Slangens favntag
Udgivet 17. maj 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Denne tur er taget før. Op ad floden, ind i junglens mørke hjerte. Joseph Conrad har taget den. Coppola har taget den. Herzog har taget den flere gange. Og nu tager colombianske Ciro Guerra os med på en opdagelsesrejse til Amazonas tabte kulturer og den hvide kolonialismes destruktive indflydelse. Billederne er sort-hvide, men skildringen af det kulturelle sammenstød er tegnet med et væld af nuancer. Der tales hele ni forskellige sprog. Flere af skuespillerne er amatører fra de portrætterede amazoniske kulturer. “Slangens Favntag” er det stik modsatte af Hollywoods tendens til at hvidvaske alt, der slår lidt ud på den kulturelle eller etniske farveskala.
Gode intentioner alene gør selvfølgelig ingen god film. Men ligesom “Theep” har “Slangens Favntag” på ingen måde glemt filmkunsten i den gode sags tjeneste. Tværtimod. De sort-hvide junglebilleder emmer af lige dele skønhed og blind, selvfortærende glubskhed. Et tilbagevendende, nærmest hallucinatorisk billede af en klump sammenfiltrede slanger, der bider hinanden på må og få, indfanger den obskøne side af junglen. Den side, der fik en fortvivlet Werner Herzog til at vrisse mod den utæmmede natur under optagelserne til “Fitzcarraldo” - “Fuglene her synger ikke – de skriger i smerte.”
Karamakates frygt for hvide mennesker er tydelig, da han møder den tyske opdagelsesrejsende, Theo, som beder om hjælp til at finde yakruna-planten, der angiveligt kan rette op på hans skrantende helbred. Undervejs på rejsen bliver det indelysende, hvor den frygt stammer fra. Der er gummibaroner, der piner deres arbejdere, til de tigger om at blive slået ihjel. Der er en kristen mission, der pisker djævlen ud af små børn, hvis de kommer til at tale deres ukristelige modersmål. Da Karamakate i 1940 vender tilbage til den kristne bastion midt i junglen, er vanviddet eskaleret til hysteriske højder med en selvudråbt messias, der lyder som Klaus Kinski i slutscenen i “Aguirre – den gale erobrer”. Der er dog også plads til mere stilfærdig refleksion. Som da den ellers sympatiske Theo nægter at lære de indfødte at bruge et kompas. Det vil ødelægge deres forhold til naturen, mener han. De indfødte selv er uforstående over for den bekymring. Hvorfor skal de ikke have lov til at lære noget nyt? Behandler Theo dem ikke mere som etnologiske museumsgenstande end som mennesker?
“Slangens favntag” er en velkendt fortælling fortalt fra en ny vinkel. Mørkets hjerte males i helt nye nuancer i Ciro Guerras sort-hvide amazoniske rejse, hvor der ikke bliver gået på kompromis med noget som helst for at tækkes det hvide, vestlige publikum. Sådan kan man også lave film, Hollywood.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet