Hjerteskærende mesterstykkeUmiddelbart ligner “Soning” en af den slags pæne, episke dramaer, der hovedsageligt er designet til at indkassere priser og få kritikere til at juble – storladne film, der sædvanligvis foregår før efterkrigstiden og er fyldt til randen med betagende panoramabilleder, flotte kostumer og kulisser, smukt klaverspil og velrenommerede, britiske skuespillere, der kan græde på kommando. Men der er intet i Joe Wrights “Soning”, der kan afskrives som pynt. Stort set hver eneste nuance i samtlige billeder, gestikulationer og udtalelser har betydning i dette moderne mesterværk, der når vidt omkring på blot 118 minutter – lige fra Frankrigs sønderskudte slagmarker anno 1940 til de dybeste afkroge af den menneskelige sjæl.

“Soning” er ikke blot en enestående fortælling, men en enestående fortælling om det at fortælle. Om fiktionens både lindrende og destruktive magt. Om krig, kærlighed, sex, grådighed, frygt og absolution. Hvad der i første omgang ser ud til at være en lettere traditionel historie om to elskende, der skilles af tragiske omstændigheder, udarter sig hurtigt til et forbløffende komplekst studium i syndsforladelse. Og på en måde, som næsten er umulig at forklare med ord, fletter Dario Marianellis musik sig ind i selve historien via fornem brug af både brillant orkestermusik og lyden af skrivemaskiner. Marianellis musik er grandios, men sober og hjerteskærende, og det var fortjent, at han fik filmens eneste Oscar for et af filmhistoriens mest opfindsomme scores til dato.

Det er en ung pige ved navn Briony, der søger tilgivelse. Som 13-årig anklager hun sit hjems unge gartner, Robbie, for at begå voldtægt mod en besøgende pige i nattemørket. Briony spottede blot en vag silhuet, men hendes spirende seksualitet har gjort hende forvirret og jaloux på storesøster Cecilia, der elsker Robbie lige så meget, som han elsker hende. Blandt andet derfor holder Briony stædigt fast i anklagerne. Robbie bliver sendt i krig, Cecilia afbryder al kontakt med sin familie, og da Briony endelig indser sin løgns konsekvenser, drager hun til London for at arbejde som sygeplejerske for at sone sin ugerning og opbygge nok mod til at trygle sin søster om forladelse.

Kiera Knightley og James McAvoy, der portrætterer Cecilia og Robbie, har forbavsende få scener sammen. Men de to unge skuespillere er så overbevisende, at man øjeblikkeligt godtager, at de simpelthen ikke kan leve uden hinanden. De behøver ikke engang at konstatere det. Man kan mærke kærligheden koge og syde bag parternes stoiske facader… desperat efter at bryde ud i lys lue, hvilket den gør i filmhistoriens formentlig mest intime og følelsesladede sexscene. Og lille, irske Saoirse Ronan, der netop var fyldt 12, da optagelserne gik i gang, er formidabel som Briony. Intet under, at pigebarnets overvældende indsats blev Oscar-nomineret. Og lige så megen ros fortjener fotografen Seamus McGarvey, der har præsteret mirakler med forholdsvis få penge til rådighed.

Intet superlativ synes tilstrækkeligt, når man skal beskrive filmens legendariske, fem minutter lange sekvens på stranden ved Dunkirk i Nordfrankrig, hvor Robbie oplever krigens vanvid på tæt hold. Tusindvis af statister deltager i scenen, som kun nåede at blive skudt tre gange, før kameramanden besvimede. Den måde, den allerhelvedes flotte sekvens sammenstiller krigens ubærlige vanvid med Robbies ligeså ubærlige længsel, er genial og blot en af filmmagernes mange uovertrufne ideer. Uovertruffen er også den sidste akts endegyldige twist, der kaster nyt lys på alt forinden, men på ingen måde fremstår som en gimmick. Det er en perfekt afslutning på en noget nær perfekt film – en hyldest til kunsten og et kunstværk, der fortjener at blive hyldet.

VideoHD-DVD’ens mageløse transfer giver for alvor seeren mulighed for at nyde den detaljerede billedside. Farverne (især græsmarkernes grønne nuancer) er yderst tillokkende. Edge-enhancement har plaget en del af Universals HD-DVD-udgivelser, men hverken glorier, støvkorn eller komprimeringsfejl optræder på noget tidspunkt i denne ombæring. Billedet er derudover knivskarpt. I ekstremt få tilfælde er kontrastgengivelsen ikke helt i top, hvorfor visse skygger smelter sammen. Men dette problem er både sjældent og overkommeligt, og hovedparten af filmen ser næsten ubeskriveligt godt ud, hvorfor en topkarakter er en kendsgerning.

AudioDiskens engelske Dolby Digital Plus 5.1-lydspor imponerer også, dog ikke i nær så høj grad som transferet. Til tider virker baghøjtalerne for tavse, og visse scener benytter i korte perioder næsten udelukkende centerhøjtaleren. Men især krigsscenerne og flere af udendørsscenerne lyder fænomenalt. LFE-kanalen springer i aktion på de helt rigtige tidspunkter, og baghøjtalerne bombarderer aldrig seeren med påtagede lydeffekter. Panoreringerne er subtile, og musikken får virkelig lov til at udfolde sig. Dialogen er også tydelig, og replikkerne har en god rumklang.

