Dåsesamlerens store rejse

“Bænken” – startskuddet til Per Flys vellykkede og roste Danmarkstrilogi – er et glanseksempel på det, der skiller i det efterhånden meget mudrede grænseland, som eksisterer imellem fiktion og dokumentar. Filmen er karakteriseret ved en pertentligt realistisk miljøskildring kombineret med en indholdsoverbygning, der er alt andet end det. Vi kan kalde det urealistisk realisme. Det samme er tilfældet i Jon Lindströms “Små mirakler og store”, hvor en alkoholiseret kæmpe ligeså rejser sig for at gøre en sidste god gerning, som dokumentarens hjemløse alkoholiker aldrig ville kunne overkomme.

Per sover det samme sted hver nat og tjener sine penge ved lovligt arbejde. Alligevel er han ikke, som folk er flest, idet han sover i ly af en nedlagt jernbanetunnel, og pengene, der bruges på alkohol, tjenes ind som pantsamler. Sådan har det været i 25 år, siden den dag Per flygtede fra sin elskede af ukendte årsager. Men så en dag brydes den hjemløses rutiner. Per anholdes ved en misforståelse, og sørme så om ikke dommeren i Pers sag er hans bror, der troede, han var død. Broderen har både en stor sum penge til Per og beskeden om, at Per har en datter. Et roadtrip tager sin begyndelse igennem Sverige, hvor Per vil aflevere pengene til kvinden, han efterlod, og finde sin datter. Med på rejsen får Per ledsagelse af pigen Sara, der er stukket af hjemmefra, og som det hør og bør sig på et roadtrip, så er rejsen mod målet ofte vigtigere end endestationen.

Ligesom Pers tilgivelsesrejse så har “Små mirakler og store” været længe undervejs for at nå de danske biografer. Fire år helt præcis, og det er lidt vanskeligt at forstå, hvorfor vi skal stifte bekendtskab med denne svenske bagatel netop nu. Filmen interesserer sig aldrig rigtig for Pers status som hjemløs eller for hans trang til alkohol. Alligevel er det fortællingens omdrejningspunkt, der nok snarere skal vise, at der stadig findes hjælpsom filantropi hos de mange folk, som offeret Per møder på sin vej igennem forbudslandet Sverige. Her møder Per alt fra den homoseksuelle muslimske langtidschauffør over middelklassealkoholikeren til den kvindelige muslimske betjent, der alle mest af alt virker som forfladigede symbolkarakterer, der som puslespilsbrikker passer for godt ind i det samlede billede, der skal lære dem og Per noget om livet.

Følelsen af at alt passer for godt er en trolig ledsager under hele filmen. Lige fra det uendeligt konstruerede møde med den glemte og pengestærke bror til det utroligt tilfældigt heldige i, at hver gang, dattersubstitutten Saras veje skilles med Per, så krydses deres veje naturligvis i deres næste blafferlift – så lille er Sverige heller ikke. Det er nu ikke fordi, at der mangler noget på den rent håndværksmæssige side. Historien holder og forløses, som sådan en film skal det, kombineret med en nydelig legende visuel side, der lyser op, når Per lapper systembolagets stærke sager i sig, for at vise Pers ubekymrede og lyse tilstand, når han er i sin rus kontra de gråtoner, der hænger tungt, når ædrueligheden gør sit indtog.

Det fine håndværk bruges bare aldrig til noget – hvad skal vi med alkoholisk hjemløse Per og de konstruerede små mirakler, der næsten proppes ned i halsen på os og Per? Det kunne være rart at se en hjemløsehistorie, der tør leve op til sin realistiske miljøskildring, som man eksempelvis kan se det i Kelly Reichardts minimalistiske indieperle “Wendy and Lucy”, der tager både miljø og indhold seriøst i forhold til hjemløshed og fattigdom.