Mindernes værdi

Få ting er garanteret her i livet, men at vi alle skal dø, ja det er både sikkert og vist. Nogle mener så, vi får chancen igen på den anden side af døden, men det er en anden historie. Vi bruger måske ikke megen tid på emnet, fordi det er så skræmmende og selvindlysende, det at vi skal dø, men ikke desto mindre er det evigt interessant. I Olivier Assayas’ franske “Sommertid” kredses der om emnet og de efterladtes situation i forhold til at skulle ære og mindes den afdøde – hvordan gøres minder op, hvilken værdi har de, og hvad er de bundet i?

I et idyllisk forstadssommerhus nær Paris holder moderen hof for sine tre børn og deres børn. Hver især har de travlt med livet, karrieren, børn og det hele. Det smukt velholdte familieoverhoved har levet sit liv, og inderst inde ved hun, at dette bliver hendes sidste sommerstund med hendes børn og børnebørn, som hun så sjældent ser. Sommerhuset er på det nærmeste en kunstkatedral med værker skabt og indsamlet af hendes for længst afdøde kunstnerbror. Hyldesten og vedligeholdelsen af broderens minde igennem værkerne har været hendes formål med livet, spørgsmålet bliver snart, hvorledes hun selv skal mindes af sine kære. Skal husets sælges, skal værkerne beholdes og udstilles på museer?

“Sommertid” er en subtil generationsfortælling, der på rolig og holistisk vis fortæller en historie om det, der har været; det, der er; og det, der skal komme. Bedstemoderen, spillet med køligt og præcist overskud af Edith Scob, er fortiden, der har affundet sig med sin snarligt kommende død, og som nøgternt pragmatisk forsøger at forklare sine børn, hvorledes arven og minderne skal administreres. Børnene vil imidlertid ikke høre tale om denne velovervejede snak om arv, der netop understreger, hvor tabubelagt arv og død er – hvis vi taler om efterlivet, så erkender vi vores egen dødelighed, og det er tilsyneladende skræmmende.

Filmens første halvdel er følelsesmæssigt stærk og involverende, hvor en smukt fotograferet nærmest malerisk tavs sekvens af moderen siddende alene tilbage efter det sidste sommerbesøg er både desillusionerende og livsbekræftende på en og samme tid. Døden er uundgåelig, men hendes afklaring gør den håndterbar. En sådan afklaring findes ikke hos det efterladte trekløver, der indbyrdes ikke er enige om, hvorvidt huset og kunsten skal bevares eller sælges. Nuanceret og voksent peger filmen i begge retninger. Huset var moderens projekt, hendes livsværk, og heri ligger mange minder og gode stunder gemt. Men såfremt huset kun skal stå øde hen, er det så i det materielle, minderne ligger gemt, eller er det netop i brugen af disse og i tanken, at mindet kan bevares? Dette illustreres herligt, idet husholdersken får lov at vælge sig en vase som tak for sin tid i huset. Uden at skænke værdien en tanke vælger hun en vase, der som kunstobjekt er mange tusind kroner værd, men for hende har den kun værdi, hvis den står fremme med smukke blomster i.

Pusten tabes midtvejs, hvor en række forhandlinger med museer trækker filmens fokus væk fra grundtematikken, hvorfor en tåge af uvedkommenhed sænker sig over fortællingen. Dette forløb munder dog ud i en finurlig diskussion af museumsvæsenet og den konserverende bevaring, dette står for. For har vasen bedst værdi som blomsterholder for nutiden frem for museumsgenstand for fremtiden?