EkstramaterialeJoe Wright har indtalt et glimrende kommentarspor til “Soning”. Instruktøren diskuterer stort set alle facetter af filmens tilblivelse, og han er velformuleret, velargumenterende og holder kun få pauser. Desværre medfølger der derudover kun otte minutters forholdsvis uinteressante slettede scener og blot to dokumentarer.

“Bringing the Past to Life: The Making of Atonement” (28 min.) når trods alt at fortælle en del om produktionen af filmen på trods af den korte spilletid, men den er ikke nær så interessant som Wrights kommentarspor. Hovedsageligt filmens historie og skuespil diskuteres, og der optræder desværre også en del klip fra filmen. Sørg i øvrigt for ikke at se dokumentaren, før du har set filmen, da slutningen også debatteres. “From Novel to Screen: Adopting a Classic” (6 min.) handler selvsagt om filmens forhold til dens romanforlæg, og den indeholder flere interviews med Wright, manuskriptforfatteren Christopher Hampton og romanforfatteren Ian McEwan, som desværre ikke når at sige meget.

Forbrydelse og soningKlik, klik, klik. Som titlen på “Soning” dukker frem på lærredet, sker det med følgeskab af lyden fra stemplerne på en skrivemaskine. Den samme lyd går igen igennem hele filmen og lægger sig som en underlægningsmelodi for filmens granskning af historiefortællingens positive og negative sider, hvor en løgn ligger til grund for handlingens største forbrydelse.

“Soning” begynder en hed sommerdag i 1935 på et britisk gods ejet af overklassefamilien Tallis. Som Hitlers raslen med sabler giver genlyd på den storpolitiske horisont, er konflikterne på godset af en mere følelsesmæssig art, hvor Cecilia Tallis og husholderskens søn Robbie begynder at erkende deres gensidige tiltrækning. Nærmest før de selv indser deres latente kærlighedsforhold, opdages det dog af familiens yngste datter Briony, der med en veludviklet sans for dramatiske historier hurtigt afkoder de stjålne blikke imellem Cecilia og Robbie. Men Brionys litterære forestillinger om kærlighed blegner til stor forargelse i mødet med virkelighedens drifter imellem Robbie og Cecilia. Da Briony øjner chancen for at påvirke forholdet mellem Cecilia og Robbie, træffer hun et valg, der får konsekvenser for de tre personer lang tid efter, sommerdagen er overstået.

Instruktøren Joe Wright formår, på samme måde som han gjorde det i sin forrige film “Stolthed og fordom”, at spejle personernes indre arkitektur med de omkringliggende landskaber. Dette fungerer mest effektivt i filmens indledende del på det britiske gods, hvor Dario Marianellis insisterende musik hjælper til med at etablere en fortættet stemning af undertrykte følelser, der vækker minder om andre britiske herskabsdramaer som “Resten af dagen”. Men “Soning” har dog et yderligere kort at spille på. Som man bevæger sig igennem de forskellige tidsperioder, som filmen foregår i, sker det med den unge forfatterinde Briony som bindeled, og hendes forfatteraspirationer giver filmen et skær af metafiktion, som både teaterstykker og film benyttes til at sætte personernes situation i relief. Yderligere vises vigtige scener fra forskellige vinkler, hvor meningen afhænger ligeså meget af seeren som af det sete. Denne inkorporering af Brionys fascination af fiktionen gør, at hvad der på overfladen minder om et historisk kærlighedsdrama i stil med “Tilbage til Cold Mountain” i stedet bliver en refleksion over fiktionens effekt på virkeligheden, som de to flettes sammen.

Wright har også hentet Keira Knightley, som spiller Cecilia Tallis, med fra “Stolthed og fordom”, og skuespillerinden er bedårende som altid. Det samme gælder James McAvoy, der besidder en form for uskyldig maskulinitet som klassebryderen Robbie. Alligevel er der noget forstilt over de to skuespilleres spil, når de er alene sammen, særligt i filmens anden del, der foregår under anden verdenskrig. Så snart Briony ikke er til stede, forekommer de to skuespillere at befinde sig i en ordinær film om kærlighed på tværs af klasseskel, hvilket de i og for sig også gør, hvis man fjerner Brionys synsvinkel på historien. Det er hendes position i forhold til sin egen og Cecilia og Robbies historie, der danner det virkelige fundament i “Soning”.

I rollen som Briony optræder tre forskellige skuespillerinder. Saoirse Ronan spiller den yngre udgave af Briony, og hun går til rollen, så man både opfatter karakterens positive træk samt en nærmest hævngerrig nysgerrighed overfor det, hun ikke forstår i forholdet mellem Robbie og Cecilia. Dernæst kommer Romola Garai i spil i perioden under anden verdenskrig, hvor Brionys forfatterdrømme konfronteres med krigens gru og skyldfølelsen over, hvad hun gjorde som ung. Og endelig er Vanessa Redgrave den aldrende Briony, der nu har sin ungdom tilpas på afstand til at kunne se på begivenhederne i et andet perspektiv end dengang, hun selv befandt sig midt i historien. Alle tre skuespillere formår at gøre Briony til den klart mest interessante karakter at følge i de forskellige perioder, men den yngre og ældre Briony drager nytte af et større fokus på deres person i handlingsforløbet.