Sommeren med Sangaile
Udgivet 8. sep 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Ung kærlighed er en utømmelig kilde til film. Fra stumfilmens æra over 50’ernes rebeller og helt til 90’ernes amerikanske Askepot-genfortællinger. “Sommeren med Sangaile” er ikke engang den eneste, der har premiere denne uge. Derfor må den enkelte ungkærlighedsfilm gøre en indsats for at skille sig ud fra mængden. “Sommeren med Sangaile” vælger at bruge sine kræfter på stemningsopbygning frem for plot. Det gør den så godt, at teenagelivets følelseskvaler konstant pulserer i den litauiske sommer.
Spændingen skildres ved en konstant brummen, susen, summen og hvisken på lydsporet. Radioen hælder hvid støj ud over lydsporet, varmen og insekterne summer i ørerne og den dybe brummen af elektricitet fra det nærliggende kraftværk bliver mere og mere fremtrædende. Scenen, hvor Sangaile har sex med en tilfældig fyr ved siden af en transformatorstation, er måske nok uraffineret, men dog et meget malende billede på teenagernes ‘højspændte’ følelser. Den samme tilgang til klipning, lyd og stemningsopbygning gør spændingens udløsning og den følgende sexscene så meget mere rørende og forløsende. Her er ingen rester af den voldsomhed og voyeurisme, der i mine øjne skæmmede “Adéles liv”.
Sangailes højdeskræk er et gennemgående element, der skildres i et par halsbrækkende scener skudt med kamerakran, der også formår at give sus i maven til os uden højdeskræk. Man har tydeligvis gjort sig umage for at fange de imponerende flyveopvisninger, der er Sangailes tilbagevendende tilflugtssted. Nogle steder lykkes det fantastisk, andre gange bliver scenerne desværre lidt for lange og intetsigende. Der er anvendt en ret abrupt klippestil, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, men jeg endte med at erkende, at den passer til den historie, instruktøren vil fortælle.
Det kan godt være, vi har set plottet i “Sommeren med Sangaile” før – om end oftest i en heteroudgave. Men denne omgang med ung kærlighed har en effektiv stemningsopbygning, der mere end noget andet sætter os ind i hovedet på Sangaile, hvorfra vi kan se verden igennem hendes højspændte, forelskede, forvirrede og næsten-voksne øjne. Åh ja, den kærlighed.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet