af, at det blå lys er blevet sendt ned fra nogle fjendtligt indstillede rumvæsener, der har i sinde at invadere jorden.

Og så er banen ellers kridtet op til en god omgang science-fiction-action. Desværre kommer den bare aldrig rigtig i spil. Folkene bag “Skyline” har tydeligvis brugt så meget af budgettet på middelmådige CGI-effekter, at de kun har haft råd til at hyre “ham den sorte fra ‘Scrubs'”, “ham mexicaneren fra ‘Dexter'” og en anden håndfuld elendige b-filmskuespillere, som ingen nogensinde har hørt om. Det ville sådan set også være fint nok, hvis historien og dialogerne så bare var velskrevne og underholdende. Men når handlingen og actionsekvenserne mest af alt ligner en retarderet udgave af “War of the Worlds” og “Cloverfield”, og filmens irriterende papfigurer for 117. gang skriger ”Oh my god” og ”What IS that?”, skyller filmen den sidste rest af sit potentiale ud med badevandet.

Helt galt går det i scenen, hvor en af kvinderne hysterisk udbryder, at hun ikke kan blive i lejligheden, hvis de andre skal sidde og ryge. Hun er nemlig gravid, og det går jo ikke at udsætte barnet i maven for de giftige røgpartikler. Man skulle ikke umiddelbart tro, at bekymringer om rygning ville komme først på dagsordenen, når man timer forinden har set Los Angeles blive jævnet med jorden og sine medborgere suget op i en flåde af rumskibe, men omvendt har jeg heller aldrig selv oplevet en invasion, så hvem ved? “Skyline” er et stort paradoks, der er sjov, når den prøver at være alvorlig, og kedelig, når den prøver at være spændende. Hvis den så bare ikke havde været så forbandet selvhøjtidlig, så kunne det være, den havde været nemmere at holde af.

Skal de overlevende blive i lejligheden, eller skal de tage chancen og flygte ud mod havet (hvor rumvæsnerne af en eller anden grund ikke kan nå dem med deres rumskibe)? Det spørgsmål bruger filmens hovedpersoner halvanden time på at besvare, mens vi andre keder os røven ud af bukserne. I de fleste film om menneskehedens snarlige undergang håber man på, at den lille gruppe af overlevende vil klare den. Det er ikke tilfældet med “Skyline”. Her kan undergangen ikke komme hurtigt nok.